— Den holder også op, Ned.
— Hvor og hvornår?
— Hvor? Det ved jeg intet om. Hvornår? Det kan jeg ikke sige, eller rettere, jeg antager, at den vil blive afsluttet, når disse have ikke har mere at lære os. Alt hvad der er begyndt, får nødvendigvis en ende i denne verden.
— Jeg tænker ligesom herren, sagde Conseil, og det er meget muligt, at kaptajn Nemo lader os løbe alle tre, når vi er sejlet gennem alle klodens have.
— Lader os løbe? udbrød canadieren. Smider os ud, mener De?
— Lad os ikke overdrive, mester Land, fortsatte jeg. Vi har intet at frygte af kaptajnen, men jeg deler ikke Conseils mening. Vi behersker Nautilus’ hemmeligheder, og jeg har intet håb om, at dens chef vil give os friheden og finde sig i at se os løbe verden rundt med dem.
— Men hvad er det da, De har håb om? spurgte canadieren.
— At der indtræffer omstændigheder, hvoraf vi kan, hvoraf vi bør drage fordel, lige så vel om et halvt år som nu.
— Hvad pokker! kom det fra Ned Land. Og må jeg spørge, hvor er vi om et halvt år, hr. naturforsker?
— Måske her, måske i Kina. De ved, at Nautilus er en hurtigsejler. Den sejler gennem oceanerne som en svale sejler gennem luften, eller som et eksprestog iler gennem kontinenterne. Den frygter ikke de befærdede have. Hvem siger os, at den ikke vil nå til Frankrigs, Englands eller Amerikas kyster, hvor man lige så fordelagtigt som her kunne forsøge en flugt?
— Hr. Aronnax, svarede canadieren, Deres argumenter kommer ikke sagen ved. De taler om fremtiden: Så er vi der! Så er vi her! Men jeg taler om nutid: Nu er vi her, og det må vi drage nytte af! Jeg var hårdt trængt af Ned Lands logik, og jeg følte mig slået af marken. Jeg vidste selv ikke mere, hvilke argumenter jeg skulle fremføre til fordel for mig selv.
— Hr. professor, begyndte Ned igen, lad os antage det umulige, at kaptajn Nemo netop i dag tilbyder os friheden. Tager De imod den?
— Jeg ved det ikke, svarede jeg.
— Og hvis han tilføjer, at dette tilbud, som han gør Dem i dag, vil han ikke senere forny, tager De så imod det?
Jeg svarede ikke.
— Og hvad tænker min ven Conseil? spurgte Ned Land.
— Deres ven Conseil, svarede denne agtværdige unge mand roligt, Deres ven Conseil har ikke noget at sige. Han er absolut uinteresseret i spørgsmålet. Ligesom sin herre, ligesom sin kammerat Ned er han ugift. Hverken hustru, forældre eller børn venter ham hjemme. Han er i sin herres tjeneste, han tænker som sin herre, han taler som sin herre, og til hans store beklagelse må man ikke regne med ham for at danne et flertal. Der er kun to personer til stede: Herren på den ene side, Ned Land på den anden. Når det er sagt, lytter Deres ven Conseil, og han er parat til at gøre stillingen op.
Jeg kunne ikke lade være at smile ved at se Conseil tilintetgøre sin personlighed så fuldstændigt. Canadieren måtte i grunden være henrykt over ikke at have ham imod sig.
— Altså, hr. professor, sagde Ned Land, siden Conseil ikke eksisterer, så lad os to diskutere alene. Jeg har talt, De har hørt på mig. Hvad har De at svare mig?
Det var åbenbart nødvendigt at slutte, og udflugter kunne jeg ikke lide.
— Kære Ned, sagde jeg, her har De mit svar. Det er Dem, der har ret, og mine argumenter kan ikke holde overfor Deres. Man kan ikke regne med kaptajn Nemos velvilje. Jævn sund fornuft forbyder ham at sætte os i frihed. Derimod byder den sunde fornuft os at drage fordel af den første lejlighed til at forlade Nautilus.
— Vel, hr. Aronnax, det var klogt talt.
— Blot en bemærkning, en eneste, sagde jeg. Det må være en pålidelig lejlighed. Det er nødvendigt, at vort første flugtforsøg lykkes; for hvis det slår fejl, finder vi ikke lejlighed til at gentage det, og kaptajn Nemo tilgiver os ikke.
— Alt det er rigtigt, svarede canadieren. Men Deres bemærkning passer på ethvert flugtforsøg, hvad enten det finder sted om to år eller om to dage. Problemet er altså stadig dette: hvis en gunstig lejlighed tilbyder sig, er det nødvendigt at gribe den.
— Vi er enige. Og vil De så sige mig, Ned, hvad De forstår ved en gunstig lejlighed?
— Det vil der være, når Nautilus en mørk nat kommer i nærheden af en europæisk kyst.
— Og ville De så redde Dem ved at svømme?
— Ja, hvis vi var tilstrækkelig nær ved en strand, og hvis fartøjet flød på overfladen. Nej, hvis vi var langt ude, og skibet sejlede under vandet.
— Og i det tilfælde?
— I det tilfælde ville jeg forsøge at sætte mig i besiddelse af båden. Jeg ved, hvordan den manøvreres. Vi skal ind i den, og når boltene er fjernet, stiger vi op til overfladen uden at selv styrmanden, der sidder forude, bliver klar over vores flugt.
— Nuvel, Ned. Kig altså efter den lejlighed, men husk, at vi er fortabt, hvis der sker uheld.
— Det skal jeg ikke glemme, hr. professor.
— Og vil De vide alt, hvad jeg tænker om Deres plan, Ned?
— Gerne, hr. Aronnax.
— Nu vel, jeg tror ikke — jeg siger ikke, at jeg ikke håber — jeg tror ikke, at denne gunstige lejlighed vil tilbyde sig.
— Hvorfor ikke?
— Fordi kaptajn Nemo ikke kan skjule for sig selv, at vi ikke har opgivet håbet om at genvinde vor frihed, og derfor vil han være på sin post; fremfor alt i europæiske have og med deres kyster i sigte.
— Jeg er af samme mening som herren, sagde Gonseil.
— Vi får se, svarede Ned Land og rystede på hovedet med en determineret mine.
— Og, Ned Land, tilføjede jeg, lad det nu blive ved det. Ikke et ord mere om alt dette. Den dag, da De er parat, siger De til, og vi følger Dem. Jeg overlader det helt til Dem.
Sådan endte den samtale, der senere skulle få så alvorlige følger. Jeg må dog nu sige, at kendsgerningerne syntes at bekræfte mine anelser, til stor fortvivlelse for canadieren. Havde kaptajn Nemo mistillid til os i disse befærdede have, eller ville han blot holde sig ude af syne fra de talrige skibe af alle nationer, der pløjer Middelhavet? jeg ved det ikke, men han holdt sig for det meste nede i vandet og langt fra kysterne.
Enten dukkede Nautilus op og lod kun styrmandens rum stikke i vejret, eller den gik ned til store dybder, for mellem det Græske Øhav og Lilleasien finder vi to tusind meter nede endnu ikke bunden.
Jeg fik heller ikke gjort bekendtskab med øen Karpatos, en af Sporaderne, undtagen gennem dette vers af Virgil, som kaptajn Nemo citerede for mig, idet han satte en finger på verdenskortet.
Est in Carpathio Neptuni gurgite vates
Cæruleus Proteus. .
Den var faktisk i oldtiden opholdssted for Proteus, den gamle hyrde for Neptuns hjorde, men nu kaldes øen mellem Rhodos og Kreta Scarpanto. Af den så jeg kun dens granitgrund gennem salonens rude. Den næste dag, den 14. februar, besluttede jeg at bruge nogle timer til at studere fiskene i Øhavet; men af et ukendt motiv forblev lugerne hermetisk tillukkede. Ved at finde ud af Nautilus’ retning bemærkede jeg, at den sejlede hen imod Kandia, det gamle navn for øen Kreta. I det øjeblik, da jeg havde indskibet mig på Abraham Lincoln, havde hele denne ø lige rejst sig mod det tyrkiske despoti. Men hvad der var blevet af dette oprør i mellemtiden, var jeg absolut uvidende om, og det var ikke kaptajn Nemo, der kunne fortælle mig det, da han var uden al forbindelse med land.
Jeg gjorde derfor ingen hentydning til denne begivenhed, da jeg om aftenen fandt mig selv alene med ham i salonen. For øvrigt forekom han mig tavs og tankefuld. Mod sædvane gav han da ordre til at åbne de to luger i salonen, og idet han gik fra den ene til den anden, iagttog han opmærksomt vandmasserne. Med hvilket formål? Jeg kunne ikke gætte det, og jeg for mit vedkommende udnyttede tiden til at studere de fisk, der passerede forbi mine øjne.