— Hvor mange mænd tror De der er om bord på Nautilus?
— Jeg kan ikke sige det, min ven.
— Det forekommer mig, at der ikke behøves noget talrigt mandskab til at manøvrere den, vedblev Ned Land.
— Under de forhold, som den befinder sig under, svarede jeg, må tolv mand, i det højeste, egentlig være nok til at manøvrere den.
— Nå, sagde canadieren, hvorfor skulle der så være flere?
— Hvorfor? svarede jeg.
Jeg så fast på Ned Land, hvis hensigter var lette at gætte.
— Fordi, sagde jeg, hvis jeg skal tro på mine anelser, hvis jeg har forstået kaptajnens eksistens rigtigt, er Nautilus ikke blot et fartøj. Den må være et tilflugtssted for dem, der som dens chef har brudt al forbindelse med jorden.
— Måske, sagde Conseil, men endelig kan Nautilus kun rumme et bestemt antal mennesker, og kan herren ikke vurdere det maksimale tal?
— Hvordan det, Conseil?
— Ved at regne det ud. Når skibets kapacitet, som herren kender, er givet, og som følge deraf den mængde luft, som det indeholder, når man på den anden side ved, hvad hvert menneske bruger til sit åndedrag, og sammenligner disse tal med nødvendigheden af, at Nautilus stiger op hvert døgn…
Conseil havde ikke talt ud, men jeg så nok, hvor han ville hen.
— Jeg forstår dig, sagde jeg, men den udregning, der for øvrigt er let at udføre, kan kun give et meget usikkert tal.
— Det er lige meget, sagde Ned Land stædigt.
— Nu skal I få beregningen, svarede jeg. Hver mand bruger på en time den mængde ilt, der er i ti liter luft, det vil sige i et døgn den ilt, der er i to tusind, fire hundrede liter. Man må altså finde ud af, hvor mange gange Nautilus indeholder to tusinde, fire hundrede liter luft.
— Netop, sagde Conseil.
— Da nu Nautilus’ kapacitet er femten hundrede tons, fortsatte jeg, og en tons indhold er tusind liter, indeholder Nautilus femten hundrede tusind liter luft, hvad der, divideret med to tusinde, fire hundrede…
Jeg regnede hurtigt med hjælp af en blyant:
— … bliver seks hundrede og femogfyrre. Hvad der igen vil sige, at den luft, der er indeholdt i Nautilus, strengt taget kunne slå til for seks hundrede og femogtyve mand i fireogtyve timer.
— Seks hundrede og femogtyve! gentog Ned.
— Men vær sikker på, tilføjede jeg, at så mange passagerer, sømænd eller officerer her end er, udgør vi ikke en tiendedel af det antal.
— Det er alligevel alt for mange for tre mand! mumlede Conseil.
— Derfor, stakkels Ned, kan jeg kun tilråde Dem tålmodighed.
— Og endnu bedre end tålmodighed, tilføjede Conseil, resignation!
Conseil havde fundet det rette ord.
— Alligevel, fortsatte han, kan kaptajn Nemo ikke blive ved at sejle mod syd! Det bliver da nødvendigt, at han standser, om ikke før, så foran iskalotten, og at han vender tilbage til mere civiliserede egne! Så bliver det tid til at tage Ned Lands planer op igen.
Canadieren rystede på hovedet, strøg sig med hånden over panden, svarede ikke, og trak sig tilbage.
— Hvis herren vil tillade mig en bemærkning, kom det nu fra Conseil. Den stakkels Ned tænker på alt det, som han ikke kan få. Alt fra hans tidligere liv kommer tilbage til ham. Han savner alt det, der er os forbudt. Hans gamle minder trykker ham, og han er tung om hjertet. Man må forstå ham. Hvad kan han gå og lave her? Ikke noget. Han er ikke en lærd mand som herren, og forstår ikke at få den samme fornøjelse ud af de vidunderlige ting i havet som vi. Han ville risikere alting for at kunne gå ind i en kro i sit eget land.
Det er rigtigt, at ensformigheden om bord måtte forekomme utålelig for canadieren, der var vant til et frit og virksomt liv. Der skete sjældent begivenheder, der kunne begejstre ham. Men den dag indtraf en hændelse, der kunne minde ham om hans skønne dage som harpunér.
Da Nautilus henad elleve om formiddagen var på oceanets overflade, kom den pludselig ind i en flok bardehvaler. Et møde, som ikke overraskede mig; for jeg vidste, at disse dyr, når de bliver jaget på liv og død, søger tilflugt i de høje breddegraders havområder.
Bardehvalens rolle i den marine verden og dens indflydelse på de geografiske opdagelser har været betydelig. Det er den, der ved at lokke først baskerne, så asturierne, englænderne og hollænderne til at følge sig gav dem mad til at trodse oceanets farer, og førte dem fra den ene ende af jorden til den anden. Bardehvalerne holder af at besøge de sydlige og de nordlige have. Gamle legender påstår endda, at disse hvaler trækker fiskerne med sig lige til blot syv mil fra nordpolen. Hvis det ikke passer, vil det blive sandt en dag, og det er sandsynligvis sådan, ved at jage bardehvalen i de arktiske eller antarktiske regioner, at menneskene vil nå til dette ukendte punkt på jordkloden.
Vi sad på platformen, og havet var roligt. Men disse breddegraders oktober måned gav os smukke efterårsdage. Det var canadieren — på det område kunne han ikke tage fejl — der fik øje på en bardehval i den østlige horisont. Når man kiggede opmærksomt efter, kunne man se dens mørke ryg skiftevis hæve og sænke sig over bølgerne, fem mil fra Nautilus.
— Åh! udbrød Ned Land. Hvis jeg var om bord på en hvalfangerbåd, så var det et møde, jeg kunne få fornøjelse af! Det er et velvoksent dyr! Se, med hvilken kraft dens næsebor slynger luft— og dampsøjler op! For tusind djævle! Hvorfor skal jeg absolut være indespærret på denne stump stål!
— Hvad for noget, Ned, svarede jeg, er De endnu ikke kommet over Deres gamle ideer om hvalfangst?
— Kan en hvalfanger glemme sin gamle bestilling, professor? Bliver man nogensinde træt af følelserne for en sådan jagt?
— De har vel aldrig fisket i disse have, Ned?
— Aldrig, hr. professor. Kun i de nordlige have, og lige så meget i Beringstrædet som i Davidsstrædet.
— Så er sydhavshvalen endnu ukendt for Dem. Det er grønlandshvalen De har jaget hidtil, og den drister sig ikke til at passere de varme vande ved Ækvator.
— Åh, hr. professor, Siger De det? svarede canadieren i en temmelig vantro tone.
— Jeg siger det, som det er.
— Bevares! Jeg, som taler til Dem, har i femogtres, for halvtredie år siden, i nærheden af Grønland, haft at gøre med en hval, der endnu i sin ene flanke havde en harpun med stempel fra en Bering-hvalfanger. Nu spørger jeg Dem, hvordan skulle det dyr, efter at være blevet ramt vest for Amerika, være kommet for at lade sig dræbe øst for, hvis den ikke efter at have rundet enten Kap Horn eller Kap Det gode Håb var kommet over Ækvator?
— Jeg tænker ligesom min ven Ned, sagde Conseil, og jeg venter på, hvad herren vil sige.
— Herren vil svare Dem, mine venner, at bardehvalerne er lokaliserede efter deres arter, i bestemte have, som de ikke forlader. Og hvis et af disse dyr er kommet fra Beringsstrædet til Davisstrædet, er det ganske simpelt, fordi der eksisterer en passage fra et hav til et andet, enten langs Amerikas kyster eller langs Asiens.
— Skal man tro på det? spurgte canadieren, idet han kneb det ene øje i.
— Man bliver nødt til at tro på herren, svarede Conseil.
— Altså, begyndte canadieren igen, siden jeg aldrig har fisket i disse egne, kender jeg ikke de hvaler, der kommer her?
— Det har jeg sagt Dem, Ned.
— Så meget mere er der grund til at gøre deres bekendtskab, svarede Conseil.
— Se! Se! udbrød canadieren med bevæget røst. Hun kommer nærmere! Hun kommer lige herhen! Hun trodser mig! Hun ved, at jeg ikke kan gøre hende noget!