— Intet er nogensinde afsluttet i de vulkanske egne, svarede kaptajn Nemo, og der bliver kloden altid bearbejdet af den underjordiske ild. I følge Cassioadorus og Plinius viste der sig allerede i år nitten i vor æra en ny ø, den guddommelige Theia, på det selv samme sted, hvor nogle småøer nylig er dannet. Derefter sank den i dybet under bølgerne for igen at vise sig i år niogtres og endnu en gang synke til bunds. Efter den epoke blev den vulkanske virksomhed standset lige til vore dage. Men den 3. februar 1866 dukkede, omgivet af svovlholdige dampe, en ny lille ø op, som man kaldte Georgsøen, nær ved Néa Kamenni, som den voksede sammen med, den 6. i samme måned. Syv dage efter, den 13. februar, viste øen Aphroessa sig, adskilt fra Néa Kamenni ved en kanal på ti meter. Jeg var i disse have, da denne begivenhed fandt sted, og kunne iagttage alle dens faser. Den runde ø Aphroessa målte tre hundrede fod i diameter og var tredive fod høj. Den bestod af sorte og glasagtige lavaarter, blandet med fragmenter af feldspat. Endelig viste der sig den 10. marts nær ved Néa Kamenni en endnu mindre ø, kaldet Reka, og efter den tid er disse tre øer vokset sammen og danner kun én ø i det hele.
— Og den kanal, hvori vi er i dette øjeblik? spurgte jeg.
— Den er her, svarede kaptajn Nemo, idet han viste mig et kort over øhavet. De ser, at jeg har indtegnet de nye øer.
— Men bliver den kanal ikke opfyldt med tiden?
— Det er sandsynligt, hr. Aronnax, for siden 1866 er otte små øer af lava dukket op over for Paléa Kamennis havn, Sankt Nicolaus. Det er altså klart, at Néa og Paléa vil forenes i ret nær fremtid. Hvis det er infusorier, der danner kontinenter i Stillehavet, er det her de vulkanske fænomener. Se, hr. professor, se på det værk, der fuldendes under disse bølger!
Jeg gik igen hen til vinduet. Nautilus flyttede sig ikke mere. Heden blev utålelig. Fra at være hvidt som før blev havet rødt, en farve, der skyldtes nærværelsen af et jernsalt. Trods salonens hermetiske lukning, frigjordes en uudholdelig svovllugt, og jeg opdagede nogle skarlagenrøde flammer, hvis styrke overgik den elektriske stråleglans. Jeg var drivvåd, jeg var ved at kvæles, jeg var lige ved at koge. Ja, jeg følte virkelig, at jeg kogte!
— Man kan ikke blive længere i dette kogende vand, sagde jeg til kaptajnen.
— Nej, det ville ikke være klogt, svarede den uforstyrrelige Nemo. Der blev givet en ordre. Nautilus drejede og fjernede sig fra denne smelteovn, som den ikke ustraffet kunne trodse. Et kvarter senere åndede vi lettet op på bølgernes overflade.
Den tanke faldt mig da ind, at hvis Ned havde valgt at iværksætte vor flugt i disse egne, var vi ikke sluppet levende ud af dette ildhav. Den næste morgen, den 16. februar, forlod vi det bassin, hvor man her mellem Rhodos og Aleksandria må regne med dybder på tre tusind meter, og Nautilus, der passerede Kythera i god afstand, forlod det Græske Øhav efter at have rundet Kap Matapan.
Kapitel 31
Middelhavet på otteogfyrretyve timer
Middelhavet, der med sin blå farve overgår alle andre have, hebræernes» Store Hav«, grækernes» Havet«, romernes mare nostrum, kantet af orangetræer, aloer, kaktus, strandfyr, svøbt i duft af myrter, indrammet af stejle bjerge, mættet af ren og gennemsigtig luft, men uophørligt påvirket af jordens ild, er en virkelig slagmark, hvor Neptun og Pluto endnu strides om verdensherredømmet. Det er her, siger Michelet, på dets strande og på dets vande, mennesket hærder sig i et af klodens stærkeste klimaer.
Men hvor smukt det end er, kunne jeg kun tage et hurtigt overblik over dette bassin, hvis overflade dækker to millioner kvadratkilometer. Selv kaptajn Nemos personlige viden måtte jeg undvære; thi den gådefulde personlighed viste sig ikke en eneste gang under denne meget hastige gennemsejling. Jeg anslår den vej, som Nautilus gennemløb under dette havs bølger, til omkring seks hundrede mil, og denne rejse gennemførte den på to gange fireogtyve timer. Efter at have forladt Grækenland den 16. februar om morgenen var vi ved solopgang den 18. kommet igennem Gibraltarstrædet.
Det blev klart for mig, at kaptajn Nemo ikke kunne lide dette Middelhav, der er indeklemt mellem lande, som han ønskede at undgå. Dets bølger og dets briser bragte ham alt for mange erindringer, måske alt for mange savn. Her havde han ikke den bevægelsesfrihed, ikke den uafhængighed til at manøvrere, som de store oceaner gav ham, og hans Nautilus følte sig indeklemt mellem Afrikas og Europas strande.
Vor hastighed blev da også på femogtyve mil i timen, det vil sige tolv mil à fire kilometer. Det er unødvendigt at sige, at Ned Land til sin store ærgrelse måtte give afkald på sine flugtplaner. Han kunne ikke betjene sig af båden, der blev slæbt med i en fart af tolv-tretten meter i sekundet. At forlade Nautilus under disse omstændigheder ville være som at springe fra et tog, der kørte med samme hastighed, i hvert fald en særdeles uklog manøvre. For resten kom vort fartøj kun om natten op til bølgernes overflade for at forny sit luftforråd, og det styredes udelukkende efter kompassets angivelser og loggens konstateringer.
Af det indre af dette Middelhav så jeg altså kun det, som den rejsende i et eksprestog ser af landskabet, der flygter for øjnene af ham, det sil sige de fjerne horisonter og ikke forgrunden, der passerer forbi som et lyn. Dog kunne Conseil og jeg iagttage nogle af de middelhavsfisk, hvis finners styrke i nogle øjeblikke holdt dem nær ved Nautilus. Vi lå på lur foran salonens vinduer, og vore notater tillader mig at fremstille dette havs ichtyalogi med nogle ord.
Af de forskellige fisk, der bebor det, har jeg set nogle, skimtet andre, for ikke at tale om dem, som Nautilus’ hastighed skjulte for mine øjne. Må det dog være mig tilladt at ordne dem efter denne usædvanlige klassifikation. Den vil bedst gengive mine hurtige iagttagelser.
Midt i den af elektriske stråler stærkt oplyste vandmasse, bugtede sig nogle af de meterlange lampretter, som er almindelige i næsten alle klimaer. Oxyrhinquer, en slags rokker, fem fod brede, med hvid bug, med askegrå plettet ryg, udfoldede sig som store sjaler, der blev ført med af strømmen. Andre rokker passerede så hurtigt forbi, at jeg ikke kunne se, at de fortjente det navn af ørne, som blev givet dem af grækerne, eller de kvalifikationer som rotte, som skrubtudse og som flagermus, som nutidens fiskere har tillagt dem. Blåhajerne, tolv fod lange og særlig frygtede af dykkere, svømmede om kap med hinanden. Otte fod lange rævehajer, der er udrustet med en overordentlig fin lugtesans, kom til syne som store blålige skygger. Guldbrasen, en slags sparusfisk, hvoraf nogle her målte indtil tretten decimeter, viste sig i deres dragt af sølv og himmelblåt, omgivet af smalle bånd, der stak af mod deres finners mørke farvetone; det er fisk, der er helliget Venus, og hvis øjne er indfattet i gyldne bryn, en kostelig art, der trives i alle vande, ferske eller salte, bebor floder, søer og oceaner, lever i alle klimaer, tåler alle temperaturer, og hvis race, der går tilbage til jordens geologiske perioder, har bevaret hele sin skønhed fra de tidligste tider. Prægtige ni-ti meter lange stører, hurtigtsvømmende dyr, stødte med en mægtig hale mod glasruderne og viste deres blålige ryg med små brune pletter; de ligner hajer, hvis styrke de ikke kommer på højde med, og man kan finde dem i alle have; om foråret elsker de at stige op i de store floder, at kæmpe mod strømmen i Volga, Donau, Po, Rhinen, Loire, Oder, og de ernærer sig af sild, makrel, laks ag torsk; skønt de hører til bruskfiskenes klasse, er de delikate; man spiser dem ferske, tørrede, marinerede eller saltede; og tidligere bar man dem triumferende ind på Lucullus' bord. Men af Middelhavets forskellige beboere hørte de, som jeg mest fordelagtigt kunne iagttage, når Nautilus nærmede sig overfladen, til den treogtresindstyvende art af benfiskene. Det var makrelfisk, tun, der har sortblå ryg og sølvpansret bug, og hvis rygstråler udsender guldglimt. De er kendt for at følge sejlende skibe, hvis kølige skygge de søger under den tropiske himmels brand, og det ry dementerede de ikke, idet de fulgte Nautilus ligesom de fordum fulgte La Perouses skibe. I lange timer kappedes de med vort fartøj. Jeg kunne ikke blive træt af at beundre disse dyr, der ligefrem syntes tilslebet til farten, det lille hoved, den glatte, tenformede krop, der hos nogle af dem var mere end tre meter lang, brystfinnerne, der var udstyret med en forunderlig styrke, og den kløftede hale. De svømmede i en trekant ligesom visse fugleflokke flyver, og de kunne måle sig med dem i hastighed, hvad der fik oldtidens mennesker til at mene, at de var fortrolige med geometri og strategi. Og dog slipper de ikke for forfølgelse af provencalerne, der sætter pris på dem ligesom indbyggerne ved Marmarahavet og i Italien tidligere gjorde, og det er som blinde, som døve, at disse kostelige dyr i tusindvis kommer for at kaste sig i marseillanernes vod og omkommer der.