Spanien måtte gøre modstand mod denne koalitian. Men landet var meget nær ved at være helt uden soldater og sømænd. Penge var der imidlertid ikke nogen mangel på, dog forudsat, at landets galeoter belæsset med guld og sølv fra Amerika kom ind i dets havne. Nu ventede man hen imod slutningen af 1702 en rig konvoj, som Frankrig lod eskortere af en flåde på treogtyve skibe, kommanderet af admiral de ChateauRenault, for de allieredes flåder sejlede omkring i Atlanterhavet.
Denne konvoj skulle begive sig til Cadiz, men da admiralen havde erfaret, at den engelske flåde krydsede i disse farvande, besluttede han at søge havn i Frankrig.
Konvojens spanske førere protesterede mod denne afgørelse. De ville føres ind i en spansk havn og, om ikke til Cadiz, ind i bugten ved Viga, der ligger på Spaniens nordvestkyst, og som ikke var spærret.
Admiral de Chateau-Renault var svag nok til at efterkomme dette krav, og galeoterne sejlede ind i Vigobugten.
Uheldigvis danner denne bugt en åben havn, der ikke på nogen måde kan forsvares. Det var derfor nødvendigt at skynde sig med at losse skibene før de allierede flåders ankomst, og der havde været tid nok til denne afskibning, om ikke et ynkeligt spørgsmål om rivalitet pludselig var dukket op.
— De kan nok følge sammenhængen i disse begivenheder? spurgte kaptajn Nemo mig.
— Fuldstændigt, sagde jeg, der endnu ikke vidste i hvilken anledning jeg skulle have denne historietime.
— Jeg fortsætter. Hør nu, hvad der skete. De handlende i Cadiz havde et privilegium, ifølge hvilket de skulle modtage alle de varer, der kom fra Vestindien. At udskibe galeoternes barrer i Vigos havn var da at gå imod deres rettigheder. De beklagede sig derfor i Madrid, og de opnåede af den svage Philip V, at konvojen, uden at skride til sin udlosning, skulle blive liggende beslaglagt på Vigos red lige til det øjehlik, da de fjendtlige flåder havde fjernet sig.
Medens man tog denne beslutning, den 22. oktober 1702, ankom de engelske skibe til Vigobugten. Trods sine underlegne styrker kæmpede admiral de Chateau-Renault modigt. Men da han indså, at konvojens rigdomme ville falde i fjendens hænder, satte han ild på galeoterne og borede dem i sænk, så de gik ned med deres umådelige skatte.
Kaptajn Nemo var standset. Jeg tilstår, at jeg endnu ikke indså, hvordan denne historie kunne interessere mig.
— Nu vel? spurgte jeg.
— Nu vel, hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo, vi er i denne Vigobugt, og det afhænger blot af Dem selv, om De vil trænge ind i mysterierne.
Kaptajnen rejste sig og bad mig følge med. Jeg havde haft tid til at fatte mig. Jeg adlød. Salonen var mørk, men gennem de klare vinduer funklede havets strømme. Jeg kiggede ud.
Omkring Nautilus så vandet inden for en afstand af en halv mil ud, som om det var gennemtrængt af det elektriske lys. Sandbunden var ren og lys. Besætningsmedlemmerne, der atter var klædt i dykkerdragter, var optaget af at bortrydde nogle halvrådne tønder, nogle sprængte kasser imellem nogle endnu sværtede vragstumper. Ud af disse kasser og tønder væltede guld— og sølvbarrer, kaskader af pjastre og juveler. De lå i bunker på sandet. Belæsset med det kostelige bytte kom disse mænd så tilbage til Nautilus, lagde deres byrde der og gik hen for at genogtage dette uudtømmelige fiskeri efter sølv og guld.
Jeg forstod. Her var skuepladsen for slaget den 22. oktober 1702. Netop her var de galeoter boret i sænk, der var lastet for den spanske regerings regning. Her kom kaptajn Nemo for efter behov at indkassere de millioner, hvormed han ballastede sin Nautilus. Det var til fordel for ham, til ham alene, Amerika havde udleveret sine kostbare metaller. Han var, uden at skifte med nogen, direkte arving til de skatte, der var frarøvet inkaerne og det folk Fernand Cortez havde overvundet.
— Vidste De, hr. professor, at havet indeholdt så mange rigdomme? spurgte han smilende.
— Jeg vidste, svarede jeg, at man vurderer det sølv, der er bundet i havvandet, til to millioner tons.
— Sikkert, men udgifterne ved at uddrage dette sølv ville overstige udbyttet. Her behøver jeg derimod kun at opsamle det, som mennesker har tabt, og ikke blot her i Vigobugten, men på tusind andre skuepladser for skibbrud, hvis beliggenhed er noteret på mit underhavskort. Forstår De nu, at jeg er rig og ejer milliarder?
— Det forstår jeg, chef. Tillad mig dog at sige Dem, at ved at udnytte netop Vigobugten her, er De blot kommet et rivaliserende selskabs arbejde i forkøbet.
— Og hvilket?
— Et selskab, der af den spanske regering har fået privilegium til at opsøge de sunkne galeoter. Aktionærerne er blevet tiltrukket af en mading, der består af et enormt udbytte, for man anslår værdien af disse forliste rigdomme til fem hundrede millioner.
— Fem hundrede millioner! svarede kaptajn Nemo. Det har der været, men det er der ikke mere.
— Bestemt ikke, sagde jeg. Derfor ville et godt råd til disse aktionærer også være en barmhjertighedsgerning. Hvem ved dog, om det bliver godt modtaget! Det, som spillere i almindeiighed frem for alt sørger over, det er mindre tabet af deres penge end tabet af deres tåbelige forhåbninger. Jeg beklager alligevel mindre dem end de tusinder af ulykkelige, der kunne have fået gavn af disse rigdomme, om de blev vel fordelt, mens de nu for bestandig vil blive ved at være unyttige for dem.
Ikke så snart havde jeg udtrykt denne beklagelse, før jeg mærkede, at den måtte have såret kaptajn Nemo.
— Unyttige! svarede han ivrigt. De tror altså, professor, at disse rigdomme er spildt, når det er mig, der opsamler dem? Er det efter Deres mening for min egen skyld, at jeg gør mig den ulejlighed at samle disse skatte op? Hvem har sagt Dem, at jeg ikke har brugt dem til noget godt? Tror De, at jeg er uvidende om, at der lever lidende væsener, undertrykte racer, på denne jord, elendige at trøste, ofre at hævne? Kan De ikke forstå…?
Kaptajn Nemo standsede ved disse sidste ord, idet han måske fortrød at have sagt for meget. Men jeg havde fundet ud af det. Hvilke motiver der end havde tvunget ham til at søge uafhængighed under havene, var han dog stadig frem for alt menneske. Hans hjerte bankede stadig for den lidende menneskehed, og hans umådelige velgørenhed henvendte sig såvel til underkuede racer som til individer! Og jeg begreb da, til hvem de millioner var bestemt, som kaptajn Nemo havde sendt af sted, da Nautilus sejlede i havene omkring det oprørske Kreta.
Kapitel 33
Et forsvundet fastland
Den næste morgen, den 19. februar, så jeg canadieren træde ind i mit kammer. Jeg havde ventet hans besøg. Han så meget skuffet ud.
— Nå, hr. professor? sagde han.
— Nå ja, Ned, vi havde en uheldig dag i går.
— Ja! Den forbandede kaptajn skulle absolut stoppe lige på det klokkeslæt, da vi skulle til at flygte fra hans skib!
— Ja, Ned, han havde noget at ordne med sin bankier.
— Sin bankier!
— Eller rettere sagt sin bank. Derved forstår jeg dette ocean, hvor hans rigdomme er mere sikre end de ville være det i nogen statskasse. Nu fortalte jeg canadieren, hvad der var sket den foregående aften, i det hemmelige håb at få ham på den tanke, slet ikke at forlade kaptajnen; men min beretning havde ikke andet resultat end Neds energisk udtrykte beklagelse over, at han ikke for egen regning kunne have foretaget en vandring på slagmarken ved Vigo.
— Alt er dog ikke forbi! sagde han. Det er kun et forfejlet harpunkast! En anden gang skal vi nok få held med os, og fra i aften, hvis det skal være…
— Hvordan er Nautilus’ kurs? spurgte jeg.