Fra otte til ni holdt Nautilus sig nogle meter nede i vandet. Efter min beregning måtte vi være ret nær ved Suez. Gennem salonens ruder opdagede jeg grundvolden af klipper, der var skarpt oplyst af vort elektriske lys. Det forekom mig, at strædet indsnævredes mere og mere. Da klokken var et kvarter over ni, var båden kommet op på overfladen, og jeg steg op på platformen. Da jeg var meget utålmodig efter at komme igennem kaptajn Nemos tunnel, kunne jeg ikke holde mig i ro, og jeg kom op for at indånde den friske natteluft.
Snart opdagede jeg i mørket en bleg ild, som, halvt farveløs på grund af tågen, strålede en mil fra os.
— Et flydende fyrtårn, blev der sagt i nærheden. Jeg vendte mig om og så det var kaptajnen.
— Det er Suez’ flydende ild, fortsatte han. Vi når snart tunnelens munding.
— Det må ikke være let at komme derind?
— Nej, hr. professor. Derfor plejer jeg også at opholde mig i rorgængerens bur for selv at lede den manøvre. Og nu vil Nautilus, hvis De vil gå ned, hr. Aronnax, dukke under i bølgerne, og den vil først komme op til deres overflade igen, når den er kommet igennem den Arabiske Tunnel.
Jeg fulgte kaptajn Nemo. Lugerne lukkedes, vandreservoirerne fyldtes, og fartøjet dykkede en halv snes meter ned.
I det øjeblik, da jeg ville gå tilbage til mit kammer, standsede kaptajnen mig.
— Hr. professor, vil De bryde Dem om at være sammen med mig i styrmandens rum?
— Jeg vovede ikke at bede Dem om det, svarede jeg.
— Så kom dog. Således får De alt det at se, som man kan se under denne sejlads, der på én gang er underjordisk og undersøisk.
Kaptajn Nemo førte mig hen mod den centrale trappe. Halvejs oppe åbnede han en dør, fulgte de øvre gange og kom til styrmandens rum, der, som man ved, hævede sig ved den ene ende af platformen. Det var en kahyt, der var seks fod på alle leder, meget lig den, som styrmanden på steamboats på Mississippi eller Hudson har at være i.
I midten manøvrerede man med et rat, der var anbragt lodret og greb ind i rorets ratliner, der løb helt ud til Nautilus’ agterstavn. Indfattede i kahyttens vægge tillod fire koøjer med linseslebne ruder rorgængeren at se ud i alle retninger.
Der var mørkt i denne kahyt; men snart vænnede mine øjne sig til dette mørke, og jeg opdagede styrmanden, en kraftig mand, hvis hænder hvilede på rattets fælge. Udenfor sås havet klart belyst af lanternen, som strålede agten for kahytten i den anden ende af platformen.
— Lad os så se at komme igennem, sagde kaptajn Nemo. Elektriske ledninger forbandt maskinrummet med styrmandens rum, og herfra kunne kaptajnen samtidig styre og bevæge sin Nautilus. Han trykkede på en metalknap, og skruens hastighed blev straks stærkt formindsket.
Jeg betragtede i tavshed den høje og meget stejle væg, som vi sejlede langs med i dette øjeblik, den urokkelige basis for kystens sandmasser. Vi fulgte den sådan i en time, kun i nogle meters afstand. Ikke et øjeblik flyttede kaptajn Nemos blik sig fra kompasset, der i sine to koncentriske cirkler var ophængt i kahytten. Når han gjorde en svag bevægelse, ændrede styrmanden hvert øjeblik Nautilus’ retning.
Jeg havde sat mig ved det bagbords koøje, og jeg opdagede prægtigt opbyggede grupper af koraller, af zoofyter, alger og krebsdyr, der strakte sig ud af ujævnheder i klippen og viftede med deres enorme ben.
Et kvarter over ti tog kaptajn Nemo selv roret. Et stort, sort og dybt galleri åbnede sig foran os. Nautilus trængte dristigt ind i det. En uvant brusen lod sig høre ved dens sider. Det var det Røde Havs vande, som tunnelens skråning fik til at styrte mod Middelhavet. Nautilus fulgte strømmen så hurtigt som en pil, trods anstrengelser fra dens maskine, der for at stå imod piskede vandet med skruen slået bak.
På passagens snævre vægge så jeg ikke andet end strålende striber, rette linier, ildfurer, tegnet af hastigheden under strålerne fra elektriciteten. Mit hjerte skælvede, og jeg trykkede min hånd mod det. Ti, femoogtredive forlod kaptajn Nemo rattet og sagde, idet han vendte sig mod mig:
— Middelhavet!
På mindre end tyve minutter var Nautilus, slæbt med af strømmen, kommet under Sueztangen.
Kapitel 30
Det Græske Øhav
Den næste morgen, den 12. februar, steg Nautilus ved daggry op til bølgernes overflade. Jeg skyndte mig op på platformen. Tre mil mod syd tegnede det vage omrids af Pelusion sig. En kraftig strøm havde ført os fra det ene hav til det andet. Men denne tunnel, der var let at komme nedad, måtte det være ugørligt at komme opad igen.
Henad syv sluttede Ned og Conseil sig igen til mig. De to uadskillige kammerater havde sovet roligt uden at bekymre sig om Nautilus’ bedrifter.
— Nå, hr. naturforsker, begyndte canadieren i en lidt drilagtig tone, hvad med det Middelhav?
— Vi flyder på dets overflade, kære Ned.
— Hva'! kom det fra Conseil, i selve denne nat?…
— Ja, i selve denne nat er vi på nogle få minutter kommet igennem denne uoverskridelige tange.
— Jeg tror ikke på det, svarede canadieren.
— Og det er forkert af Dem, mester Land, fortsatte jeg. Den lave kyst, der runder sig mod syd, er Ægyptens kyst.
— Kan De få nogen til at tro på det, professor? kom det fra den stædige canadier.
— Men når herren påstår det, henvendte Conseil sig til ham, må man tro på herren.
— For øvrigt, Ned, har kaptajn Nemo præsenteret sin tunnel for mig, og jeg var ved siden af ham i styrmandens rum, mens han selv styrede Nautilus gennem denne snævre passage.
— Hører De det, Ned? sagde Conseil.
— Og De, Ned, som har så gode øjne, tilføjede jeg, De kan se Port Saids moler, som strækker sig ud i havet.
Canadieren kiggede opmærksomt efter.
— De har sandelig ret, hr. professor, sagde han, og Deres kaptajn er en sand mester. Vi er i Middelhavet. Vel. Lad os så, hvis De vil, snakke om vore små forretninger, men på en sådan måde, at ingen kan høre os.
Jeg indså godt, hvor canadieren ville hen. I hvert fald tænkte jeg det var bedst at tale om det, når han nu ønskede det, og vi gik alle tre hen for at sætte os i nærheden af lanternen, hvor vi var mindre udsatte for det fugtige sprøjt fra bølgerne.
— Nu skal vi nok høre på Dem, Ned, sagde jeg. Hvad har De så at sige os?
— Det, som jeg har at sige Dem, er ganske ligetil, svarede canadieren. Vi er i Europa, og før kaptajn Nemos luner slæber os lige til bunden af Polarhavene, eller fører os tilbage til Oceanien, vil jeg gerne forlade Nautilus.
Jeg tilstår, at denne diskussion med canadieren stadig forvirrede mig. Jeg ville på ingen måde lægge bånd på mine kammerater, og dog nærede jeg intet ønske om at forlade kaptajn Nemo. Takket være ham, takket være hans apparater kompletterede jeg for hver dag mine undersøiske studier, og jeg kunne omarbejde min bog om de undersøiske dybder midt i selve dens element. Ville jeg nogensinde igen finde en sådan lejlighed til at iagttage oceanets vidundere? Bestemt ikke! Jeg kunne derfor ikke vænne mig til den tanke at forlade Nautilus, før vor opdagelsesrejse var fuldført.
— Kære Ned, sagde jeg, svar mig ærligt. Keder De Dem om bord? Beklager De, at skæbnen har kastet Dem i armene på kaptajn Nemo? Canadieren sad nogle øjeblikke uden at svare. Så sagde han, idet han lagde armene over kors:
— Oprigtig talt er jeg ikke ked af denne rejse under havene. Jeg vil være glad for at have oplevet den; men for at have oplevet den, er det nødvendigt, at den holder op. Sådan føler jeg det.