Gab og tænder! Bedre kunne man ikke beskrive den macrocephale kaskelot, hvis længde undertiden er mere end femogtyve meter. Denne hvals enorme hoved optager omtrent en trediedel af dens krop. Bedre bevæbnet end bardehvalen, hvis overkæbe blot er besat med barder, er den forsynet med femogtyve store tænder, der er tyve centimeter høje, cylindriske og i toppen kegleformede, og som vejer to pund stykket. Det er i den øverste del af dette enorme hoved, og i de store hulheder, der er adskilt af brusk, der findes tre à fire hundrede kilogram af den kostelige olie, der kaldes spermacet. Kaskelotten er et uskønt dyr, snarere tudse end fisk, i følge en bemærkning af Frédol. Den er dårligt konstrueret, idet den så at sige er» mislykket «i hele den venstre side af sit skelet og næsten kun kan se med det højre øje.
Den vældige flok kom imidlertid stadig nærmere. Den havde opdaget bardehvalerne og forberedte sig på at angribe dem. Man kunne på forhånd spå kaskelotternes sejr, ikke blot fordi de er bedre bygget til angreb end deres uskadelige modstandere, men også fordi de kan blive længere under vandet uden at komme op på overfladen for at ånde.
Der var kun lige tid til at komme bardehvalerne til hjælp. Nautilus dykkede ned. Conseil, Ned og jeg tog plads foran salonens vinduer. Kaptajn Nemo begav sig hen til rorgængeren for at manøvrere sit fartøj som ødelæggelsesmaskine. Snart mærkede jeg skruens hamren blive hastigere, og vor fart øgedes.
Kampen mellem kaskelotter og bardehvaler var allerede begyndt, da Nautilus ankom. Den manøvrerede på en sådan måde, at de macrocephales flok blev standset. I begyndelsen viste disse sig kun lidt foruroligede ved synet af det ny uhyre, der blandede sig i kampen. Men de måtte snart til at vige for dets hug.
Hvilken kamp! Selv Ned Land blev hurtigt begejstret og endte med at klappe i hænderne. Nautilus var ikke andet end en frygtelig harpun, der blev svunget af sin kaptajns hånd. Den blev slynget mod disse kødbjerge, gik lige igennem dem og efterlod to krablende dyrehalvdele bag sig. De frygtelige slag af haler, der slog mod Nautilus’ sider, mærkede den ikke. Og lige så lidt de stød der fremkom. Når én kaskelot var udryddet, løb skibet mod en anden, drejede sig på stedet for ikke at forfejle sit bytte, gik frem, tilbage, lydig mod sit ror, dykkede, når hvalen gik ned i de dybe lag, steg op igen sammen med den, når den atter kom op på overfladen, ramte den lige på eller på skrå, huggede den eller flængede den og gennemborede den i alle retninger og alle stillinger med sin frygtelige snabel.
Hvilket blodbad! Hvilken larm på bølgernes overflade! Hvilke skarpe fløjt og ejendommelige brummerier fra disse skrækslagne dyr! Midt i de lag, der ellers var så fredelige, skabte deres haler ligefrem dønninger.
En time varede denne homeriske massakre, som de macrocephale ikke kunne unddrage sig. Flere gange forsøgte ti eller tolv i forening at knuse Nautilus under deres vægt. Gennem vinduet så man deres enorme gab besat med tænder, og deres mægtige øje. Ned Land, som ikke længere kunne beherske sig, truede dem og skældte dem ud. Man kunne mærke, at de hagede sig fast i vort fartøj ligesom hunde, der går løs på et ungt vildsvin i krattet. Men Nautilus satte fart på sin skrue, tog dem med, slæbte dem af sted eller bragte dem op mod vandenes øverste niveau uden at bekymre sig om deres enorme vægt eller deres mægtige greb.
Omsider tyndede det ud i kaskelotternes flok. Vandet blev igen roligt. Jeg kunne mærke, at vi igen steg op til oceanets overflade. Lugen blev åbnet, og vi skyndte os op på platformen.
Havet var dækket af lemlæstede kadavere. En frygtelig eksplosion kunne ikke have splittet, flænget, sønderskåret disse kødmasser med større voldsomhed. Vi flød, omgivet af gigantiske kroppe, blålige på ryggen hvidlige under bugen og bulede af enorme fremspring. Nogle forfærdede kaskelotter flygtede i horisonten. Bølgerne var farvet røde i flere mils omkreds, og Nautilus flød midt i et blodhav.
Kaptajn Nemo sluttede sig til os.
— Nå, mester Land? sagde han.
— Nå, ja, chef, svarede canadieren, hvis begejstring var dalet, det er virkelig et frygteligt syn. Men jeg er ikke slagter, jeg er jæger, og dette her var ikke andet end en slagtning.
— Det er en massakre på skadelige dyr, svarede kaptajnen, og Nautilus er ikke nogen slagtekniv.
— Jeg holder mere af min harpun, svarede canadieren.
— Hver har sit våben, sagde kaptajnen og så fast på Ned Land. Jeg var bange for, at denne skulle lade sig rive med til en eller anden voldsomhed, der ville have haft beklagelige følger. Men hans vrede blev afledt ved synet af en hval, som Nautilus nåede i dette øjeblik. Dyret havde ikke været i stand til at undslippe kaskelotternes tænder. Jeg genkendte sydhavshvalen, med fladtrykt hoved, der er helt sort. Anatomisk adskiller den sig fra grønlandshvalen og nordkaperen ved sammenvoksning af de syv nakkehvirvler, og den har to ribben mere end sine slægtninge. Den ulykkelige hval lå på siden, med bugen gennemhullet af bid, og var død. I spidsen af dens lemlestede finne hang endnu en lille hvalunge, som den ikke havde nået at frelse fra massakren. Gennem barderne i dens åbne gab løb vandet, mumlende som en brænding.
Kaptajn Nemo førte Nautilus tæt hen til dyrets kadaver. To af hans mænd gik op på hvalens side, og ikke uden forbavselse så jeg, at de ud af dens dievorter malkede alt hvad de indeholdt, det vil sige to-tre tons.
Kaptajnen tilbød mig et bæger af den endnu varme mælk. Jeg kunne ikke forhindre mig selv i at vise ham min afsky for denne drik. Han forsikrede mig, at mælken var udmærket, og ikke på nogen måde adskilte sig fra komælk.
Jeg smagte på den og var af samme mening. Det var da en nyttig reserve for os; for denne mælk kunne i form af saltet smør eller af ost give en behagelig afveksling i vor daglige kost.
Fra den dag mærkede jeg med ængstelse, at Ned Lands følelser overfor kaptajn Nemo stadig forværredes, og jeg besluttede på nært hold at overvåge canadierens gøren og laden.
Kapitel 37
Isbarrieren
Nautilus var igen slået ind på sin uforstyrrelige kurs mod syd. Den fulgte den halvtredsindstyvende meridian med betydelig hastighed. Ønskede han da at nå Sydpolen? Det mente jeg ikke, for hidtil var alle forsøg på at komme op til dette punkt på jordkloden strandede. For øvrigt var det allerede sent på året, da den 13. marts i de antarktiske egne svarer til den 13. september i de nordlige regioner, og er begyndelsen til jævndøgnsperioden.
Den 14. marts opdagede jeg flydende is på 55° sydlig bredde, blot mathvide stumper på tyve-femogtyve fod, der dannede skær, som havet brødes imod. Nautilus holdt sig på oceanets overflade. Ned Land, der tidligere havde fisket på de arktiske have, var fortrolig med synet af isbjerge. Conseil og jeg beundrede dem for første gang.
I luften, hen imod sydhorisonten, strakte der sig et hvidt bånd som et blændende syn. De engelske hvalfangere har givet det navn af» iceblink«. Hvor tætte skyerne end er, kan de ikke formørke det. Det melder tilstedeværelsen af pakis eller en isbanke.
Snart viste der sig virkelig betydeligere blokke, hvis pragt ændredes efter tågens luner. Nogle af disse ismasser viste grønne årer, som om kobbersulfat havde trukket bølgende linier i dem. Andre, der lignede enorme ametyster, lod lyset trænge igennem sig. Nogle tilbagekastede solstrålerne fra tusinde facetter i deres krystal. Andre var nuancerede i skarpe reflekser som af kalksten, og der havde været nok til at bygge en hel by af marmor.