Men alt imens jeg iagttog disse forskellige eksemplarer af havets fauna, undlod jeg ikke at undersøge de lange sletter i Atlantis. Undertiden tvang de lunefulde afvekslinger i havbunden Nautilus til at mindske sin hastighed, og så gled den med en hvals behændighed ind i de smalle snævringer mellem bakkerne. Hvis denne labyrint blev ufremkommelig, hævede fartøjet sig som et luftskib, og når hindringerne var overvundet, slog det igen ind på sin hurtige kurs nogle meter over bunden. En vidunderlig og fortryllende sejlads, der mindede om manøvrerne på en tur i luftballon, med den forskel at Nautilus passivt adlød sin rorgængers hånd.
Henad fire om eftermiddagen ændredes lidt efter lidt terrænet, der for det meste bestod af tykt mudder, blandet med forstenede grene; det blev mere stenet og syntes bestrøet med konglomerater, basaltagtig tuf med nogle korn af lava og svovlholdig obsidian. Jeg tænkte, at en bjergegn snart ville følge efter de lange sletter, og under nogle af Nautilus’ manøvrer opdagede jeg virkelig, at sydhorisonten var spærret af en høj mur, der så ud til at lukke for al adgang. Dens top ragede øjensynlig op over oceanets overflade. Det måtte være et fastland eller i det mindste en ø, enten en af de Kanariske Øer eller af Kap Verde-ørne. Solhøjden var ikke blevet taget — måske med overlæg — så jeg var uvidende om vor position. I hvert fald forekom det mig, at en sådan mur måtte markere grænsen for dette Atlantis, hvoraf vi alt i alt kun havde gennemsejlet en ganske lille del.
Natten afbrød ikke mine iagttagelser. Jeg var blevet alene tilbage. Conseil var gået tilbage til sin kahyt. Nautilus sagtnede farten og flakkede hen over de forvirrede masser på bunden, idet den snart strejfede den, som om den ville lægge sig der, snart lunefuldt steg op til overfladen. Så fik jeg et tydeligt glimt af nogle stjernebilleder gennem vandenes krystal og netop fem-seks af de zodiacalstjerner, der slæber i halen på Orion.
Jeg ville gerne længe endnu være blevet ved mit vindue og have beundret havets og himlens skønhed; men da blev lugerne lukket. I det øjeblik var Nautilus lige over for den høje mur. Hvordan den manøvrerede, kunne jeg ikke gætte. Jeg gik tilbage til mit kammer. Nautilus rørte sig ikke. Jeg faldt i søvn med det faste forsæt at vågne efter nogle timers søvn.
Men den næste morgen var klokken otte, da jeg kom ind i salonen igen. Jeg så på manometret. Det viste mig, at Nautilus flød på oceanets overflade. Jeg kunne for øvrigt høre skridt på platformen. Men der var ingen rullen, der røbede bølgegang ovenover.
Jeg gik op til lugen. Den var åben. Men i stedet for af højlys dag, som jeg ventede, så jeg mig omgivet af dybt mørke. Hvor var vi? Havde jeg taget fejl? Var det endnu nat? Nej! Ikke en stjerne blinkede, og ingen nat er så fuldkommen mørk.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro, da en stemme tiltalte mig:
— Er det Dem, hr. professor?
— Åh, kaptajn Nemo, svarede jeg, hvor er vi?
— Under jorden, hr. professor.
— Under jorden! udbrød jeg. Og Nautilus flyder stadig?
— Den flyder stadig.
— Men jeg forstår det ikke?
— Vent nogle øjeblikke. Vor lanterne bliver straks tændt, og hvis De holder af at være klar over situatianen, skal De nok blive tilfreds.
Jeg satte foden på platformen, og jeg ventede. Mørket var så tæt, at jeg ikke engang kunne se kaptajn Nemo. Da jeg imidlertid så op mod zenit, troede jeg, nøjagtigt over mit hoved, at fange et svagt lysskær, en slags tusmørke, som fyldte et cirkelrundt hul. I samme øjeblik tændtes lanternen pludselig, og dens stærke skin fik dette vage lys til at blegne. Jeg så mig om, efter at jeg et øjeblik havde lukket øjnene, blændet af det elektriske lys. Nautilus lå stille. Den flød nær ved en brink, der var indrettet som kaj. Det hav, som bar os i dette øjeblik, var en indsø, der var omgivet af en cirkel af murværk, som var to mil i diameter og seks i omkreds. Dens niveau — det viste manometret også — kunne ikke være andet end det samme som udenfor, for der måtte nødvendigvis være en forbindelse mellem denne sø og havet. De høje vægge, der hældede over deres grundvold, rundede sig til en hvælving og dannede en umådelig omvendt tragt, hvis højde var fem eller seks hundrede meter. I toppen var der en cirkulær åbning, hvorigennem jeg havde opdaget denne lette klarhed, der åbenbart skyldtes dagslyset.
Førend jeg mere opmærksomt havde undersøgt forholdene i denne enorme hule, førend jeg havde spurgt mig selv, om det var naturens ellers menneskers værk, gik jeg hen til kaptajn Nemo.
— Hvor er vi? sagde jeg.
— Lige i midten af en udslukt vulkan, svarede kaptajnen, en vulkan, hvis indre havet er trængt ind i som følge af en eller anden rystelse i jordskorpen. Mens De sov, hr. professor, er Nautilus trængt ind i denne lagune ad en naturlig kanal, der er åben ned til ti meter under havets overflade. Her er dens hjemsted, en sikker havn, bekvem, hemmelig, i læ for alle vinde! Prøv på kysterne af Deres kontinenter eller Deres øer at finde mig en red, der kan måle sig med dette tilflugtssted, der er sikret mod orkanernes rasen.
— Her er De virkelig i sikkerhed, kaptajn Nemo, svarede jeg. Hvem kunne finde Dem midt i en vulkan? Men er det ikke rigtigt, at der er en åbning i dens top?
— Jo, dens krater, et krater, der fordum var fyldt med lava, damp og flammer, og som nu giver adgang for den styrkende luft, som vi indånder.
— Men hvad er det dog for et vulkansk bjerg? spurgte jeg.
— Det hører til en af de talrige øer, som ligger omkring i dette hav. Blot et skær for skibene, for os en umådelig hule. jeg opdagede den ved et tilfælde, og det tilfælde var et heldigt tilfælde for mig.
— Men kunne man ikke komme ned gennem den åbning, der er vulkanens krater?
— Lige så lidt som jeg kan komme derop. Indtil et hundrede fod oppe er dette bjergs indvendige grundvold til at komme op ad; men derover hælder væggene indad, og sådanne vægge kan ikke bestiges.
— Jeg ser nok, chef, at naturen hjælper Dem overalt og altid. De er i sikkerhed på denne sø, og kun De kan besøge dens vande. Men hvad skal dette tilflugtsted tjene til? Nautilus har ikke brug for nogen havn.
— Nej, hr. professor, men den har brug for elektricitet for at kunne bevæge sig, for elementer til at fremstille sin elektricitet, for natrium til at oplade sine elementer, for kul til at lave natrium med, og for kulminer til at udvinde kul af. Netop her dækker havet nu hele skove, der sank ned i geologiske tider. Da de nu er forstenede og forvandlede til kul, er de en uudtømmelig mine for mig.
— Deres mænd arbejder altså her som minearbejdere, hr. kaptajn?
— Netop. Disse miner strækker sig ud under bølgerne lige som Newcastles kulminer. Klædt i dykkerdragt, med hakke og mejsel i hænderne, kommer mine mænd hertil for at udvinde det kul, som jeg ikke engang har prøvet at få fra jordens andre miner. Når jeg fyrer med dette brændsel til fabrikation af natrium, får røgen, der slipper ud af dette bjergs krater, det til at se ud som en vulkan i virksomhed.
— Og får vi lov at se Deres mandskab i arbejde?
— Nej, i det mindste ikke denne gang, for jeg er ivrig efter at fortsætte vor undersøiske jordomsejling. Derfor nøjes jeg med at øse af de reserver af natrium, som jeg har. Det tager kun en dag at få dem om bord og så fortsætter vi vor rejse. Hvis De altså vil gå en tur i denne hule og gå rundt om lagunen, så benyt Dem af dagen i dag, hr. Aronnax. Jeg takkede kaptajnen og gik hen for at finde mine to kammerater, der endnu ikke havde forladt deres kahyt. Jeg indbød dem til at følge mig, uden at sige dem hvor de befandt sig.