Kapitel 32
Vigobugten
Atlanterhavet! Det mægtige havområde, hvis overflade dækker femogtyve millioner kvadratmil, som er ni tusind mil langt med en gennemsnitlig bredde på to tusind, syv hundrede mil. Et betydeligt hav, omtrent ukendt i oldtiden, måske undtagen af kartagenienserne, datidens hollændere, som på deres handelsskibe fulgte Europas og Afrikas vestkyster! Et ocean, hvis kyster med parallele slyngninger omslutter en umådelig perimeter, vandet af jordens største floder, St. Lawrence, Mississippi, Amazonfloden, la Plata, Orinoco, Niger, Senegal, Elben, Loire, Rhinen, der tilsammen bringer det vand fra de mest civiliserede lande så vel som fra de mindst udviklede! Herlige vandflade, der uafladelig pløjes af alle nationers skibe, beskyttede under alverdens flag, og som afsluttes af disse to af sømændene frygtede gruelige næs, Kap Horn og det stormomsuste Kap Agulhas!
Nautilus brød gennem dets vande med sin skarpe forstavn, efter at have gennemsejlet næsten ti tusind mil på tre og en halv måned, en sejlads, der var længere end nogen af jordens storcirkler. Hvor skulle vi nu hen, og hvad havde fremtiden i behold til os?
Da Nautilus var kommet gennem Gibraltarstrædet, fortsatte den ud i rum sø. Den kom atter op til bølgernes overflade, og vi fik således igen lejlighed til vore daglige spadsereture på platformen. Jeg gik straks derop, ledsaget af Ned Land og Conseil. I en afstand
af tolv mil så man utydeligt Kap Vincent, den spanske halvøs svdvestlige punkt. Der blæste en ret stærk søndenvind. Havet var oprørt, uroligt. Dets voldsamme stød fik Nautilus til at rulle kraftigt. Det var næsten umuligt at holde sig fast på platformen, som hvert øjeblik blev ramt af enorme styrtsøer. Vi gik derfor ned igen, da vi havde trukket lidt frisk luft.
Jeg nåede igen til mit kammer. Conseil gik tilbage til sin kahyt; men canadieren fulgte mig med et ret tankefuldt ansigtsudtryk. Vor hastige fart gennem Middelhavet havde ikke tilladt ham at bringe sine planer til udførelse, og han skjulte kun dårligt sin skuffelse.
Da døren til mit kammer var lukket, satte han sig ned og betragtede mig i tavshed.
— Kære Ned, sagde jeg til ham, jeg forstår Dem, men De har intet at bebrejde Dem selv. Sådan som Nautilus sejlede, havde det været galskab at tænke på at forlade den.
Ned Land svarede ikke. Hans sammenknebne læber, hans rynkede bryn røbede hans voldsomme besættelse af en fiks idé.
— Lad os nu se, fortsatte jeg, der er endnu ikke noget, der er håbløst. Vi sejler op langs Portugals kyst. Ikke langt herfra ligger Frankrig, England, hvor vi let kan finde et tilflugsted. Ja, hvis Nautilus, efter at være kommet ud af Gibraltarstrædet havde sat kursen mod syd, hvis den havde slæbt os hen imod de egne, hvor der ikke er nogen kontinenter, så ville jeg dele Deres uro. Men nu ved vi, at kaptajn Nemo ikke skyer de civiliserede have, og jeg tror, at om nogle dage kan De handle med nogen sikkerhed.
Ned Land så endnu mere indtrængende på mig og sagde, idet han endelig åbnede munden:
— Det skal være i aften.
Jeg rejste mig brat. Jeg tilstår, at jeg kun var lidt forberedt på denne meddelelse. Jeg ville have svaret canadieren, men fandt ikke ord.
— Vi var blevet enige om at vente på en gunstig lejlighed, sagde Ned Land. Den lejlighed har jeg nu. I aften er vi kun nogle mil fra den spanske kyst. Natten er mørk. Det er pålandsvind. Jeg har Deres ord, hr. Aronnax, og jeg regner med Dem.
Da jeg stadig tav, rejste canadieren sig og sagde, idet han kom nærmere:
— I aften klokken ni! Jeg har sagt det til Conseil. I det øjeblik er kaptajn Nemo i sit kammer og sandsynligvis i seng. Hverken maskinisterne eller besætningens medlemmer kan se os. Conseil og jeg går hen til trappen i midten. De, hr. Aronnax, De bliver i biblioteket, to skridt fra os og afventer mit signal. Årerne, masten og sejlet er i båden. Det er endda lykkedes mig at bære noget proviant derhen. Jeg har skaffet mig en engelsknøgle til at skrue de møtrikker løse, der holder båden fast til Nautilus’ skrog. Således er alt parat. Vi ses i aften.
— Havet ser ikke godt ud, sagde jeg.
— Det har De ret i, svarede canadieren, men det må man risikere. Friheden er værd at betale noget for. For resten er båden solid, og nogle mil for medvind er ikke noget at tale om. Hvem ved, om vi ikke i morgen er hundrede mil ude på havet? Om vi er heldige, så er vi mellem ti og elleve gået fra borde et eller andet sted på landjorden, hvis ikke, er vi døde. Derfor, Gud i vold, og på gensyn i aften!
Med det ord trak canadieren sig tilbage og efterlod mig næsten bedøvet. Jeg havde tænkt mig, at i påkommende tilfælde ville jeg have haft tid til at tænke mig om, til at diskutere. Det tillod min stædige kammerat mig ikke. Hvad skulle jeg også have sagt til ham? Ned Land havde hundredfold ret. Det var næsten en gunstig lejlighed, han her udnyttede. Kunne jeg tage mit ord i mig igen, og for en helt personlig interesses skyld påtage mig det ansvar at ødelægge fremtiden for mine kammerater? Kunne kaptajn Nemo ikke i morgen slæbe os til et sted, der var langt fra alt land?
I dette øjeblik underrettede en ret stærk fløjten mig om, at reservoirerne var ved at blive fyldte, og Nautilus dukkede ned under Atlanterhavets bølger.
Jeg blev i mit kammer. Jeg ville undgå kaptajnen for at han ikke skulle se den bevægelse, der beherskede mig. Det var en trist dag jeg tilbragte således, delt mellem ønsket om at genvinde besiddelsen af min fri vilje og beklagelsen over at forlade denne vidunderlige Nautilus, uden at have fuldendt mine undersøiske studier! Således at forlade dette ocean,»mit Atlanterhav«, som jeg kunne lide at kalde det, uden at have iagttaget dets dybeste lag, uden at have fravristet det de hemmeligheder, som Indiens have og Stillehavet havde afsløret for mig! Min roman faldt ud af mine hænder efter det første bind, min drøm blev afbrudt i det smukkeste øjeblik. Det var triste timer, der således gik hen, mens jeg snart så mig i sikkerhed på landjorden sammen med mine kammerater, snart på trods af min fornuft ønskede, at en eller anden uforudset begivenhed ville forhindre realiseringen af Ned Lands planer.
To gange gik jeg ind i salonen. Jeg ville rådføre mig med kompasset. Jeg ville se, om Nautilus’ kurs i virkeligheden nærmede sig til eller fjernede os fra kysten. Men nej. Nautilus holdt sig stadig i de portugisiske vande. Den pegede mod nord, idet den strøg langs med oceanets bredder.
Det var altså nødvendigt at bestemme sig og forberede sig på at flygte. Min bagage var ikke tung. Mine optegnelser, intet andet.
Med hensyn til kaptajn Nemo spurgte jeg mig selv, hvad han ville tænke om vor flugt, hvilken uro, hvilken uret den måske ville forvolde ham, og hvad han ville gøre i tilfælde af, at den enten blev afsløret eller mislykkedes. Der var ingen tvivl om, at jeg ikke havde noget at beklage mig over hos ham, tværtimod. Ingen gæstfrihed havde nogensinde været mere oprigtig end hans. Idet jeg forlod ham, kunne jeg dog ikke beskyldes for utaknemmelighed. Ingen ed bandt os til ham. Det var alene forholdenes styrke han regnede med for at beholde os i sin nærhed for bestandig, ikke vort ord. Men denne højlydt tilståede fordring på for evigt at holde os tilbage som fanger på hans skib, retfærdiggjorde ethvert flugtforsøg.
Jeg havde ikke set kaptajnen igen siden vort besøg ved Santorin. Ville tilfældet bringe mig i hans nærværelse, før vi tog af sted? Jeg ønskede det og frygtede det på én gang. Jeg lyttede, om jeg kunne høre skridt i hans kammer, der stødte op til mit. Ingen lyd nåede mit øre. Kammeret måtte være tomt.