Jeg spurgte kaptajn Nemo, om han havde bemærket fisk på endnu større dybder.
— Fisk? svarede han mig, sjældent. Men hvad antager man, hvad ved man på videnskabens nuværende stade?
— Hør nu, chef. Man ved, at når man går ned mod de lave lag i oceanet, forsvinder plantelivet hurtigere end dyrelivet. Man ved, at selv hvor der endnu findes levende væsner, vegeterer der ikke en eneste hydrofyt. Man ved at brugder, at østers lever under to tusind meter vand, og at Mac Clintock, polarhavenes helt, har trukket en levende søstjerne op fra en dybde på to tusinde, fem hundrede meter. Man ved at besætningen på Bull-Dog, af den kongelige marine, har fisket en anden søstjerne på to tusinde, seks hundrede og tyve favne, det vil sige mere end en mils dybde. Men De, kaptajn Nemo, vil måske sige, at man intet ved?
— Nej, hr. professor, så uhøflig ville jeg ikke være. Jeg vil dog spørge Dem, hvordan De vil forklare, at der kan være levende væsner på sådanne dybder.
— Jeg forklarer det af to grunde, svarede jeg. Først fordi de lodrette strømme og vandenes vægtfylde skaber en bevægelse, der er tilstrækkelig til at opholde pighuders og søstjerners rudimentære liv.
— Netop, tilføjede kaptajnen.
— Dernæst, under forudsætning af, at ilt er grundlaget for liv, fordi man ved, at den iltmængde, der er opløst i havet, øges med dybden i stedet for at formindskes, og at trykket i de laveste lag medvirker til at forhøje den der.
— Åh, ved man det? svarede kaptajn Nemo i en let overrasket tone. Vel, hr. professor, man har grundlag for den viden, for det er sandheden. Jeg vil da også tilføje, at fiskenes svømmeblære indeholder mere kvælstof end ilt, når disse dyr bliver fisket i vandoverfladen, og derimod mere ilt end kvælstof, når de tages fra de store dybder. Hvad der støtter Deres teori. Men lad os fortsætte vore observationer.
Mit blik gik igen til manometret. Det angav en dybde på seks tusinde meter. Der var gået en time, siden vi dykkede ned. Nautilus gled på sine hældende planer og kom stadig dybere ned. De øde vande var vidunderlig gennemsigtige og af en klarhed, som ingen ord vil kunne skildre. En time senere var vi tretten tusinde meter — tre en kvart mil — nede, og det lod ikke til, at oceanets bund var nær.
Men fjorten tusinde meter nede opdagede jeg nogle sortagtige toppe, der ragede op midt i vandmasserne. Det kunne dog være toppe af bjerge så høje som Himalaya eller Mont Blanc eller endnu højere, og afgrundenes dybde var stadig uberegnelig.
Nautilus gik stadig dybere ned, trods det mægtige tryk den var underkastet. Jeg kunne mærke dens stålplader skælve under deres boltes sammenføjninger; dens jernstænger bøjede sig; dens skotter knirkede; ruderne i salonen syntes at give sig under vandenes tryk. Og dette solide fartøj ville uden tvivl have givet efter, om det ikke, som kaptajnen havde sagt, havde været i stand til at stå imod som en masiv blok.
Idet vi gled hen over skråningerne på disse bjerge, der var skjult under vandene, opdagede jeg endnu nogle konkylier, kalkrørorme, levende spirorber og nogle eksemplarer af søstjerner.
Men snart forsvandt de sidste repræsentanter for dyrelivet, og tre mil nede passerede Nautilus grænserne for undersøisk liv, på lignende måde som ballonen, der hæver sig i luften over de zoner, hvor mennesket kan ånde. Vi havde nået en dybde på seksten tusinde meter — fire mil — og Nautilus’ sider var nu underkastet et tryk på seksten hundrede atmosfærer, det vil sige seksten hundrede kilogram på hver kvadratcentimeter af overfladen!
— Hvilken situation! udbrød jeg. At sejle gennem disse dybe regioner hvor der aldrig har været mennesker! Se, chef, se disse prægtige klipper disse ubeboede grotter, disse klodens sidste tilholdssteder, hvor intet liv mere er muligt! Hvilke ukendte egne, og hvorfor er vi nødt til blot at bevare mindet derom?
— Ville De synes om at tage mere med herfra end blot erindringen? spurgte kaptajn Nemo mig.
— Hvad mener De med disse ord?
— Jeg mener, at intet er lettere end at tage et fotografisk billede af denne undersøiske region.
Jeg havde ikke haft tid til at udtrykke den overraskelse, som dette nye forslag forårsagede mig, da et objektiv på et vink af kaptajn Nemo var båret ind i salonen. Gennem de vidt åbne ruder sås med fuldkommen klarhed de flydende omgivelser, der var elektrisk belyst. Sollyset havde ikke været gunstigere for et arbejde af denne natur. Idet planernes skråstilling beherskede skruens fremdrift, blev Nautilus liggende ubevægelig. Apparatet blev indstillet på disse landskaber på oceanets bund, og på nogle sekunder havde vi opnået et særdeles skarpt negativ.
Det er det positive aftryk, jeg her gengiver. Man ser her disse første klipper, der aldrig har set dagens lys, disse dybtliggende granitarter, der danner det mægtige grundfjeld, disse dybe grotter, der er udhulet i stenmasserne, disse profiler af uforlignelig klarhed, og med en afsluttende linie der træder frem i sort, som om den skyldtes visse flamske kunstneres pensel. Så derover en bjerghorisont, en vidunderlig bølget linie, der giver landskabets baggrund. Jeg kan ikke beskrive dette sammenspil af glatte, sorte, polerede klipper, uden en mosvækst, uden en plet, i mærkeligt skårne former og solidt grundfæstede, på det sandtæppe der tindrede under de
elektriske lysstråler.
Efter at kaptajn Nemo havde endt optagelsen, havde han imidlertid sagt til mig:
— Lad os stige op igen, hr. professor. Det går ikke an at misbruge denne situation eller at udsætte Nautilus for sådanne tryk alt for længe.
— Lad os stige op! svarede jeg.
— Pas godt på!
Jeg havde endnu ikke haft tid til at forstå, hvorfor kaptajn Nemo gav mig dette råd, da jeg blev kastet om på tæppet.
Med skruen koblet til på et signal fra kaptajnen og planerne i lodret stilling hævede Nautilus sig lynhurtigt, båret opad som en ballon i luften. Den skar igennem vandmasserne med en tonende skælven. Ingen enkelthed var at se. På fire minutter havde den tilbagelagt de fire mil, der skilte den fra oceanets overflade, og efter at være dukket op som en flyvefisk faldt den tilbage, idet den fik vandet til at sprøjte op til en imponerende højde.
Kapitel 36
Kaskelotter og bardehvaler
I løbet af natten mellem den 13. og 14. marts satte Nautilus igen kursen mod syd. Jeg tænkte, at på højde med Kap Horn ville den styre mod vest for igen at komme til Stillehavet og fuldende sin jordomsejling. Det gjorde den ikke, men den vedblev at sejle mod de sydlige egne. Hvor skulle den dog hen? Til polen? Det var vanvittigt. Jeg begyndte at tro, at kaptajn Nemos dristighed tilstrækkeligt retfærdiggjorde Ned Lands frygt.
I nogen tid havde canadieren ikke mere talt til mig om sine flugtplaner. Han var blevet mindre meddelsom, næsten tavs. Jeg kunne se, hvor tungt dette forlængede fangenskab hvilede på ham. Jeg kunne mærke, hvordan vreden ophobedes i ham. Når han mødte kaptajnen, tændtes der en mørk ild i hans øjne, og jeg frygtede stadig, at hans naturlige voldsomhed skulle få ham til at gå til yderligheder. Den dag, den 14. marts, kom Conseil og han for at træffe mig i mit kammer. Jeg spurgte dem om grunden til deres besøg.
— At stille Dem et simpelt spørgsmål, hr. professor, svarede canadieren.
— Tal, Ned.