Blot for fuldstændigheds skyld skal jeg nævne de af Middelhavets fisk, som Conseil eller jeg kun skimtede. Det var hvidlige fierasferer, der passerede forbi som uhåndgibelige dampe, muræner, havål, slanger på tre-fire meter, forskønnede med grønt, blåt og gult, af torskefamilien tre fod lange kulmuler, hvis lever er en lækkerbidsken, båndorme, der flød som fine alger, knurhaner, som digterne kalder lyrefisk og sømændene fløjtefisk, og hvis snude er prydet af to trekantede og takkede blade, der danner et billede af den gamle Homers instrument, svaleknurhaner, der svømmer så hurtigt som den fugl flyver, hvis navn de har fået, nutidens kæmpeaborrer, med rødt hoved, og hvis rygfinne er randet af trævler, vårsild smykket med sorte, grå, brune, blå, gule grønne pletter, og som er følsomme for små klokkers sølvklang, prægtige pighvarrer, disse havets fasaner, en slags rhombeformede skjolde med gullige finner med brune prikker, og hvis øverste side, den venstre, i almindelighed er marmoreret i brunt og gult, endelig stimer af beundringsværdige rødskægsmuller, oceanets veritable paradisfisk, som romerne betalte med indtil ti tusind sestertier for stykket, og som de lod dø på deres bord for med grusomme øjne at følge deres farveskifte fra livets cinnoberrøde til dødens hvide bleghed.
Og hvis jeg ikke kunne iagttage hverken miraletter, eller balister, eller pindsvinefisk, eller søheste, eller panserfisk, eller trompetfisk, eller slimål, eller gulstribede muller, eller læbefisk, eller havsmelt, eller flyvefisk, eller ansjoser, eller blankesten, eller havbrasen, eller hornfisk, eller alle de vigtigste repræsentanter for flynderfiskenes orden, isinger, skrubber, skærisinger, søtunger, rødspætter, der er almindelige i Atlanterhavet og i Middelhavet, så må skylden skydes på den svimlende fart, der bragte Nautilus gennem disse rige vande.
Med hensyn til havpattedyr mener jeg, da vi passerede Adriaterhavet, at have bestemt to-tre kaskelotter, forsynede med en rygfinne, af næbhvalernes slægt, af grindehvalernes slægt nogle delfiner, der er særlige for Middelhavet, og hvis forreste del af hovedet er stribet af små lyse linier, og ligeledes en halv snes sæler, der med hvid bug, med sort pels, er kendt under navnet munke, og som absolut ser ud som tre meter lange dominikanennunke.
Conseil troede for sit vedkommende at have opdaget en seks fod lang skildpadde, prydet med tre fremspringende kamme på langs. Jeg beklagede, at jeg ikke havde set dette krybdyr, for efter den beskrivelse, som Conseil gav mig af den, troede jeg, det var en lut, som er en ret sjælden art. Jeg for min del bemærkede kun nogle kacuanner med forlænget skjold.
Hvad angår zoofyterne kunne jeg i nogle øjeblikke beundre en vidunderlig orangefarvet galeolær, der hagede sig fast på ruden i lugen til bagbord; det var en lang tynd tråd, der forgrenede sig i det uendelige og endte i den fineste knipling, der nogensinde var fremstillet i kappestrid med Arachne. Jeg kunne uheldigvis ikke fiske dette beundringsværdige eksemplar op, og utvivlsomt ville ingen anden af Middelhavets zoofyter have vist sig for mit blik, om ikke Nautilus den 16. om aftenen på en ejendommelig måde havde formindsket sin fart. Det skete under følgende omstændigheder.
Vi sejlede da mellem Sicilien og Tunesiens kyst. I dette snævre rum mellem Kap Bon og Messinastrædet stiger havbunden omtrent pludseligt. På det sted er der dannet en veritabel ryg, hvorover der kun er sytten meter vand, mens der på hver side er en dybde på et hundrede og halvfjerds meter. Nautilus måtte altså manøvrere klogt for ikke at støde mod denne undersøiske barriere.
På Middelhavskortet viste jeg Conseil det sted, som dette lange rev optog.
— Men hvis herren ikke har noget imod det, bemærkede Conseil, er det næsten som en lang tange, der forener Europa med Afrika.
— Ja, min ven, svarede jeg, den spærrer helt det Libyske Stræde, og Smiths ladninger har vist, at de to kontinenter tidligere var forenede mellem Kap Boco og Kap Furina.
— Det tror jeg gerne, sagde Conseil.
— Jeg skal tilføje, fortsatte jeg, at der mellem Gibraltar og Ceuta eksisterer en lignende barriere, som i geologiske tider fuldstændig lukkede Middelhavet.
— Ih, sagde Conseil, hvis nu en dag et vulkansk udbrud hævede de to barrierer op over bølgerne!
— Det er næppe sandsynligt, Conseil.
— Jeg mener blot, hvis herren vil tillade mig at tale ud, at hvis dette skete, ville det være ærgerligt for hr. de Lesseps, der gør sig så meget besvær med at komme igennem sin tange.
— Jeg er enig med dig, men, jeg gentager, Conseil, dette fænomen vil ikke indtræffe. De underjordiske kræfters voldsomhed formindskes stadig. De vulkaner, der var så talrige i verdens første dage, udslukkes lidt efter lidt; den indre varme svækkes, temperaturen i klodens dybere lag falder mærkbart i hvert århundrede, og til skade for vor klode; thi denne varme, den er dens liv.
— Men solen…
— Solen er utilstrækkelig, Conseil. Kan den give varme til et lig?
— Ikke så vidt jeg ved.
— Nu vel, min ven, en dag vil kloden være dette afkølede lig. Den vil blive ubeboelig og vil være ubeboet ligesom månen, der for længst har tabt sin vitale varme.
— Om hvor mange århundreder? spurgte Conseil.
— Om nogle hundrede tusinde år, min ven.
— Så får vi altså tid til at gøre vores rejse færdig, svarede Conseil, hvis blot Ned Land ikke blander sig deri!
Og beroliget gav Conseil sig igen til at studere den grund, som Nautilus på nært hold strøg hen over med moderat hastighed.
Der, på en klippefuld og vulkansk bund udfoldede der sig en levende flora, svampe, søpølser, glasklare smågopler, som prydet af rødlige slyngtråde udsendte en let fosforescens, melongopler, almindelig kendt under navnet havets agurker og badede i solspektrets spillende glans, omvandrende én meter brede fjerstjerner, hvis purpur fik vandet til at rødme, grenede euryaler af den største skønhed, pavonaceer på lange stilke, et stort antal spiselige søpindsvin af forskellige arter, og grønne søanemoner på en grålig stamme med en brun skive, som blev borte i deres olivenfarvede paryk af tentakler.
Conseil havde indgående beskæftiget sig med at iagttage bløddyr og leddyr, og skønt nomenklaturen her er en smule tør, vil jeg ikke gøre denne flinke unge mand uret ved at udelade hans personlige iagttagelser.
I bløddyrenes række nævner han talrige ribbede kammuslinger, æselfodspondyler, der hobede sig op oven på hinanden, trekantede donaceer, tretandede hyaller med gul kappebræmme og gennemsigtige skaller, orangefarvede pleurobrancher, ægmuslinger, aplysier, også kendt under navnet søharer, dolabeller, kødfulde acerer, nogle gopler, der er særegne for Middelhavet, søører, hvis skal frembringer en meget eftertragtet perlemor små flammede kammuslinger, anomier, små, flade og tyndskallede, som folk fra Lanquedoc, efter hvad man siger, foretrækker for østers, venusmuslinger, som marseillanerne holder så meget af, hvide og fede dobbelte venusmuslinger, nogle af disse klammer, der vrimler ved Nordamerikas kyster og som finder rigelig afsætning i New York, kammuslinger med låg, lithodoner, der havde boret sig dybt ned i kalken og hvis pebrede smag var mig en særlig nydelse, ribbede hjertemuslinger, hvis skaller set fra siden ligner et hjerte, cyntier, strittende med skarlagenrøde udvækster, carniærer, der med tilbagehøjet spids mindede om lette gondoler, kronede feroler, atlanter med spiralsnoede skaller, grå slørsnegle med hvide pletter og dækket af deres frynsede kappe, æolider, der ligner små snegle, cavoliner med buet ryg, aurikler og mellem andre auricula myosotis med ægformet skal, rødgule scalarier, strandsnegle, violsnegle, havcinerarier, petricoler, lamellarier, forgællesnegle, pandoraer o.s.v.