Men hensyn til leddyr har Conseil i sine notater meget rigtigt delt dem i seks klasser, hvoraf tre hører til i havet. Det er krebsdyrenes, rankeføddernes og ledormenes klasser.
Krebsdyrene deles i ni ordener, og den første af disse omfatter decapoderne, det vil sige dyr, hvis hoved og bryst almindeligvis er vokset sammen indbyrdes, hvis mundparti består af flere par mundfødder, og som på brystet har fire, fem, eller seks par gangben. Conseil havde fulgt samme metode som vor lærer, Milne-Edwards, der deler decapoderne i tre afdelinger: brachyura, macrura og anomura. Disse navne er let barbariske, men de er velbegrundede og præcise. Blandt brachyura nævner Conseil amatier, hvis pande er bevæbnet med store pigge, der går til hver sin side, skorpionkrabben, der — jeg ved ikke hvorfor — hos grækerne symboliserede visdommen, lambrer massena, lambrer spinimanes, sandsynligvis forvildede på denne revle; thi almindeligvis lever de på store dybder, xhanter, pilumner, rhomboider, kornede, spidssnudede krabber — meget letfordøjelige, bemærkede Conseil — tandløse maskekrabber, ebalier, cymopolier, uldagtige dorriper, o.s.v. Blandt makrura, der er delt i fem familier, de pansrede, de gravende, flodkrebs, rejer og spaltefødder, nævner han almindelig languster, hvis hundyrs kød er så eftertragtet, bjørnekrebs eller havcikader, flodgebier og alle slags spiselige arter, men han siger ikke noget om astacidernes — flodkrebsenes underafdelinger, som omfatter hummere, for langusterne er de eneste hummere i Middelhavet. Endelig ser han blandt anamura de almindelige drociner, bagtil beskyttet af en forladt konkylie, som de bemægtiger sig, hormoler med tornet pande, bernhardskrebs, porcellænskrebs o.s.v.
Der standsede Conseils arbejde. Han havde ikke haft tid til at fuldende crustaceernes klasse ved at undersøge stomapoder, amphipoder, homopoder, isopoder, brachiopoder, ostracoder og entomostraceer, og for at afslutte studiet af de maritime leddyr måtte han have omtalt cyrrhopodernes klasse, der omfatter cycloperne og karpelusene, samt ledormenes klasse, som han ikke ville have forsømt at dele i rørorme og ryggællede. Men da Nautilus havde passeret ryggen ved det Libyske Stræde, genoptog den sin vante hastighed i de dybeste vande. Fra nu af ikke flere bløddyr, ikke flere leddyr, ikke flere zoofyter. Knap nok nogle store fisk, der passerede forbi som skygger.
I løbet af natten mellem den l6. og 17. februar var vi kommet ind i det andet Middelhavsbassin, hvis største dybder går ned til tre tusind meter. Drevet frem af sin skrue, glidende på sine hældende planer sænkede Nautilus sig lige til de dybeste lag i havet.
I mangel af naturlige vidundere frembød vandmasserne der mange gribende og frygtelige scener. Nu sejlede vi nemlig gennem hele denne så rige og uhyggelige del af Middelhavet. Hvor mange sejlere har ikke lidt skibbrud, hvor mange fartøjer er ikke forsvundet mellem Algeriets kyst og de provencalske strandbredder! Middelhavet er kun en indsø sammenlignet med Stillehavets udstrakte havflader, men en lunefuld sø, med skiftende strømme, i dag nådig og indsmigrende mod den skrøbelige fiskerbåd, der synes at flyde mellem havets og himlens nuancer af ultramarinblåt, i morgen rasende, vildt, oprørt af vindene, knusende de stærkeste fartøjer med sine korte bølger, der rammer dem med bratte slag.
Hvad jeg dog så på denne hastige tur tværs igennem dybe lag, af vrag, der lå på bunden, nogle allerede bevoksede med koraller, andre blot omgivet af et lag rust, ankre, kanoner, kanonkugler, tilbehør af jern, skrueblade, stykker af maskiner, ødelagte cylindre, sprængte kedler, dernæst flydende skibsskrog midt i vandet, nogle oprejste, andre væltede.
Af disse skibbrudne fartøjer var nogle gået under ved sammenstød, andre ved at være stødt på et eller andet granitskær. Nogle af dem, der var gået lige ned, så jeg stå med masterne oprejste og rigningen strammet af vandet. De så ud, som om de lå for anker på en umådelig stor fremmed red og ventede på afsejlingsøjeblikket. Når Nautilus sejlede ind mellem dem og svøbte dem i sit elektriske lysvæld, var det som om disse skibe skulle til at hilse den med deres flag og sende den deres nummer. Men nej, intet andet end tavsheden og døden på denne katastrofernes skueplads.
Jeg bemærkede, at dybderne i Middelhavet i stadig højere grad var spærret af uhyggelige vrag, efterhånden som Nautilus nærmede sig Gibraltarstrædet. Afrikas og Europas kyster kom hinanden nærmere, og i dette snævre farvand sker der hyppigt sammenstød. Jeg så her talrige jernskrog, fantastiske ruiner af dampere, nogle liggende, andre stående opret, mindende om vældige dyr. Et af disse skibe frembød et frygteligt syn, med flængede sider, krumbøjet skorsten, med hjul, hvoraf kun stellet var tilbage, med roret adskilt fra agterstavnen og endnu fastholdt af en jernlænke, med agterspejlet ætset af saltvandet! Hvor mange eksistenser var ikke blevet knust ved dets forlis! Hvilken af skibets matroser havde overlevet for at kunne berette om denne frygtelige ulykke, eller bevarede bølgerne endnu hemmeligheden om denne katastrofe? Jeg ved ikke, hvorfor det faldt mig ind, at dette skib, skjult i havet, kunne være Atlas, der forsvandt med mand og mus for en snes år siden, og som man aldrig har hørt noget om! Åh, hvilken grufuld historie at berette, denne om disse Middelhavets dybder, om dette uhyre lighus, hvor så mange rigdomme er gået tabt, hvor så mange ofre har fundet døden!
Men ligegyldig og hurtig sejlede Nautilus for fuld kraft midt inde mellem disse vrag. Den 18. februar henad tre om morgenen nåede den indsejlingen til Gibraltarstrædet.
Der eksisterer her to strømme: en øvre strøm, der længe har været kendt, og som fører vandene fra oceanet ind i Middelhavets bassin; desuden en lavere modstrøm, hvis eksistens nu om stunder er bevist ved fornuftslutninger. Man skulle tro, at vandmængden i Middelhavet, der uafladeligt bliver øget af strømmene fra Atlanterhavet og af de floder, der løber ud i det, hvert år måtte få dette havs niveau til at hæve sig; thi dets fordampning er utilstrækkelig til at genoprette ligevægten. Men nu er det ikke således, og man har følgelig måttet antage eksistensen af en dybere strøm, som ved Gibraltarstrædet hælder Middelhavets overskud ud i Atlanterhavets bassin.
Og det er netop det der sker. Det var af denne modstrøm Nautilus drog fordel. Den kom hurtigt frem ad den snævre vej. Et øjeblik kunne jeg skimte de vidunderlige ruiner af det begravede Herkulestempel, som Plinius og Avenius har berettet om, med den lave ø der bar det, og nogle minutter efter flød vi på Atlanterhavets bølger.