En halv time efter canadierens bedrift var vi igen nået ned til den indre bred. Her var floraen repræsenteret af store bevoksninger af stranddild, en lille skærmplante, der er meget god at nedlægge i eddike, og som i Frankrig også kaldes stenbræk og havfennikel. Conseil samlede nogle bundter af dem. Med hensyn til faunaen, var der i tusindvis af alle slags krebsdyr, hummere, taskekrabber, rejer, mysider, stankelbenskrabber, galateer, og et ødselt udvalg af skaldyr, porcellænssnegle, pigsnækker og albueskæl.
På dette sted åbnede der sig en herlig grotte. Mine kammerater og jeg gjorde os den fornøjelse at strække os ud i det fine sand. Ilden havde poleret dens emaljerede og funklende vægge, der var helt overpudrede af glimmerstøv. Ned Land følte på væggene og prøvede at finde ud af, hvor tykke de var. Jeg kunne ikke lade være at smile. Konversationen drejede sig nu om hans evindelige flugtplaner, og uden at gå for vidt troede jeg at kunne give ham dette håb: at kaptajn Nemo blot var sejlet mod syd for at forny sit forråd af natrium. Jeg håbede altså, at han nu igen ville søge Europas og Amerikas kyster, hvad der ville tillade canadieren med større held at genoptage sit mislykkede forsøg.
Vi havde ligget udstrakt i en time i denne fortryllende grotte. Samtalen, der i beyndelsen var livlig, ebbede nu ud. En vis søvnighed kom over os. Da jeg ikke så nogen grund til at modstå den, overgav jeg mig til en dyb slummer. Jeg drømte — man er ikke herre over sine drømme — jeg drømte, at min eksistens reduceredes til et simpelt bløddyrs vegeterende liv. Det forekom mig, at denne grotte dannede min skals to klapper.
Pludselig blev jeg vækket af Conseils stemme.
— Vågn op! Pas på! råbte den brave fyr.
— Hvad er der? spurgte jeg, idet jeg rejste mig halvt op.
— Der kommer vand herind.
Jeg rejste mig helt op. Havet styrtede som en rivende strøm ind i vort tilflugtssted, og da vi ikke var bløddyr, var det afgjort nødvendigt at vi reddede os.
På nogle øjeblikke var vi i sikkerhed oven på selve grotten.
— Hvad er det dog, der sker? spurgte Conseil. Er det et nyt fænomen?
— Åh, nej, mine venner, det er tidevandet, det er kun tidevandet, der har været nær ved at overraske os, ligesom Walter Scotts helt. Oceanet svulmer udenfor, og på grund af loven om forbundne kar gør bjergsøens niveau det samme. Vi slap derfra med et halvbad. Lad os gå hen på Nautilus og skifte.
Tre kvarter efter havde vi sluttet vor rundgang, og vi gik atter om bord. Besætningens medlemmer blev i dette øjeblik færdige med at indlade natriumforsyningerne, og Nautilus kunne være sejlet med det samme.
Men kaptajn Nemo gav ikke nogen ordre. Ville han afvente natten og i hemmelighed sejle ud gennem sin undersøiske passage? Måske. Hvordan det end forholdt sig dermed, sejlede Nautilus næste dag, efter at have forladt sit hjemsted, i rum sø, langt fra alt land og nogle meter under Atlanterhavets bølger.
Kapitel 35
Sargossohavet
Nautilus havde ikke ændret kurs. Alt håb om at komme tilbage til de europæiske have måtte altså opgives for øjeblikket. Kaptajn Nemo styrede stadig mod syd. Hvor slæbte han os hen? Jeg vovede ikke at tænke på det.
Den dag sejlede Nautilus gennem en ejendommelig del af Atlanterhavet. Ingen er uvidende om den store varmtvandsstrøm, der er kendt under navnet Golfstrømmen. Efter at være kommet ud af Floridas kanaler tager den retning mod Spitzbergen. Men før denne strøm trænger ind i Mexicogolfen, hen imod den fireogfyrretyvende nordlige breddegrad, deler den sig i to arme; den største løber mod Irlands og Norges kyster, mens den anden bøjer mod syd og kommer på højde med Azorerne; efter at have ramt de afrikanske kyster og beskrevet en langstrakt oval vender den tilbage i retning af Antillerne.9
Nu omgiver denne anden arm — der snarere er en kæde end en arm med sine ringe af varmt vand denne del af det kolde, rolige, ubevægelige ocean, som man kalder Sargassohavet. Det er midt i Atlanten en veritabel sø, som det tager den store strøms vande ikke mindre end tre år at komme udenom.
Egentlig dækker Sargassohavet hele den oversvømmede del af Atlantis. Nogle forfattere har endda hævdet, at de talrige urter, som det er opfyldt af, stammer fra enge i dette gamle fastland. Det er dog mere sandsynligt, at disse vækster, alger og svampe, er fjernet fra Europas og Amerikas kyster og slæbt med af Golfstrømmen.
Her var en af de årsager, der fik Columbus til at antage eksistensen af en ny verden. Da denne dristige opdagelsesrejsendes skibe kom til Sargassohavet, sejlede de ikke uden besvær midt imellem disse vækster, der sinkede deres sejlads, til stor forfærdelse for mandskabet, og de spildte tre lange uger med at komme igennem det.
Sådan var den egn, som Nautilus i dette øjeblik besøgte, ligefrem en eng, et tæt tæppe af alger, af svømmende svampe, af sargassotang, så tæt, så kompakt, at et fartøjs forstavn kun med besvær kunne have flænset det. Kaptajn Nemo, der ikke ville have sin skrue indviklet i denne sammenfiltring af planter, holdt sig derfor i nogle meters dybde under havoverfladen.
Navnet Sargassohavet kommer af det spanske ord» sargazzo«, der betyder tang. Denne tang, den med luftfyldte blærer fyldte tang, er det der især danner dette umådelige lag. Ifølge den lærde Maury, forfatteren til Klodens fysiske Geografi, viser det følgende årsagen til, at disse hydrofyter samler sig i dette fredelige basin i Atlanterhavet:
«Den forklaring, som man kan give herpå, forekommer mig at hvile på en almindelig kendt erfaring. Hvis man i et kar med vand anbringer nogle stumper af propper eller hvilke som helst flydende legemer, og man sætter vandet i dette kar i en roterende bevægelse, vil man se, at de adsplittede brudstykker forener sig i en gruppe midt i den flydende overflade, det vil sige i det mindst bevægede punkt. I det fænomen, der beskæftiger os, er Atlanterhavet karret, Golfstrømmen cirkelbevægelsen og Sargassohavet det midtpunkt, hvor de flydende legemer samler sig.»
Jeg deler Maurys mening, og jeg har kunnet studere fænomenet i dette specielle milieu, hvor skibene sjældent trænger ind. Oven over os flød alle mulige legemer, pakket sammen midt i disse brunlige urter, træstammer, revet løse fra Andeshjergene eller Rocky Mauntains og flådet af Amazonfloden eller Mississippi, talrige vragstumper, rester af skibskøle eller skrog, sprængte klædningsplanker, i den grad tyngede af konkylier og andemuslinger, at de ikke kunne stige op til oceanets overflade. Og engang vil tiden bekræfte Maurys anden hypotese, at disse stoffer, der således er ophobet gennem århundreder, vil mineraliseres under vandets påvirkning og danne uudtømmelige kullejer. En kostelig reserve, som den forudseende natur forbereder til det øjeblik, da menneskene har udtømt fastlandenes miner.
Midt i det indviklede væv af urter og svampe bemærkede jeg fortryllende stjerneformede søkork i rosenrøde farver, søanemoner, som lod deres paryk af lange tentakler flyde, grønne, røde, blå vandmænd, og særlig Cuviers store rhizostomer, hvis blålige skærm er kantet med en lilla bort.
Hele denne dag, den 22. februar, gik hen i Sargassohavet, hvor de fisk, der elsker havplanter og krebsdyr, fandt rigelig næring. Den næste dag havde oceanet igen antaget sit sædvanlige udseende.
Fra det øjeblik, i nitten dage, fra den 23. februar til den 12. marts, holdt Nautilus sig midt ude i Atlanten og bar os frem med en konstant hastighed på hundrede mil i døgnet. Kaptajn Nemo ville åbenbart fuldføre sit undersøiske program, og jeg tvivlede ikke på, at han agtede at vende tilbage til den sydlige del af Stillehavet, når han havde rundet Kap Horn.