Mellem andre bemærkede jeg disse kutlinger, der omtales af Aristoteles og er almindelig kendt under navnet» havsmerling«, og som man især træffer i de salte vande i nærheden af Nildeltaet. Tæt ved dem udfoldede nogle halvt fosforescerende pagrer sig, en slags sparer, som ægypterne regnede blandt de hellige dyr, og hvis ankomst i floden blev fejret med religiøse ceremonier, fordi den meldte om, at den frugtbargørende strøm var ved at gå over sine bredder. Ligeledes bemærkede jeg tre decimeter lange decimeter, benfisk med gennemsigtige skæl, hvis blygrå farve er blandet med røde pletter; de æder voldsomt af havplanterne, hvad der giver dem en udsøgt smag. Disse cheiliner var også meget efterspurgte af det antikke Roms gastronomer, og deres indvolde, der blev tilberedt med mælke af muræner, påfuglehjerner og tunger af phenicopterer, udgjorde den guddommelige ret, der henrykte Vitellius.
Endnu en beboer af disse have tiltrak sig min opmærksomhed og bragte alle erindringerne om oldtiden frem i mit sind. Det var remora, sugefisken, der bæres omkring fastsuget til bugen af hajer; efter hvad de gamle sagde, kunne denne lille fisk, fasthaget til et skibsskrog, sinke et skib i dets sejlads; en af dem holdt Antonius’ skib tilbage under slaget ved Actium og hjalp derved Augustus til sejr. Af sådant afhænger måske nationers skæbne! Jeg iagttog ligeledes vidunderlige anthier, der hører til lutjans orden, hellige fisk for grækerne, der tilskrev dem magt til at jage søuhyrerne i de have, som de kom i; deres navn betyder blomst, og det fortjener de for deres changerende farver, deres nuancer, der udfylder hele skalaen af rødt fra rosens bleghed lige til rubinens stråleglans, og de flygtige reflekser, der giver deres rygfinne glans som moiré. Mine øjne kunne ikke løsrive sig fra havets vidundere, da de pludselig blev overrasket af en uventet fremtoning.
Midt i vandet kom en mand til syne, en dykker, der bar en læderpose ved sit bælte. Det var ikke et legeme, der var i bølgernes vold. Det var en levende mand, der svømmede med kraftig hånd og undertiden forsvandt for at stige op for at ånde, og så straks dykkede ned igen.
Jeg vendte mig mod kaptajn Nemo og udbrød med bevæget stemme:
— En mand! En skibbruden! Han må for enhver pris reddes! Kaptajnen svarede ikke og kom hen for at støtte sig mod ruden. Manden havde nærmet sig og med ansigtet klemt mod ruden betragtede han os.
Til min store forbavselse gav kaptajnen ham et tegn. Dykkeren svarede med sin hånd, steg straks igen op til havets overflade og viste sig ikke mere.
— De skal ikke blive urolig, sagde kaptajnen. Det er Nicolas, med tilnavnet Fisken, fra Kap Matapan. Han er velkendt på alle Cykladerne. En dristig dykker! Vandet er hans element, og han lever mere i det end på landjorden, idet han uophørlig svømmer fra den ene ø til den anden og kommer helt til Kreta.
— Kender De ham, chef?
— Hvorfor skulle jeg ikke kende ham, hr. Aronnax?
Da kaptajn Nemo havde sagt det, styrede han sin gang hen mod et møbel, der var stillet nær den venstre rude i salonen. Nær ved dette møbel så jeg et skrin med jernbånd om, og hvis låg på en kobberplade bar Nautilus’ monogram med dens devise Mobilis in mobile. Uden at bryde sig om min nærværelse åbnede kaptajnen i dette øjeblik møblet, en slags pengeskab, der indeholdt et stort antal barrer.
Det var guldbarrer. Hvorfra kom dette kostbare metal, der repræsenterede en umådelig sum? Hvor samlede kaptajnen alt det guld op, og hvad ville han gøre med det?
Jeg sagde ikke et ord. Jeg så til. Kaptajn Nemo tog disse barrer ud en efter en og ordnede dem metodisk i skrinet, som han fyldte helt. Jeg anslog nu indholdet til mere end tusind kilogram guld, det vil sige nær ved fem millioner francs.
Skrinet blev fast tillukket, og på dets låg skrev kaptajnen en adresse med skrifttegn, som måtte være de moderne græske.
Da det var gjort, trykkede kaptajn Nemo på en knap, hvis ledning stod i forbindelse med mandskabets vagtstue. Fire mand kom ind, og ikke uden bevær skubbede de skrinet uden for salonen. Derpå hørte jeg, at de hejsede det op ad jerntrappen ved hjælp af trisser. I det øjeblik vendte kaptajn Nemo sig mod mig og spurgte: — Og hvad ville De sige, hr. professor?
— Jeg sagde ikke noget, hr. kaptajn.
— Så vil De tillade mig at byde Dem godnat, hr. professor.
Og dermed forlod kaptajn Nemo salonen.
Jeg vendte tilbage til mit kammer, og som man vil forstå, var jeg meget nysgerrig. Jeg prøvede forgæves på at sove. Jeg ledte efter en forbindelse mellem synet af denne dykker og dette skrin fyldt med guld. Snart mærkede jeg på visse rullende og duvende bevægelser, at Nautilus forlod de dybere lag og igen kom op til vandoverfladen.
Derpå hørte jeg skridt på platformen. Jeg forstod, at man frigjorde båden, at man skød den i vandet. Den stødte et øjeblik mod Nautilus’ side, og al støj hørte op.
To timer senere gentoges den samme støj, den samme gåen og kommen. Båden blev hejset om bord og igen indpasset i sin fordybning, og Nautilus dykkede atter ned under bølgerne.
Således var disse millioner altså blevet transporteret til deres adresse. Hvor på kontinentet? Hvem var kaptajn Nemos korrespondent? Den næste dag berettede jeg for Conseil og canadieren denne nats hændelser, der havde opægget min nysgerrighed til et højdepunkt. Mine kammerater var ikke mindre overraskede end jeg.
— Men hvor tager han alle disse millioner? spurgte Ned Land. Det var umuligt at svare herpå. Efter at have spist frokost begav jeg mig til salonen, og jeg satte mig til at arbejde. Lige til klokken fem om eftermiddagen arbejdede jeg med mine optegnelser. Skyldtes det mon min egen tilstand, at jeg i det øjeblik følte en overordentlig varme og måtte tage mit byssustøj af? En uforståelig virkning; thi vi var ikke under høje breddegrader, og for øvrigt skulle Nautilus, når den var nede ivandet, ikke kunne påvirkes af nogen temperaturforhøjelse. Jeg så på manometret. Det markerede en dybde på tres fod, hvortil den atmosfæriske varme ikke kunne nå.
Jeg fortsatte mit arbejde, men temperaturen steg til det omtrent uudholdelige.
— Er der udbrudt brand om bord? spurgte jeg mig selv. Jeg ville til at forlade salonen, da kaptajn Nemo trådte ind. Han gik hen til termometret, rådførte sig med det og sagde, idet han vendte sig mod mig:
— Toogfyrre grader.
— Jeg har bemærket det, chef, svarede jeg, og hvis denne temperatur stiger om end aldrig så lidt, kan vi ikke tåle det.
— Åh, hr. professor, denne varme forøges kun, hvis vi ikke har noget imod den.
— De kan altså moderere den, som De vil?
— Nej, men jeg kan fjerne mig fra det ildsted, der frembringer den.
— Det er altså udenfor?
— Absolut. Vi flyder i en strøm af kogende vand.
— Er det muligt? udbrød jeg.
— Se selv.
Lugerne åbnedes, og jeg så, at havet var fuldkommen hvidt rundt om Nautilus.
En røgsky af svovlholdige dampe udviklede sig midt i bølgerne, der kogte som vandet i en dampkedel. Jeg støttede min hånd mod en af ruderne, men varmen var sådan, at jeg måtte trække den tilbage.
— Hvor er vi? spurgte jeg.
— Nær øen Santorin, hr. professor, svarede kaptajnen mig, og netop i den kanal, der adskiller Néa Kamenni fra Paléa Kamenni. Jeg har gerne villet give Dem lejlighed til at se det mærkelige syn af et undersøisk vulkanudbrud.
— Jeg troede, sagde jeg, at dannelsen af nye øer var afsluttet.