— Det ved jeg ikke, svarede Ned.
— Nå, men til middag får vi positionen.
Canadieren vendte tilbage til Conseil. Så snart jeg var klædt på, gik jeg ind i salonen. Kompasset var ikke beroligende. Nautilus’ rute var syd-sydvest. Vi vendte ryggen til Europa.
Med en vis utålmodighed ventede jeg på, at positionen blev markeret på kortet. Henad halv tolv åbnedes reservoirerne, og vort fartøj steg op til oceanets overflade. Jeg skyndte mig op på platformen. Ned Land var der allerede.
Der var ikke mere land i sigte. Intet andet end det umådelige hav. Nogle sejlere i horisonten af dem, der utvivlsomt lige til Kap San-Roque ville søge gunstig vind for at runde Kap det Gode Håb. Himlen var overskyet. Det trak op til blæst.
Rasende forsøgte Ned Land at se igennem den uklare horisont. Han håbede endnu, at den landjord, som han længtes så stærkt efter, skulle strække sig ud bag al den tåge.
Ved middag viste solen sig et øjeblik. Næstkommanderende benyttede sig af denne opklaring til at tage solhøjden. Da havet derefter blev mere uroligt, gik vi ned igen, og lugen blev atter lukket.
Da jeg en time senere så efter på kortet, fandt jeg, at Nautilus’ position var angivet til 16° 17 længde og 33° 22 bredde, et hundrede og halvtreds mil fra den nærmeste kyst. Det var ikke muligt at tænke på flugt, og man kan tænke sig til, hvordan canadierens vredesudbrud var, da jeg gjorde ham bekendt med vor stilling.
Jeg for mit vedkommende var ikke umådelig fortvivlet. Jeg følte mig som lettet for en byrde, der havde tynget mig, og jeg kunne med en slags forholdsvis ro genoptage mine sædvanlige sysler.
Henimod elleve om aftenen modtog jeg en højst uventet visit af kaptajn Nemo. Han spurgte mig meget venligt, om jeg var træt efter at have våget den foregående nat. Jeg svarede benægtende.
— Så vil jeg foreslå Dem en interessant udflugt, hr. Aronnax.
— Gør det, hr. kaptajn.
— Endnu har De kun besøgt de undersøiske grunde om dagen under solens lys. Ville De synes om at se dem en mørk nat?
— Det ville jeg meget gerne.
— Det bliver en trættende tur, det siger jeg Dem på forhånd. Det bliver nødvendigt at gå længe og at bestige et bjerg. Vejene er ikke særlig godt vedligeholdt.
— Hvad De der siger, fordobler min nysgerrighed, hr. kaptajn. Jeg er parat til at følge Dem.
— Kom så, hr. professor, vi går hen og tager dykkerdragterne på.
Da vi var ankommet til garderoben, så jeg, at hverken mine kammerater eller nogen af mandskabet skulle følge os på denne udflugt. Kaptajn Nemo havde ikke en gang foreslået mig at tage Ned eller Conseil med.
I løbet af nogle øjeblikke havde vi iført os vort udstyr. På vore rygge anbragte man beholdere rigeligt forsynede med luft, men de elektriske lamper var ikke parate. Jeg lod en bemærkning falde derom til kaptajnen.
— Dem har vi ingen brug for, svarede han.
Jeg troede, at jeg havde hørt forkert, men jeg kunne ikke gentage min bemærkning, for kaptajnens hoved var allerede forsvundet i dets metalhylster. Jeg blev færdig med at udruste mig, jeg mærkede at man stak mig en jernbeslagen stok i hånden, og efter den sædvanlige manøvre satte vi nogle minutter senere foden på Atlanterhavets bund, i en dybde af tre hundrede meter.
Det var snart midnat. Vandene lå i dybt mørke, men kaptajn Nemo viste mig i det fjerne et rødligt punkt, en slags lysglimt, der strålede omtrent to mil fra Nautilus. Hvad det var for en ild, hvilke stoffer der nærede den, hvorfor og hvordan den blev genoplivet i den flydende masse, det kunne jeg ikke have sagt. I hvert fald lyste den for os, uklart ganske vist, men jeg vænnede mig hurtigt til dette særlige mørke, og jeg forstod unødvendigheden af Ruhmkorff-apparatet under disse omstændigheder.
Kaptajn Nemo og jeg gik af sted ved siden af hinanden, lige mod det omtalte lys. Den flade havbund steg lidt efter lidt. Vi tog lange skridt, idet vi hjalp os med stokken; men vor gang var alligevel langsom, for vore fødder sank ofte ned i en slags mudder, der var fyldt med alger og overstrøet med flade sten.
Alt imens vi gik fremad, hørte jeg en slags knitren over mit hoved. Denne lyd forstærkedes undertiden og fremkaldte en slags vedvarende sprudlen. Snart forstad jeg grunden dertil. Det var regn, der faldt voldsomt og spruttende på bølgernes overflade. Uvilkårligt kom jeg til at tænke på, at jeg ville blive gennemblødt! Af vand, midt i vandet! Jeg kunne ikke lade være at le ved denne barokke tanke. Men for at sige det, som det er, under den tykke dykkerdragt mærker man ikke mere det flydende element, og man tror sig midt i en atmosfære, der er en lille smule tættere end den jordiske atmosfære, det er det hele. Efter en halv times gang blev bunden stenet. Gopler, mikroskopiske krebsdyr, søfjer oplyste den svagt med deres fosforescerende skær. Jeg skimtede stendynger, der var dækket af nogle millioner zoofyter og et vildnis af alger. Min fod gled ofte på det klæbrige tangtæppe, og uden min jernbeslåede stok ville jeg mere end én gang være faldet. Når jeg vendte mig om, kunne jeg stadig se Nautilus’ hvidlige lanterne, som begyndte at blegne i det fjerne.
De ophobninger af sten som jeg lige har omtalt, var anbragt på oceanets bund med en vis regelmæssighed, som jeg ikke kunne forklare mig. Jeg opdagede gigantiske furer, der tabte sig i det fjerne mørke, og hvis længde unddrog sig enhver vurdering. Der forekom også andre ejendommeligheder, som jeg heller ikke kunne forstå. Det forekom mig, at mine tunge blysåler knuste et lag knogler, der knækkede med en tør lyd. Hvad var det dog for en stor slette, som jeg således kom hen over? Jeg ville have spurgt kaptajnen, men hans tegnsprog, der tillod ham at passiare med sit mandskab, når de fulgte ham på hans undersøiske udflugter, var stadig uforståeligt for mig.
Det rødlige skin, der ledede os, voksede imidlertid og flammede op i horisonten. Tilstedeværelsen af dette ildsted under vandene æggede i højeste grad min nysgerrighed. Var det en eller anden elektrisk udladning, der gjorde sig gældende? Var jeg på vej hen mod et naturfænomen, der endnu var ukendt for jordens videnskabsmænd? Eller var det enddag således — den tanke løb gennem min hjerne — at en menneskehånd havde noget at gøre med denne illumination? Blev der pustet til ilden? Skulle jeg i disse dybe lag møde kammerater, venner af kaptajn Nemo, mennesker, der som han levede dette mærkelige liv, og som han ville hen at aflægge visit? Skulle jeg dernede finde en hel koloni af landflygtige, som trætte af jordens elendighed havde søgt og fundet uafhængighed i det dybeste af oceanet? Alle disse tåbelige, uantagelige ideer forfulgte mig, og i denne sindstilstand, uophørligt ophidset af den række af vidundere, der passerede mine øjne, ville jeg ikke være blevet overrasket
ved på bunden af dette hav at finde en af de undersøiske byer, som kaptajn Nemo drømte om.
Vor vej oplystes mere og mere. Det hvidlige skær strålede fra toppen af et omtrent otte hundrede fod højt bjerg. Men det som jeg så, var simpelthen et genskær udviklet af vandlagenes krystal. Ildstedet, kilden til dette uforklarlige lys, var på skråningen over for bjerget. Midt i det stenede virvar, som furede Atlanterhavets bund, gik kaptajn Nemo frem uden tøven. Han kendte denne mørke vej. Han havde utvivlsomt ofte gennemvandret den og kunne ikke fare vild der. Jeg fulgte ham med urokkelig tillid. Han forekom mig at være en havets genius, og når han vandrede foran mig, beundrede jeg hans høje skikkelse, der tegnede sig i sort mod horisontens lysende baggrund.
Det var klokken ét om morgenen. Vi var nu kommet til bjergets fod. Men for at give sig i lag med det, måtte man vove sig op ad vanskelige stier i et udstrakt krat.
Ja, et krat af døde træer, uden blade, uden plantesaft, træer, der var forstenede under vandets påvirkning, og som hist og her domineredes af kæmpestore fyrretræer. Det var som en kulmine, der endnu stod oprejst med sine rødder i den sammensunkne jord, og hvis grene som fine udklip i sort papir tegnede sig klart på undersiden af vandoverfladen. Som hvis man kan forestille sig en skov i Harzen, ophængt på en bjergskråning, men en oversvømmet skov. Stierne var spærret af alger og svampe, og mellem dem myldrede en hel verden af krebsdyr. Jeg gik, klatrede på klipper, skrævede over liggende stammer, knækkede havlianer, der svajede fra et træ til et andet, skræmte fisk, der fløj fra gren til gren. Jeg var henrykt og følte ikke mere nogen