— Under?
— Netop, svarede kaptajn Nemo roligt. For længe siden har naturen under denne landtange lavet det, som menneskene i dag er ved at lave på dens overflade.
— Hvorledes! Der skulle være en passage?
— Ja, en underjordisk passage, som jeg har givet navnet den Arabiske Tunnel. Den begynder neden for Suez og munder ud i bugten ved Pelusion.
— Men består denne tange ikke udelukkende af flyvesand?
— Til en vis dybde. Men blot halvtreds meter nede møder man en urokkelig klippegrund.
— Og det er ved et tilfælde, De har opdaget denne passage? spurgte jeg mere og mere forbavset.
— Ved et tilfælde og ved ræsonnement, hr. professor, og endda mere ved ræsonnement end ved et tilfælde.
— Chef, jeg lytter, men mit øre gør modstand mod det, som det hører!
— Åh, professor! Aures habent et non audient gælder til alle tider. Ikke blot eksisterer denne passage, men jeg har flere gange draget fordel af den. Uden den havde jeg ikke i dag vovet mig ind i denne det Røde Havs blindgade.
— Er det inddiskret at spørge, hvordan De har opdaget denne tunnel?
— Hr. professor, det er et for en naturhistoriker simpelt ræsonnement, der har ledet mig til at opdage denne passage, som jeg er ene om at kende. Jeg havde bemærket, at der i det Røde Hav og i Middelhavet levede et vist antal fiskearter, der var absolut identiske, ophidier, fiatoler, gireller, perseger, joeler, exoceter. Da jeg var sikker i min sag, spurgte jeg mig selv, om der ikke fandtes en forbindelse mellem disse to have. Hvis den eksisterede, måtte den underjordiske strøm nødvendigvis gå fra det Røde Hav til Middelhavet blot på grund af forskel i niveau. Jeg sikrede mig da et stort antal fisk i nærheden af Suez. Omkring halen på dem satte jeg en kobberring, og jeg kastede dem igen i havet. Nogle måneder senere tog jeg igen på Syriens kyster nogle eksemplarer af mine fisk, der var prydet med den omtalte ring. Forbindelsen mellem de to have var altså bevist. Jeg søgte den med min Nautilus, jeg opdagede den, jeg vovede mig derind, og om kort tid, hr. professor, vil også De være kommet gennem min Arabiske Tunnel.
Kapitel 29
Den Arabiske Tunnel
Den samme dag rapporterede jeg til Conseil og Ned Land den del af denne samtale, som direkte interesserede dem. Da jeg fortalte dem, at vi om to dage ville være midt i Middelhavets vande, klappede Conseil i hænderne, men canadieren trak på skuldrene.
— En undersøisk tunnel! udbrød han, en forbindelse mellem de to have! Hvem har nogensinde hørt tale om det?
— Min ven Ned, svarede Conseil, havde De nogensinde hørt tale om Nautilus? Nej! Den eksisterer dog. Træk altså ikke så letsindigt på skuldrene, afvis ikke nogen ting under det påskud, at De aldrig har hørt tale derom.
— Vi får se, gensvarede Ned, idet han rystede på hovedet. Når alt kommer til alt, vil jeg hellere end gerne tro på hans passage, på denne kaptajn, og himlen give, at han virkelig vil føre os ind i Middelhavet.
Samme aften nærmede Nautilus sig til den arabiske kyst, flydende på havoverfladen på 21° 30 nordlig bredde. Jeg opdagede Djeddah, en vigtig handelsstad for Ægypten, Syrien, Tyrkiet og Indien. Ret klart kunne jeg skelne dens samlede anlæg, dens skibe, der var fortøjede langs kajerne, og dem, som deres dybgående tvang til at kaste anker på reden. Solen, der stod ret lavt over horisonten, strålede lige mod byens huse og fremhævede deres hvidhed. Uden for byen angav nogle rønner af træ eller rør beduinernes boligkvarter.
Snart udslettedes Djeddah i aftenens skygger, og Nautilus gik ned under de let fosforescerende vande.
Den næste dag, den 10. februar, viste der sig flere skibe, der sejlede i modsat retning af os. Nautilus genoptog sin undervandssejlads; men ved middag, da der skulle tages bestik, var havet øde, og den steg op til sin vandlinie.
Ledsaget af Ned og Conseil kom jeg for at sætte mig på platformen. Østkysten viste sig knap nok som en sløret masse i en våd tåge.
Støttede mod bådens sider passiarede vi om et og andet, da Ned Land strakte sin hånd ud mod et punkt i havet og sagde:
— Ser De noget, hr. professor?
— Nej, Ned, svarede jeg, men De ved nok, at jeg ikke har Deres øjne.
— Se godt efter, vedblev Ned, der, forude til styrbord, næsten i højde med lanternen! Kan De ikke se noget, der ser ud til at røre sig?
— Faktisk, sagde jeg efter en opmærksom iagttagelse, nu ser jeg noget ligesom et langt sortagtigt legeme på vandoverfladen.
— En Nautilus til? sagde Conseil.
— Nej, svarede canadieren, men hvis jeg ikke tager meget fejl, er det et slags havdyr.
— Er der hvaler i det Røde Hav? spurgte Conseil.
— Ja, min ven, svarede jeg, man træffer undertiden nogle enkelte.
— Det er ikke en hval, vedblev Ned Land, der ikke tabte den signalerede genstand af syne. Hvalerne og jeg er gamle bekendte, og deres optræden tager jeg ikke fejl af.
— Lad os vente, sagde Conseil. Nautilus styrer hen mod den side, og om lidt ved vi, hvad vi har at holde os til.
Denne sortladne ting var virkelig snart kun en mil fra os. Det så ud som et stort skær, der var strandet i rum sø. Hvad var det? Det kunne jeg endnu ikke udtale mig om.
— Åh, det svømmer! Det dykker! udbrød Ned Land. For tusind djævle! Hvad kan det være for et dyr? Det har ikke den tvedelte hale som bardehvaler eller kaskelotter, og dets finner ligner afstumpede lemmer.
— Men så… begyndte jeg.
— Vel, gik canadieren videre, se, nu ligger det på ryggen, og det løfter brystet i vejret!
— Det er en sirene, udbrød Conseil, en rigtig sirene, hvis herren ikke har noget imod det.
Dette ord sirene satte mig på sporet, og jeg forstod, at dette dyr hørte til den anden af havets væsener, hvoraf fabelen har skabt sirenerne, halvt kvinder, halvt fisk.
— Nej, sagde jeg til Conseil, det er ikke en sirene, men et naturligt væsen, hvoraf der næppe er flere eksemplarer tilbage i det Røde Hav.
Det er en dygong.
— Søkøernes orden, de fiskeformedes gruppe, pattedyrenes klasse, hvirveldyrenes række, svarede Conseil.
Og når Conseil havde sagt det, var der ikke mere at sige om den ting. Imidlertid holdt Ned Land stadig udkig. Hans øjne strålede af begær ved synet af dette dyr. Hans hånd syntes parat til at harpunere. Man kunne have troet, at han kun ventede på det rette øjeblik til at kaste sig i havet for at angribe det i dets element.
— Åh, hr. professor, jeg har aldrig dræbt noget af den slags, sagde han til mig med en stemme, der skælvede af bevægelse.
Disse ord var yderst karakteristiske for ham.
I dette øjeblik kom kaptajn Nemo til syne på platformen. Han opdagede dygongen. Han forstod canadierens holdning og henvendte sig direkte til ham.
— Hvis De holdt på en harpun, mester Land, ville den vist brænde Dem i hånden?
— De har ganske ret, chef.
— Og De ville ikke være ked af for en dag at genoptage Deres bestilling som fanger, og at føje denne hval til listen over dem, De allerede har fældet?
— Det ville jeg slet ikke være ked af.
— Nu vel! De kan jo prøve!
— Tak, hr. kaptajn, svarede Ned Land med strålende øjne.
— De må blot forpligte Dem til ikke at ramme ved siden af dette dyr, og det i Deres egen interesse, fortsatte kaptajnen.
— Er det farligt at angribe en dygong? spurgte jeg, skønt canadieren lod til at være upåvirket.