Da kom jeg så vidt, at jeg spurgte mig selv, om denne mærkelige personlighed var om bord. Efter den nat, da båden havde forladt Nautilus for at sejle til en hemmelighedsfuld ceremoni, havde mine tanker om, hvad der angik ham, i nogen grad ændret sig. Jeg tænkte, at hvad kaptajn Nemo end havde sagt, måtte han have bevaret en slags forbindelse med jorden. Forlod han aldrig Nautilus? Der var ofte gået flere uger hen uden at jeg havde truffet ham. Hvad havde han bestilt i den tid, og når jeg troede, at han var bytte for anfald af misantropi, udførte han da ikke langt borte en eller anden hemmelig handling, hvis natur hidtil var undgået min opmærksomhed?
Alle disse tanker og tusind andre anfaldt mig på én gang. Formodningernes område måtte være uendeligt i den mærkværdige situation, hvori vi befandt os. Jeg følte et utåleligt ubehag. Denne dags venten syntes mig evindelig. Timeslagene lød alt for langsomt i for-hold til min utålmodighed.
Min middag blev som sædvanlig serveret i mit kammer. Jeg spiste kun lidt, da jeg var alt for bekymret. Jeg rejste mig fra bordet klokken syv. Et hundrede og tyve minutter — jeg talte dem — adskilte mig endnu fra det øjeblik, da jeg skulle slutte mig til Ned Land. Min ophidselse fordobledes. Min puls slog voldsomt. Jeg kunne ikke holde mig i ro. Jeg gik frem og tilbage, idet jeg håbede ved hjælp af bevægelsen at berolige mit urolige sind. Tanken om at bukke under for vort dristige foretagende var den mindst pinlige af mine bekymringer; men ved tanken om at se vor plan opdaget, før vi havde forladt Nautilus, ved tanken om at blive ført frem for en irriteret kaptajn Nemo, eller, hvad der havde været værre, for et menneske, der var bedrøvet over min svigten, skælvede mit hjerte.
Jeg ville gense salonen en sidste gang. Jeg gik gennem gangene, og jeg kom ind i det museum, hvor jeg havde tilbragt så mange behagelige og nyttige timer. Jeg betragtede alle disse rigdomme, alle disse skatte, som et menneske på aftenen før et evigt eksil og som den, der rejser for ikke mere at vende tilbage. Disse naturens vidundere, disse hovedværker i kunsten, blandt hvilke mit liv i så mange dage havde koncentreret sig, skulle jeg nu forlade for bestandig. Jeg ville gerne have sænket mit blik gennem salonens ruder tværs igennem Atlanterhavets vande; men lugerne var hermetisk lukkede, og en stålkappe adskilte mig fra dette ocean, som jeg endnu ikke kendte.
Idet jeg således gik igennem salonen, kom jeg i nærheden af den dør, der var anbragt i det afskårne hjørne, som stødte op til kaptajn Nemos kammer. Til min store forbavselse stod denne dør på klem. Jeg veg uvilkårligt tilbage. Hvis kaptajn Nemo var i sit kammer, kunne han se mig. Da jeg imidlertid ikke kunne høre nogen lyd, gik jeg nærmere. Kammeret var tomt. Jeg skubbede til døren. Jeg tag nogle skridt derind. Stadig det samme strenge, klosteragtige udseende.
I dette øjeblik blev jeg overrasket ved synet af nogle raderinger, der var ophængt på væggen, og som jeg ikke havde bemærket under mit første besøg. Det var portrætter af nogle af de historiens store skikkelser, hvis hele eksistens har været stadig opofrelse for en stor menneskelig idé, Kosciuszko, den helt, der faldt med råbet Finis Poloniæ, Botzaris, det moderne Grækenlands Leonidas, O’Connell, Irlands forsvarer, Washington, grundlæggeren af De forenede Stater, Manin, den italienske patriot, Lincoln, der faldt for en kugle fra en tilhænger af slaveriet, og endelig denne martyr for den sorte races frigivelse, John Brown, hængt i sin galge, sådan som Victor Hugos blyant så frygteligt har tegnet ham.
Hvilke bånd var der mellem disse heroiske sjæle og kaptajn Nemos sjæl? Kunne jeg omsider løse hans eksistens’ gåde ved hjælp af denne portrætsamling? Var han en fortaler for undertrykte folk, en befrier for trælbundne racer? Havde han optrådt i de seneste politiske og sociale uroligheder i dette århundrede? Havde han været en af heltene i den frygtelige amerikanske krig, en sørgelig og for bestandig ærefuld krig?…
Pludselig slog uret otte. Klangen af det første hammerslag på klokken rev mig ud af mine drømme. Jeg skælvede, som om et usynligt øje kunne dykke ned i mine hemmeligste tanker, og jeg styrtede ud af kammeret.
Da standsede mit blik på kompasset. Vi sejlede stadig mod nord. Loggen viste moderat hastighed, manometret en dybde på cirka tresindstyve fod. Forholdene begunstigede altså canadierens planer. Jeg nåede tilbage til mit kammer. Jeg klædte mig varmt på, i søstøvler, odderskindshue, vams af byssus foret med sælskind. Jeg var rede. Jeg ventede. Blot rystelserne fra skruen forstyrrede den dybe tavshed, der herskede om bord. Jeg lyttede, jeg spidsede ører. Hvilke udbrud af stemmer var det, der pludselig belærte mig om, at Ned Land netop var blevet overrasket i sine flugtplaner? En dødelig uro trængte ind på mig. Forgæves forsøgte jeg at genvinde min koldblodighed.
Da klokken manglede nogle minutter i ni, pressede jeg mit øre tæt op til kaptajnens dør. Ikke en lyd. Jeg forlod mit kammer, og jeg kom igen ind i salonen, som lå hen i halvmørke, men var tom.
Jeg åbnede døren til biblioteket. Samme utilstrækkelige belysning, samme ensomhed. Jeg gik hen for at stille mig nær den dør, der førte til det centrale trapperum. Jeg ventede på signalet fra Ned Land.
I samme øjeblik blev rystelserne fra skruen mærkbart svagere, så standsede de helt. Hvorfor denne forandring i Nautilus’ fart? Begunstigede denne standsning Ned Lands planer, eller generede den dem? Jeg kunne ikke have sagt det.
Stilheden forstyrredes nu kun af mit hjertes banken.
Pludselig kunne man mærke et let stød. Jeg forstod, at Nautilus lige var standset på oceanets bund. Min uro fordobledes. Signalet fra canadieren kom ikke. Jeg havde lyst til at gå hen til Ned Land for at tilskynde ham til at opsætte sit forsøg. Jeg kunne mærke, at vor sejlads ikke længere foregik under de sædvanlige forhold.
I dette øjeblik åbnedes døren til den store salon, og kaptajn Nemo viste sig. Han fik øje på mig og sagde uden videre indledning i en elskværdig tone:
— Åh, hr. professor, jeg har ledt efter Dem. Kan De Deres spanienshistorie?
Når man som jeg under disse forhold var bekymret og havde tabt hovedet, kunne man ikke huske et ord af sit eget lands historie, selv om man kendte den til bunds.
— Nå, vedblev kaptajn Nemo, De har hørt mit spørgsmål? Kender De Spaniens historie?
— Meget dårligt, svarede jeg.
— Sådan er det med de lærde folk, sagde kaptajnen, de kan ikke noget. Nå, sæt Dem ned, så skal jeg fortælle Dem en mærkelig episode fra dette lands historie.
Kaptajnen strakte sig ud på en sofa, og mekanisk tog jeg plads i halvmørket ved siden af ham.
— Hr. professor, sagde han, hør nu godt efter. Denne historie vil interessere Dem fra et bestemt synspunkt, for den vil svare på et spørgsmål, som De absolut ikke kunne have besvaret.
— Jeg lytter, hr. kaptajn, sagde jeg, idet jeg ikke vidste, hvor den talende ville hen, og spurgte mig selv, om dette optrin havde noget at gøre med vore flugtplaner.
— Hr. professor, begyndte kaptajn Nemo igen, hvis De har lyst, vil vi gå tilbage til 1702. De er ikke uvidende om, at på den tid havde Deres konge, Ludvig XIV, der troede, at en gestus fra en potentat var nok til at få Pyrenæerne ned under jorden, påtvunget spanierne sin sønnesøn, hertugen af Anjou. Denne fyrste, der regerede mere eller mindre slet under navnet Philip V, havde meget stærk modstand at kæmpe med udefra.
Det foregående år havde Hollands, Englands og Østrigs kongehuse nemlig i Haag sluttet en traktat om alliance med det formål at aftvinge Philip V Spaniens krone, for at sætte den på hovedet af en ærkehertug, som de noget forhastet gav navnet Karl III.