— Ja, undertiden, svarede kaptajnen. Dette dyr vender sig mod sine angribere og kæntrer deres fartøj. Men mester Land behøver ikke at frygte den fare. Hans skarpe blik er hurtigt, hans arm er sikker. Når jeg anbefaler ham ikke at ramme fejl af denne dygong, er det fordi man med rette betragter den som et fint stykke vildt, og jeg ved, at mester Land ikke foragter god mad.
— Aha, kom det fra canadieren, dette dyr tillader sig også den luksus at være godt at spise?
— Ja, mester Land. Dets kød, virkelig godt kød, regnes for særdeles fint, og i hele Malajsia er det forbeholdt fyrsternes bord. Derfor gør man også så blodig jagt på dette udmærkede dyr, at det ligesom dets slægtning søkoen bliver stadig sjældnere.
— I så fald, hr. kaptajn, sagde Conseil alvorligt, hvis denne tilfældigvis er den sidste af sin art, ville det så ikke i videnskabens interesse være rigtigt at skåne den?
— Måske, svarede canadieren; men i køkkenets interesse er det bedre at jage den.
— Så gør det dog, mester Land, sagde kaptajn Nemo.
I dette øjeblik steg seks mand af besætningen, stumme og uforstyrrelige som altid, op på platformen. Den ene bar en harpun og en line som den hvalfangerne bruger. Dækket blev taget af båden, den blev trukket ud af sin fordybning, skudt ud i havet. Seks roere tog plads på dens tofter, og styrmanden satte sig ved roret. Ned, Conseil og jeg satte os agter.
— De kommer ikke med, chef? spurgte jeg.
— Nej, hr. prafessor, men jeg ønsker Dem god jagt.
Båden stødte fra, og ført af sine seks årer styrede den hurtigt hen mod dygongen, der nu flød to mil fra Nautilus.
Da båden var nået til nogle kabellængder fra hvalen, sagtnede den farten, og årerne sænkedes uden støj i de rolige vande. Ned Land gik med harpunen i hånden hen for at anbringe sig stående i bådens forstavn. Den harpun der tjener til at ramme bardehvalen, er i almindelighed bundet til en meget lang snor, der hurtigt afhaspes, når det sårede dyr slæber den med sig. Men her var snoren kun en halv snes favne lang, og dens ene ende var blot slået på en lille tønde, der flydende skulle angive dygongens vej under vandene.
Jeg havde rejst mig, og jeg kunne tydeligt se canadierens modstander. Denne dygong, som også bærer navnet halicore, ligner søkoen meget. Dens aflange krop ender i en langtrukken halefinne, og dens sidefinner i veritable fingre. Den er forskellig fra søkoen derved, at dens øverste kæbe er bevæbnet med to lange og spidse tænder, som på hver sin side danner udadrettede forsvarsmidler.
Den dygong som Ned Land forberedte sig på at angribe, var af kolossale dimensioner, og dens længde overgik i hvert fald syv meter. Den rørte sig ikke, og så ud til at sove på bølgernes overflade, en omstændighed, der gjorde det lettere at fange den.
Båden nærmede sig forsigtigt, til den var tre favne fra dyret. Årerne hvilede på åregaflerne. Jeg rejste mig halvt op. Med kroppen lænet lidt bagud svang Ned Land sin harpun med øvet hånd.
Pludselig hørtes en fløjten, og dygongen forsvandt. Harpunen, der blev slynget med styrke, havde utvivlsomt kun ramt vandet.
— For tusind djævle! udbrød canadieren rasende, jeg ramte ikke!
— Nej, sagde jeg, dyret er såret, der er dets blod, men Deres våben er ikke blevet siddende i dets krop.
— Min harpun, min harpun! råbte Ned.
Matroserne gav sig igen til at ro, og styrmanden førte båden hen imod den flydende tønde. Da harpunen var fisket op, begyndte båden igen at forfølge dyret.
Dygongen kom nu og da op til havoverfladen for at ånde. Dens sår havde ikke svækket den, for den pilede af med den yderste hastighed.
Båden blev manøvreret af kraftige arme og fløj af sted i dens kølvand. Flere gange var den kun nogle favne fra den, og canadieren holdt sig parat til at kaste; men dygongen skjulte sig ved en pludselig dykning, og det var umuligt at nå den.
Man kan tænke sig til det raseri, der ophidsede Ned Land. Han slyngede det engelske sprogs kraftigste forbandelser efter det ulykkelige dyr. Jeg for mit vedkommende var endnu kun ærgerlig over at se dygongen forpurre al vor list.
Man forfulgte den uophørligt i en time, og jeg begyndte at tro, at det ville være meget vanskeligt at få tag i den, da dyret blev grebet af en fortrædelig idé om hævn, som det dog skulle komme til at fortryde. Det kom tilbage mod båden for at begynde et modangreb.
Denne manøvre undgik ikke canadierens opmærksomhed.
— Giv agt! sagde han.
Styrmanden udtalte nogle ord på sit underlige sprog, og uden tvivl pålagde han mændene at passe på.
Dygongen, der nu var kun tyve fod fra båden, standsede, snøftede barsk med sine store næsebor, der gennemborede ikke det yderste af dens snude, men dennes øverste del. Så tog den tilløb og styrtede mod os. Båden kunne ikke undgå sammenstødet; halvt væltet tog den et par tons vand ind, som det var nødvendigt at komme af med; men takket være styrmandens snildhed, kæntrede den ikke, da den var blevet overfaldet skråt fra siden og ikke lige på. Ned Land klamrede sig til forstavnen og huggede med harpunen løs på det gigantiske dyr, der med sine tænder haget fast i rælingen hævede båden op af vandet som en løve løfter et rådyr. Vi væltede omkring oven på hinanden, og jeg er ikke sikker på, hvordan det eventyr var endt, om ikke canadieren, der stadig angreb heftigt, til sidst havde ramt dyrets hjerte.
Jeg hørte dygongens tænder skurre mod stålet, og den forsvandt og slæbte harpunen med sig. Men snart kom den lille tønde igen op til overfladen, ag få minutter efter kom dyrets krop til syne, liggende på ryggen. Båden kom igen hen til den, tog den på slæb og styrede hen imod Nautilus.
Det var nødvendigt at bruge meget kraftige taljer for at hejse dygongen op på platformen. Den vejede fem tusinde kilogram. Man parterede den for øjnene af canadieren, der holdt på at ville følge alle detaljer i denne operation. Samme dag serverede stewarden mig til middag nogle skiver af dette kød, kyndigt tilberedt af skibskokken. Jeg fandt det udmærket, endda bedre end kalvekød, om ikke end oksekød.
Den næste dag, den 11. februar, blev Nautilus' proviantkammer beriget med endnu nogle delikate stykker vildt. En flok terner slog sig ned på Nautilus. Det var en art af sterna nilotica, som er særegen for Ægypten og som har stort næb, gråt prikket hoved, med øjet omgivet af hvide pletter, med ryg, vinger og hale grålige, med hvid bug og strube og røde ben. Man tog også et par snese nilænder, vilde fugle, der smager fint, og hvis hals og isse er hvide med sarte pletter.
Nautilus’ hastighed var nu nedsat. Den sejlede frem med et tempo som på en magelig lystsejlads, så at sige. Jeg bemærkede, at det Røde Havs vand blev stadig mindre salt, efterhånden som vi nærmede os Suez.
Henad fem om eftermiddagen opdagede vi mod nord Kap Ras Mohammed. Det er dette forbjerg, der afslutter det Stenede Arabien mellem Suezbugten ag Akababugten.
Nautilus trængte ind i Jubalstrædet, der fører til Suezbugten. Jeg så tydeligt et højt bjerg, der mellem de to bugter ragede op over Ras Mohammed. Det var Horebs bjerg, dette Sinai, på hvis top Moses så Gud ansigt til ansigt, og som tanken forestiller sig som uafladelig kronet af lynglimt.
Snart flydende, snart neddykket passerede Nautilus klokken seks i rigelig afstand Tur, der ligger i bunden af en vig, hvis vande så ud som om de var farvet røde, det fænomen, som kaptajn Nemo før havde iagttaget. Så blev det nat, med en trykkende stilhed, undertiden brudt af et skrig fra en pelikan eller nogle natfugle, lyden af brændingens slag mod klipperne eller den fjerne tuden af en damper, der piskede bugtens vande med sine larmende hjulskovle.