Ned stampede i dækket. Hans hånd skælvede, mens han svang en indbildt harpun.
— Er disse hvaler, spurgte han, lige så store som dem i de nordlige have?
— Omtrent, Ned.
— Jeg har nu set store hvaler, professor, hvaler der var lige ved hundrede fod i længden! Jeg har også ladet mig fortælle, at Hullamock og Umgallick fra Aleuterne undertiden er mere end halvandet hundrede fod.
— Det forekommer mig overdrevet, svarede jeg. Disse dyr her er kun finhvaler, der har rygfinne, og ligesom kaskelotterne er de i almindelighed mindre end grønlandshvalerne.
— Åh, råbte canadieren, hvis blik ikke forlod oceanet, hun kommer nærmere, hun kommer helt hen til Nautilus!
Så fortsatte han samtalen:
— De taler om en kaskelot som et lille dyr! Men man taler om kæmpestore kaskelotter. Det er intelligente hvaler. Man siger, at nogle af dem dækker sig med alger og svampe. Man tror det er småøer. Man slår lejr på dem, man installerer sig der, man tænder bål…
— Man bygger huse der, sagde Conseil.
— Ja, du er morsom, svarede Ned Land. Så en skønne dag dykker dyret ned og slæber alle sine beboere med i afgrundens dyb.
— Ligesom i Sindbad Søfarerens rejser, svarede jeg leende. Åh, mester Land, det ser ud til, at De kan lide usædvanlige historier. Deres kaskelotter må være noget ganske særligt! Jeg håber da ikke, at De selv tror på det!
— Hr. naturforsker, svarede canadieren alvorligt, man er nødt til at tiltro hvalerne alt! — Hvor hun flytter sig, den der! Som hun skjuler sig! — Man siger, at den slags dyr kan komme rundt om jorden på fjorten dage!
— Det nægter jeg ikke.
— Men hvad De sikkert ikke ved, hr. Aronnax, det er, at lige efter verdens skabelse svømmede hvalerne endnu hurtigere.
— Gjorde de virkelig, Ned! Og hvorfor det?
— Fordi de dengang havde halen på den anden led, ligesom fiskene, og denne hale, der var sammentrykt og stod lodret, slog vandet fra venstre til højre og fra højre til venstre. Men Skaberen, der blev klar over, at de bevægede sig for hurtigt, vred halen om på dem, og fra den tid rammer de vandet oppefra nedad, til skade for deres hastighed.
— Udmærket, Ned, sagde jeg, og fortsatte med et af canadierens udtryk, skal man tro på det?
— Ikke alt for fast, svarede Ned Land, og ikke mere end hvis jeg sagde Dem, at der eksisterer hvaler, der er tre hundrede fod lange og vejer hundrede tusind pund.
— Det er sandelig meget, sagde jeg. Men jeg må indrømme, at der er nogle hvaler, der opnår en betydelig udvikling, da de efter sigende afgiver lige til ét hundrede og tyve tons olie.
— Ja, det har jeg selv set, sagde canadieren.
— Det tror jeg gerne, Ned, så vel som jeg tror, at der er nogle hvaler, der har samme omfang som hundrede elefanter. Tænk engang på virkningerne af en sådan masse, der bliver slynget frem med fuld fart!
— Er det sandt, spurgte Conseil, at de godt kan sænke skibe?
— Skibe, det tror jeg ikke, svarede jeg. Man fortæller dog, at i 1820, netop i disse sydlige have, styrtede en hval sig over Essex og fik den til at vige tilbage med en fart på fire meter i sekundet. Der trængte søer ind agter, og Essex sank næsten øjeblikkelig.
Ned betragtede mig med en drilagtig mine.
— Jeg for mit vedkommende, sagde han, har fået et slag af en hvalhale — i min båd, naturligvis. Mine kammerater og jeg blev slynget seks meter i vejret. Men i sammenligning med professorens hval var min kun en hvalunge.
— Lever de dyr længe? spurgte Conseil.
— I tusind år, svarede canadieren uden at tøve.
— Og hvordan ved De det, Ned?
— Fordi det siger man.
— Og hvorfor siger man det?
— Fordi man ved det.
— Nej, Ned, man ved det ikke, men man antager det, og nu skal De høre det ræsonnement man støtter det på. Da nogle fiskere for fire hundrede år siden for første gang jagede hvaler, var disse dyr af et større format, end det de opnår i dag. Man antager da, ganske logisk, at de nutidige hvalers mindre størrelse kommer af, at de ikke har haft tid til at nå deres fuldstændige udvikling. Det er det, der har fået Buffon til at sige, at disse hvaler kunne og endda burde leve i tusinde år. Kan De forstå det?
Ned Land forstod det ikke. Han hørte ikke mere efter. Hvalen kom stadig nærmere. Han slugte den med øjnene.
— Åh, råbte han, det er ikke mere én hval, der er ti, der er tyve, der er en hel flok! Og så ikke kunne gøre noget! At være bundet på hænder og fødder!
— Men, kære Ned, sagde Conseil, hvorfor ikke bede kaptajn Nemo om tilladelse til at jage…?
Conseil havde ikke talt ud, før Ned havde firet sig ned gennem lugen og løb for at finde kaptajnen. Nogle øjeblikke efter kom de begge op på platformen.
Kaptajn Nemo iagttog flokken, der boltrede sig i bølgerne en mil fra Nautilus.
— Det er sydhavshvaler, sagde han. Her er en formue at hente for en hel flåde af hvalfangere.
— Nu vel, chef, spurgte canadieren, kunne jeg ikke jage dem, om det så blot var for ikke helt at glemme min gamle bestilling som harpunér?
— Til hvad nytte, jage blot for at ødelægge, svarede kaptajn Nemo. Vi har ikke brug for hvalolie om bord.
— Men i det Røde Hav, chef, begyndte canadieren igen, gav De os lov til at forfølge en dygong!
— Dengang drejede det sig om at skaffe frisk kød til mit mandskab. Her ville det være at dræbe for at dræbe. Jeg ved nok, at det er et privilegium, der er forbeholdt mennesket, men jeg tåler ikke dem, der er mordere for tidsfordriv. Ved at tilintetgøre sydhavshvalen ligesom grønlandshvalen, uskadelige og gode væsener, begår folk som De, mester Land, en dadelværdig handling. Det er således de allerede har affolket hele Baffinsbugten, og de vil tilintetgøre en nyttig dyreklasse. Lad dog disse ulykkelige hvale være i fred. De har rigeligt i deres naturlige fjender, kaskelotter, sværdfisk og savrokker, uden at De blander Dem i det.
Jeg overlader til enhver selv at tænke sig til det ansigt, canadieren satte op under denne moralprædiken. At give en fange sådanne råd, det var at spilde sine ord. Ned Land så på kaptajn Nemo, og forstod øjensynlig ikke, hvad det var han ville sige ham. Men kaptajnen havde ret. Fangernes barbariske og ubetænksomme hidsighed vil engang få oeanets sidste hval til at forsvinde.
Ned Land fløjtede sin Yankee doodle mellem tænderne, stak hænderne i lommerne og vendte os ryggen.
Imidlertid stod kaptajn Nemo og betragtede hvalflokken og henvendte sig så til mig:
— Jeg har grund til at hævde, at selv om man ikke regner mennesket med, har hvalerne nok af andre naturlige fjender. Disse her får at gøre med en stærk modstander inden længe. Kan De, hr. Aronnax, otte mil i læ, se de mørke pletter, der bevæger sig?
— Ja, chef, svarede jeg.
— Det er kaskelotter, frygtelige dyr, som jeg undertiden har mødt i flokke på to eller tre hundrede. Hvad dem angår, disse grusomme og skadelige dyr, er der grund til at udrydde dem.
Canadieren vendte sig hurtigt ved disse sidste ord.
— Nå, kaptajn, sagde jeg, det er endnu tid, endda i bardehvalernes interesse…
— Det er ingen nytte til at udsætte sig for noget, hr. professor. Nautilus vil være nok til at sprede disse kaskelotter. Den er bevæbnet med en stålsnabel, som jeg tror er nok så god som mester Lands harpun.
Canadieren generede sig ikke for at trække på skulderen. At angribe hvaler med hug af en spids forstavn! Hvem havde nogen sinde hørt noget lignende?
— Vent, hr. Aronnax, sagde kaptajn Nemo. Vi skal vise Dem en jagt, som De endnu ikke har oplevet. Ingen medlidenhed med disse grusomme hvaler! De er ikke andet end gab og tænder!