træthed. Jeg fulgte min fører, der var utrættelig.
Hvilket syn! Hvordan kan man gengive det! Hvordan skal man male synet af disse skove og disse klipper i de flydende omgivelser, deres mørke og vilde underside, deres overside farvet i røde toner under dette lys, der fordoblede vandenes tilbagekastende evne? Vi klatrede på klipper, som så skred sammen i enorme hobe med en dump buldren som en lavine. Til højre, til venstre var der udhulet skumle gallerier, hvori ens blik fortabte sig. Her udbredte der sig vidtstrakte lysninger, som menneskehånd syntes at have ryddet, og jeg spurgte undertiden mig selv, om ikke en af disse undersøiske egnes beboere pludselig ville vise sig for mig.
Men kaptajn Nemo var stadig på vej opad. Jeg ville ikke blive tilbage. Jeg fulgte ham dristigt. Min stok ydede mig en nyttig hjælp. Et fejltrin ville have været farligt på disse snævre stier, der var udhugget langs afgrunde; men jeg gik frem på sikker fod uden at lide under svimmelhedens rus. Snart sprang jeg over en kløft, hvis dybde ville have fået mig til at vige tilbage på jordens gletschere; da jeg kun havde øje for at beundre de storslåede landskaber i denne egn, vovede jeg mig snart uden at se nedad ud på vaklende træstammer, der var kastet fra en afgrunds ene rand til den anden. Her syntes manumentale klipper, der hældede på deres uregelmæssigt tildannede baser at trodse ligevægtslovene. Mellem deres stenknæ skød træerne frem, ligesom vandstråler under et voldsomt tryk, og understøttede det der holdt dem selv oppe. Der hældede naturlige tårne, store flader, tilhuggede lodret som draperier, i en vinkel, som tyngdeloven aldrig ville have tilladt på jordens overflade.
Og følte jeg ikke selv denne forskel, der skyldtes vandets mægtige vægtfylde, når jeg, trods mine tunge klæder, mit kobberhoved, mine metalsåler hævede mig op på skrænter af umulig stejlhed, idet jeg besteg dem så at sige med en geds eller gemses lethed!
Ved den beretning, som jeg aflægger om denne udflugt under vandene, føler jeg selv, at den ikke kan lyde sandsynlig! Jeg skriver historie om ting, der ser umulige ud, men dog er virkelige, ubestridelige. Jeg har ikke drømt. Jeg har set og følt!
To timer efter at vi havde forladt Nautilus var vi kommet igennem træernes bælte, og hundrede fod over vore hoveder rejste sig den top af bjerget, hvis projektion kastede skygge på den blændende udstråling fra skrænten overfor. Nogle forstenede buske løb her og der i ujævne zigzag-linier. Som fugle, overraskede i højt græs, rejste fiskene sig i massevis ved vore skridt. Klippemassen var furet af uigennemtrængelige ujævnheder, dybe grotter, uudgrundelige huller, i hvis bund jeg hørte frygtelige ting bevæge sig. Blodet stivnede i mine årer, når jeg opdagede en enorm antenne, der spærrede vejen for mig, eller en skrækkelig tang, der smækkede sammen i hulningernes skygge. Tusinder af lysende punkter strålede midt i mørket. Det var øjnene af gigantiske krebsdyr, sammenkrøbne i deres huler, kæmpehummere rejste sig som hellebardister og bevægede deres ben med en raslen som af gammelt jern, titaner af krabber, indstillede som kanoner på deres lavetter, og skrækindjagende blæksprutter, hvis sammenslyngede arme så ud som en levende busk af slanger.
Hvad var det for en uhyrlig verden, som jeg endnu ikke kendte? Til hvilken orden hørte de leddyr, som klippen dannede ligesom et nyt skjold til? Hvor havde naturen fundet hemmeligheden om deres vegetative eksistens, og i hvor mange århundreder havde de levet sådan i oceanets dybeste lag?
Men jeg kunne ikke standse. Kaptajn Nemo var fortrolig med disse frygtelige dyr og lagde ikke mere mærke til dem. Vi var kommet til en første afsats, hvor endnu flere overraskelser ventede mig. Her aftegnede der sig maleriske ruiner, der forrådte menneskehænders og ikke Skaberens værk. Det var mægtige ophobninger af sten, hvori man skelnede utydelige former af slotte, af templer, beklædt med en blomstrende verden af zoofyter, og hvorom alger og svampe groede tæt i stedet for vedbend.
Men hvad var dog det for en del af kloden, der her var opslugt af syndfloderne? Hvem havde anbragt disse klipper og sten ligesom de forhistoriske tiders dyssser? Hvor var jeg, hvor havde kaptajn Nemos luner slæbt mig hen?
Jeg ville gerne have spurgt ham. Da jeg ikke kunne det, standsede jeg ham. Jeg greb ham i armen. Men han rystede på hovedet, og idet han viste mig den øverste top af bjerget, syntes han at sige:
— Kom! Kom dog! Kom med længere op!
Jeg fulgte ham i et sidste spring, og på nogle minutter havde jeg besteget den top, der ragede en halv snes meter op over hele denne klippemasse.
Jeg så til den side, hvor vi var kommet op. Bjerget hævede sig kun syv-otte hundrede fod over sletten; men fra dets modsatte side var der fra oven og nedad dobbelt så dybt, som der ellers var i denne del af Atlanterhavet. Mit blik nåede langt bort og omfattede et udstrakt areal, oplyst af voldsomme lynglimt. Dette bjerg var i virkeligheden en vulkan. Halvtreds fod under toppen, midt i en regn af sten og slagger udspyede et stort krater strømme af lava, der spredte sig i en kaskade af ild her i havets skød. Således beliggende oplyste denne vulkan som en umådelig fakkel sletten nedenunder lige til horisontens yderste grænser.
Jeg har sagt, at det undersøiske krater udspyede lavaer, men ikke flammer. Luftens ild er nødvendig for flammer, og de kan ikke udvikle sig under vand; men lavastrømmene, som i sig har grundlaget for glødhede, kan blive hvidglødende, kæmpe sejrrigt mod det flydende element og fordampe ved berøringen med det. Strømmende lavamasser slæbte disse luftarter opslemmede med sig og gled, ligesom strømmene fra Vesuv, lige ned til bjergets fod, over et nyt Torre del Greco.
Der, lige for mine øjne, viste der sig virkelig en ødelagt by, i ruiner, sammenstyrtet, væltet, med sine hjem lagt i grus, sine templer omstyrtede, sine buer forvredne, sine søjler liggende på jorden, hvor man endnu anede de solide proportioner af en slags toskansk arkitektur; længere borte nogle rester af en gigantisk akvædukt; her de ujævne forhøjninger af et Akropolis, med et Parthenons flydende former; sporene af kajer, som om en havn i oldtiden havde givet handelsskihe og krigstriremer ly på kysterne af et forsvundet ocean; endnu længere borte lange rækker af sammenstyrtede fæstningsmure, brede øde gader, begravet under vandene et helt Pompeji, som kaptajn Nemo vakte til live for mit blik!
Hvor var jeg? Hvor var jeg? Jeg ville vide det for enhver pris, jeg ville tale, jeg ville fjerne den kobberkugle, som mit hoved var indelukket i.
Men kaptajn Nemo kom hen til mig og standsede mig med en håndbevægelse. Så tog han en stump kridt op, gik hen til en sort basaltklippe og skrev det ene ord:
ATLANTIS
Det var, som et lyn slog ned i mig! Atlantis, Theopompos’ gamle Meropider, Platons Atlantis, dette kontinent, hvis eksistens benægtedes af Origenes, Porfyrios, Iamblichos, d’Anville, Malte Brun, Humboldt, der kaldte beretningerne om dets forsvinden legedariske, men hvis historie blev godkendt af Poseidonios, Plinius, Ammianus-Marcellinus, Tertullian, Engel, Sherer, Tournefort, Buffon, d’Avezac, det havde jeg her for øje, endnu med de uigendrivelige vidnesbyrd om katastrofen. Det var altså det opslugte område, der havde eksisteret uden for Europa, Asien, Libyen, på den anden side af Herkulesstøtterne, der, hvor de mægtige atlantider havde levet, det folk oldtidens Grækenland førte sine første krige imod!