Ned Land havde altså haft grund til at frygte. I disse store have uden øer skulle man nk lade være at forlade skibet. Der var ikke længere nogen mulighed for at sætte sig op mod kaptajn Nemos vilje. Der var ikke andet at gøre end at underkaste sig; men det som man
ikke mere kunne vente at opnå med magt eller ved list, holdt jeg af at tænke på at man måske kunne opnå ved overtalelse. Mon ikke kaptajn Nemo, når denne rejse var endt, ville give os friheden imod vort løfte om aldrig at afsløre hans eksistens? Et æresord som vi nok skulle holde. Men det var nødvendigt at drøfte dette kildne spørgsmål med kaptajnen. Men ville jeg være velkommen til at gøre krav på denne frihed? Havde han ikke selv, lige fra begyndelsen og helt tydeligt, erklæret at hans livs hemmelighed krævede vor stadige indespærring om bord på Nautilus? Måtte min tavshed gennem fire måneder ikke forekomme ham som en tavs anerkendelse af situationen? Ville det, at vende tilbage til dette emne, ikke have til resultat at give ham anelser, der kunne skade vore planer, hvis der senere skulle blive lejlighed til at genoptage dem? Alle disse overvejelser vendte og drejede jeg i mine tanker, jeg forelagde dem for Conseil, der var lige så forvirret som jeg. Skønt jeg ikke let taber modet, forstod jeg dog, især i det øjeblik da kaptajn Nemo forvovent styrede mod det sydlige Atlanterhav, at chancen for nogensinde at gense mine lige formindskedes fra dag til dag!
I de nitten dage jeg nylig omtalte, prægedes vor sejlads ikke af nogen særlig begivenhed. Jeg så kun lidt til kaptajnen. Han arbejdede. I biblioteket fandt jeg ofte bøger, som han lod ligge halvåbne, især naturhistoriske bøger. Mit værk om de undersøiske dybder, som han havde gennembladet, var fyldt med marginalnoter, der undertiden modsagde mine teorier og mine systemer. Men kaptajnen nøjedes med således at forbedre mit arbejde, og det var sjældent han diskuterede med mig. Undertiden hørte jeg melankolske klange tone fra hans orgel, som han spillede meget udtryksfuldt på, men kun om natten, midt i det mest hemmelighedsfulde mørke, når Nautilus slumrede i oceanets ørkener.
På denne del af turen sejlede vi hele dage på bølgernes overflade. Havet var som øde. Der var kun nogle få sejlskibe med ladning til Indien, på vej mod Kap Det gode Håb. En dag blev vi forfulgt af skibsbådene fra en hvalfanger, som utvivlsomt tog os for en enorm hval, der måtte være mange penge værd. Men kaptajn Nemo ville ikke lade disse brave folk spilde deres tid og umage, og han gjorde ende på jagten ved at dukke ned under vandet. Denne hændelse havde tilsyneladende interesseret Ned Land levende. Jeg tror ikke at tage fejl, når jeg siger, at canadieren må have beklaget, at vor stålhval ikke kunne blive dødeligt såret af disse fangeres harpuner.
De fisk, som Conseil og jeg iagttog i denne periode, var kun lidt forskellige fra dem, som vi allerede havde studeret under andre breddegrader. De vigtigste var nogle eksemplarer af den frygtelige slægt af bruskfisk, der deles i tre underslægter, som tæller ikke mindre end toogtredive arter: galonerede hajer, fem meter lange, med fladtrykt hoved, der er længere end kroppen, med rundet halefinne og syv store, sorte, parallelle bånd på langs; så perlehajer, askegrå, gennemboret af syv gælleåbninger og forsynet med en eneste rygfinne, der sidder omtrent på midten af kroppen.
Også de store havhunde passerede forbi, grådige fisk, om nogen er det. Man har lov til ikke at tro på fiskernes beretninger, men her er hvad de fortæller. I kroppen på et af disse dyr har man fundet et bøffelhoved og en hel kalv; i en anden to tunfisk og en matros i uniform; i en tredie en soldat med sin sabel; og endelig i en fjerde en hest med sin rytter. Intet af det er, sandt at sige, noget at tro på. Det var stadig sådan, at intet af disse dyr lod sig tage i Nautilus’ net, og jeg kan ikke bekræfte deres grådighed.
Flokke af elegante og kåde delfiner ledsagede os i dagevis. De gik i flokke på fem eller seks og jagede i et kobbel som ulve på sletter; for resten ikke mindre glubske end havhundene, om jeg på det punkt skal tro en professor fra København, der trak tretten marsvin og femten sæler ud af en delfins mave. Det var ganske vist en spækhugger af den største kendte art, hvis længde undertiden er mere end fireogtyve fod. Delfinernes familie tæller seks slægter, og de, som jeg så, hørte til slægten delphininæ, der er ejendommelige ved en overordentlig lang snude, der er fire gange så lang som kraniet. Deres krop, der målte tre meter, var sort på ryggen og nedenunder svagt lyserød med enkelte små pletter.
Jeg skal også fra disse have omtale de mærkelige eksemplarer af pigfinnefiskenes orden og af umberfiskenes orden. Nogle forfattere — der mere er digtere end naturhistorikere — påstår, at disse fisk synger melodiøst, og at deres stemmer i forening giver en koncert, som intet kor af menneskestemmer kan måle sig med. Jeg nægter det ikke, men disse umberfisk gav ikke os nogen serenade undervejs, og det beklager jeg.
For endelig at slutte af klassificerede Conseil et stort antal flyvefisk. Intet var mærkeligere end at se delfinerne jage dem med vidunderlig præcision. Hvordan den ulykkelige fisks evne til flugt end var, hvilken bane den end beskrev, selv hen over Nautilus, var der altid et delfingab åbent til at tage imod den. Det var enten pirapeder eller glente-knurhaner, med lysende mund, der om natten trak ildstriber gennem atmosfæren og sank ned i vandene som lige så mange stjerneskud.
Lige til den 13. marts fortsatte vor sejlads under disse forhold. Den dag blev Nautilus brugt til lodningsforsøg, der interesserede mig levende.
Vi havde da tilbagelagt tretten tusinde mil efter vor afrejse fra et sted i rum sø i Stillehavet. Bestikket angav, at vi var på 45° 37 sydlig bredde og 37° 53 vestlig længde. Det var de egne, hvor kaptajn Denham på Herald firede et lod fjorten tusind meter ned uden at finde bund. På samme sted havde løjtnant Parker på den amerikanske fregat Congress heller ikke kunnet nå bunden femten tusind, et hundrede og fyrre meter nede.
Kaptajn Nemo besluttede at sende sin Nautilus så dybt ned som overhovedet muligt for at kontrollere disse forskellige lodninger. Jeg forberedte mig på at nedskrive alle forsøgets resultater. Salonens luger blev åbnede, og manøvrerne for at nå disse vidunderligt fjerne lag begyndte.
Man kan vel tænke sig, at der ikke var tale om at dykke ved at fylde reservoirerne. Måske kunne de ikke have øget Nautilus’ specifikke vægt tilstrækkeligt. Desuden havde det været nødvendigt at udtømme denne overbelastning af vand for at komme op igen, og pumperne havde ikke været kraftige nok til at overvinde det ydre tryk.
For at finde oceanets bund besluttede kaptajn Nemo at gå ned ad en tilstrækkeligt forlænget diagonal ved hjælp af sine sideplaner, der blev stillet i en vinkel på femogfyrre grader med Nautilus’ vandlinie. Så blev skruen bragt til sin maksimale hastighed, og dens fire blade piskede bølgerne med ubeskrivelig voldsomhed.
Under denne mægtige drivkraft skælvede Naulilus’ skrog som en tonende streng og dukkede punktligt under i vandene. Posterede i salonen fulgte kaptajnen og jeg manometrets viser, der hurtigt devierede. Den beboelige zone, hvor størsteparten af fiskene residerer, blev hurtigt passeret. Selv om nogle af disse dyr kun kan leve på havenes eller flodernes overflade, holder andre, mindre talrige, sig på temmelig store dybder. Blandt disse bemærkede jeg hexanchen, en slags havhund, der er forsynet med seks gællespalter, teleskopfisken med enorme øjne, den pansrede malarmat med grå bugfinner, sorte brystfinner, som dens skjold af blegrøde benplader beskytter, og endelig grenaderfisken, en slags torsk, der lever i tolv hundrede meters dybde og altså tåler et tryk på et hundrede og tyve atmosfærer.