De steg op på platformen. Conseil, som ikke blev forbavset over noget, betragtede det som en ganske naturlig ting at vågne under et bjerg efter at have lagt sig til at sove under bølgerne. Men Ned Land havde kun den tanke at komme hen og se efter, om der var nogen udgang fra hulen.
Efter morgenmaden, henad ti, gik vi ned på brinken.
— Så er vi da endnu en gang på landjorden, sagde Conseil.
— Jeg kalder ikke det» landjorden«, svarede canadieren. Og for resten er vi ikke på den, men under den!
Mellem bjergvæggenes fod og søens vande bredte der sig en sandet strand, der, hvor den var bredest, målte fem hundrede fod. På denne bred kunne man let foretage turen rundt om søen. Men de høje vægges nederste del dannede en besværlig jordbund, hvorpå der i malerisk ophobning lå vulkanske blokke og enorme pimpsten. Alle disse itubrudte masser, der under påvirkning af den underjordiske ild var blevet dækket af en glat emalje, kastede funklende lanternens elektriske stråler tilbage. Strandens glimmerstøv, som vore trin satte i bevægelse, fløj op som en sværm af gnister.
Jordbunden blev tydeligt højere, idet den fjernede sig fra bølgernes påvirkning, og vi var snart kommet til nogle lange og snoede ramper, rigtige bjergstier, der tillod at man lidt efter lidt kom højere op, men det var nødvendigt at gå forsigtigt midt imellem disse konglomerater, som ikke var forbundne indbyrdes, og foden gled på de glasagtige trakytter, der bestod af feldspat— og kvartskrystaller.
Denne enorme hules vulkanske natur bekræftedes til alle sider. Jeg gjorde mine kammerater opmærksomme derpå.
— Kan De forestille Dem, spurgte jeg dem, hvordan denne tragt må have været, da den var fyldt med kogende lava, og da denne hvidglødende væskes niveau hævede sig lige til bjergets munding ligesom støbejernet på smelteovnens vægge?
— Det kan jeg helt tydeligt tænke mig, svarede Conseil. Men kan herren sige mig, hvorfor den store støbemester har standset sit værk, og hvordan det gik til, at en søs rolige vande er kommet i stedet for smelteovnen?
— Højst sandsynligt, Conseil, fordi en eller anden omvæltning under oceanets overflade har frembragt den åbning der har givet Nautilus adgang. Så har Atlanterhavets vande styrtet sig ind i bjergets indre. Der har været en frygtelig kamp mellem de to elementer, en kamp, der er endt med sejr for Neptun. Men der er forløbet mange sekler siden dengang, og den oversvømmede vulkan har forvandlet sig til en fredelig grotte.
— Meget vel, svarede Ned Land. Jeg accepterer den forklaring, men for vores skyld beklager jeg, at den åbning, hvorom professoren taler, ikke er fremkommet over havets niveau.
— Men, kære Ned, svarede Conseil, hvis denne passage ikke havde været under havet, kunne Nautilus ikke være kommet igennem!
— Og jeg vil gerne tilføje, mester Land, at vandet ikke ville være styrtet ind under hjerget, og vulkanen var blevet ved at være vulkan. Altså er Deres beklagelser overflødige.
Vor opstigning fortsatte. Stierne blev stadig stejlere og snævrere. Undertiden spærredes de af store fordybninger, som det var nødvendigt at komme over. Man måtte gå uden om fremspringende masser. Man kravlede på knæene, man krøb på maven. Men ved hjælp af Conseils behændighed og canadierens styrke blev alle hindringer overvundet.
I en højde af cirka tredive meter ændredes terrænets natur uden at det blev lettere tilgængeligt. Efter konglomerater og trakytter fulgte sort basalt; her lå den udbredt i lag, der var helt knudrede af blærer; der dannede den regelmæssige prismer, der var anbragt som en kolonnade, der understøttede denne umådelige hvælvings vederlagssten, et vidunderligt eksempel på naturlig arkitektur. Mellem disse basaltsøjler slyngede der sig så lange strømme af stivnet lava, indlagt med asfaltagtige striber, og på nogle steder strakte der sig brede tæpper af svovl. Et noget klarere dagslys, der kom ind ad krateret foroven, indsvøbte alle disse vulkanske udbrudsprodukter, der for bestandig var begravet i det udslukte bjergs skød.
Vor vandring opad blev imidlertid snart standset af uovervindelige forhindringer i en højde af cirka to hundrede og halvtreds fod. Rundingen indad blev igen stærkere, og opstigningen måtte ændres til en rundgang. På dette øverste plan begyndte planteriget at kæmpe med mineralriget. Nogle buske, ja endog visse træer, var vokset frem af væggens ujævnheder. Jeg genkendte nogle euforbier, der lod deres skarpe saft løbe ud. Nogle heliotroper, der var ganske ude af stand til at retfærdiggøre deres navn, siden solstrålerne aldrig kom så langt som til dem, hængte trist med deres blomsterklaser, med halvvisne farver og ringe duft. Her og der skød nogle krysantemer frygtsomt frem ved foden af aloer med lange triste og sygelige blade. Men mellem lavastrømmene opdagede jeg nogle små violer, der endnu udsendte en svag duft, og jeg tilstår, at jeg indåndede den med fryd. Duften er blomstens sjæl, og havets blomster, disse prægtige hydrofyter, har ingen sjæl!
Vi var kommet til foden af en gruppe robuste drageblodstræer, der spaltede klipperne med deres muskuløse rødder, da Ned Land udbrød:
— Åh, professor, en bikube!
— En bikube! svarede jeg med en fuldkommen vantro bevægelse.
— Ja, en bikube, gentog canadieren, og bier, der summer rundt om den.
Jeg gik nærmere, og jeg måtte bøje mig for kendsgerningerne. Der, ved åbningen af en hulning i et drageblodstræs stamme, var der nogle tusinde af disse snilde insekter, der er så almindelige på alle de Kanariske Øer, og hvis produkter regnes for særlig gode der.
Naturligvis ville canadieren have sin forsyning af honning, og det havde været meget uvenligt af mig at sætte mig imod det. Nogle tørre blade blandet med svovl blev antændt med en gnist fra hans fyrtøj, og han begyndte at ryge bierne ud. Lidt efter lidt holdt deres summen op, og den sprængte kube leverede flere pund duftende honning. Ned Land fyldte sin ransel dermed.
— Når jeg får blandet noget honning i dejen fra brødfrugttræet, bliver jeg i stand til at byde Dem en saftig kage, sagde han til os.
— Nådada, sagde Conseil, det bliver honningkage!
— Lad gå med en honningkage, sagde jeg, men lad os fortsætte denne interessante spadseretur.
Ved visse drejninger af den sti, som vi nu fulgte, viste søen sig i hele sin udstrækning. Lanternen oplyste ganske dens fredelige overflade, der hverken kendte riller eller bølger. Nautilus bevarede en fuldkommen ubevægelighed. På dens platform og på brinken havde mændene travlt, sorte skygger, der tegnede sig klart i den lysfyldte atmosfære.
I dette øjeblik drejede vi om den højeste kam af de øverste klippeflader, der understøttede hvælvingen. Jeg så da, at bierne ikke var de eneste repræsentanter for dyreriget i det indre af denne vulkan. Nogle rovfugle svævede og kredsede her og der i skyggen eller flygtede fra deres reder, der var anbragt på klippefremspring. Det var spurvehøge med hvid bug, og skrigende tårnfalke. På skrænterne pilede også nogle smukke og fede trapgæs af sted, så hurtigt de kunne på deres stylter af ben. Man kan tænke sig til, at canadierens begær blev optændt ved synet af dette herlige vildt, og han beklagede ikke at have et gevær i hænde. Han forsøgte at erstatte kugler med sten, og efter flere resultatløse forsøg lykkedes det ham at såre en af de prægtige trapgæs. Det er blot den rene sandhed, at han tyve gange satte livet på spil for at få fat på den, men han gjorde det så godt, at dyret måtte ned til honningkagerne i hans pose.
Vi måtte nu gå ned mod bredden igen, for det blev umuligt at bestige kammen. Oven over os så det gabende krater ud som en stor skaktåbning. Fra dette sted kunne man temmelig tydeligt se himlen, og jeg så skyer fare af sted, sønderrevne af vestenvinden, der slæbte deres tågede stumper op til bjergets top. Et sikkert bevis på, at skyerne holdt sig i jævn højde, for vulkanen hævede sig ikke mere end otte hundrede fod over oceanets niveau.