Den historiker, som har optegnet disse store bedrifter fra hine heroiske tider i sine skrifter, det er selve Platon. Hans dialoger om Timaios og om Kritias er så at sige blevet skrevet under inspiration af digteren og lovgiveren Solon.
En dag underholdt Solon sig med nogle vise oldinge fra Sais, en by, der allerede var otte hundrede år gammel, således som det bevidnedes af de annaler, der var indhuggede på dens hellige tempelmur. En af disse oldinge berettede historien om en anden by, der var tusinde år ældre. Denne første atheniensiske by var, da den var ni hundrede sekler gammel, blevet besat og til dels ødelagt af atlantiderne. Disse atlantider, sagde han, beboede et fastland, der var umådelig meget større end Afrika og Asien tilsammen, og som dækkede et område, der lå mellem den tolvte nordlige breddegrad og den fyrretyvende grad. Deres herredømme strakte sig helt til Ægypten. De ønskede at udstrække det til Grækenland, men de måtte trække sig tilbage over for hellenernes ukuelige modstand. Flere sekler forløb. Der skete en omvæltning, oversvømmelser, jordskælv. En nat og en dag var nok til at tilintetgøre dette Atlantis, hvoraf de højeste toppe, Madeira, Azorerne, de Kanariske øer, Kap Verdeøerne endnu rager op.
Sådan var de historiske erindringer, som kaptajn Nemos indskrift fik til at leve op i mig. Ledet af den mærkeligste skæbne satte jeg således foden på et af dette fastlands bjerge! Jeg berørte med min hånd disse tusind gange hundredårige ruiner, der var samtidige med geologiske perioder! Jeg vandrede selv der, hvor det første menneskes samtidige havde vandret! Under mine tunge såler knuste jeg skeletter af mytiske tiders dyr, som disse træer, der nu var forstenede, fordum kastede skygge over.
Åh, hvorfor havde jeg ikke mere tid! Jeg ville gerne være steget ned ad dette bjergs stejle skrænter, have strejfet gennem hele dette umådelige fastland, der utvivlsomt forbandt Afrika med Amerika, og have besøgt disse store antediluvianske byer. Her lige for mine øjne strakte sig måske det krigeriske Makhimos, det fromme Eusebios, hvis kæmpestore indbyggere levede hele århundreder, og som havde styrke nok til at ophobe disse blokke, der endnu modstod vandenes påvirkning. En dag ville måske en vulkansk virksomhed bringe dem tilbage til bølgernes overflade, disse nedsunkne ruiner! Man har udpeget talrige undersøiske vulkaner i denne del af oceanet, og mange skibe har følt usædvanlige stød, når de passerede hen over disse urolige grunde. Nogle har hørt dumpe lyde, der meldte om elementernes kamp i dybet; andre har samlet vulkansk aske, der var slynget op af havet. Hele havbunden lige til ækvator er stadig foruroliget af de plutoniske kræfter. Og hvem ved, om ikke toppene af de ildsprudende bjerge, forhøjet af de vulkanske udbrud og de gentagne lavaaflejringer, engang i en fjern fremtid vil komme til syne på Atlanterhavets overflade!
Mens jeg således stod og drømte, mens jeg forsøgte at fæstne alle detaljerne i dette storslåede landskab i min hukommelse, blev kaptajn Nemo stående støttet på en mosgroet stele, ubevægelig og ligesom forstenet i stum ekstase. Tænkte han på disse forsvundne generationer, og spurgte han dem om den menneskelige skæbnes hemmelighed? Var det på dette sted denne mærkelige mand kom, for at styrke sig med historiske minder og få nyt liv af denne ældgamle verden, han, som ikke ville vide af nutidens liv? Hvad ville jeg ikke have givet for at kende hans tanker, for at have del i dem, for at forstå dem!
Vi blev på dette sted en hel time, mens vi betragtede den udstrakte slette under skinnet fra lavaen, der undertiden fik en overraskende intensitet. Den indre boblen fik hastige skælvinger til at løbe hen over bjergets skorpe. Den dybe buldren, der blev klart forplantet af de flydende omgivelser, kastedes tilbage med en majestætisk fylde.
I dette nu kom månen et øjeblik til syne gennem vandmasserne og kastede nogle blege stråler ned på det nedsunkne fastland. Det var kun et glimt, men af ubeskrivelig virkning. Kaptajnen rejste sig, kastede et sidste blik på den umådelige slette; så gav han med en håndbevægelse tegn til at jeg skulle følge ham.
Vi gik hurtigt ned ad bjerget. Så snart vi var kommet gennem stenskoven opdagede jeg Nautilus’ lanterne, der lyste som en stjerne. Kaptajnen gik lige mod den, og vi var tilbage om bord i det øjeblik, da daggryets første farver fik havets overflade til at blegne.
Kapitel 34
De undersøiske kulminer
Den næste morgen, den 20. februar, vågnede jeg meget sent. Nattens anstrengelser havde forlænget min søvn lige til klokken elleve. Jeg klædte mig hurtigt på. Jeg havde travlt med at erfare Nautilus’ kurs. Instrumenterne viste mig, at den stadig Iøb mod syd med en hastighed på tyve mil i timen, i en dybde af hundrede meter.
Conseil kom ind. Jeg fortalte ham om vor natlige udflugt, og da lugerne var åbne, kunne han endnu skimte en del af det oversvømmede fastland.
Nautilus gled i virkeligheden hen over Atlantis’ slette blot ti meter fra havbunden. Den strøg af sted som en ballon, der blev båret af vinden hen over jordiske enge; men det ville være rigtigere at sige, at vi sad i denne salon som i en waggon i et eksprestog. De første billeder, der passerede forbi vore øjne, var nogle fantastisk indskårne klipper, og skove af træer der var gået over fra planteriget til dyreriget, og hvis ubevægelige silhuetter stod forvredne under bølgerne. Der var også stenmasser, begravede under tæpper af søpunge og søanemoner, eller strittende af lange lodrette hydrofyter, og der var mærkeligt formede lavablokke, der vidnede om de vulkanske udbruds hele raseri.
Mens disse forunderlige landskaber strålede i vort elektriske lys, berettede jeg for Conseil historien om disse atlantider, der fra et helt uvirkeligt synspunkt inspirerede Bailly til så mange indtagende skildringer. Jeg fortalte ham om dette heroiske folks krige. Jeg diskuterede spørgsmålet om Atlantis, som den der ikke mere kan tvivle. Men Conseil var distræt og hørte ikke meget efter, og jeg blev snart klar over hans mangel på interesse for at behandle dette historiske emne.
De talrige fisk tiltrak nemlig hans blik, og når der kom fisk forbi, blev Conseil revet med ned i klassifikationens afgrunde og var tabt for denne verden. I så tilfælde var der ikke andet for end at følge ham og sammen med ham genoptage vore ichtyologiske studier.
For resten afveg disse atlanterhavsfisk ikke kendeligt fra dem, som vi hidtil havde iagttaget. Der var kæmpestore rokker, fem meter lange og udrustet med mægtig muskelkraft, der tillod dem at slynge sig op over bølgerne, hajer af forskellige arter, blandt andre en blåhaj på femten fod, med spidse, trekantede tænder, og hvis farve gjorde den næsten usynlig i vandet; brune pighajer, sømhajer i prismeform og pansret med et knoldet skind, stører, der lignede deres slægtninge i Middelhavet, trompet-tangnåle, der halvanden fod lange, gulbrune, forsynede med små grå finner, uden tænder og tunge, defilerede forbi som fine og smidige slanger.
Blandt benfiskene noterede Conseil sortagtige sværdfisk, der var tre meter lange og på deres overkæbe bevæbnet med en gennemborende kårde, fjæsinger, kendt fra Aristoteles’ tid under navnet sødrager, og hvis rygfinners pigge er meget farlige at gribe om, dernæst guldmakrel med brun ryg, stribede med små blå striber og randet af en guldkant, smukke guldbrasener, guldmundede månefisk, en slags himmelblå refleksplader, som, når de blev belyst ovenfra af solstrålerne, så ud som sølvpletter, endelig xiphias gladius, otte meter lange sværdfisk, der gik i stimer, med gullige finner af ualmindelig form og seks fod lange sværd, uforfærdede dyr, der snarere er planteædere end fiskeædere, og som galante ægtemænd adlyder det mindste tegn fra deres hunner.