Jo længere vi kom mod syd, des mere øgedes disse flydende øers antal og størrelse. Polarfugle trykkede sig ind mod dem i tusindvis. Der var stormfugle, stormsvaler, skråper med deres øredøvende skrig. Nogle af dem tog Nautilus for en død hval, kom for at hvile sig og sad og pikkede med deres næb på det klingende stål.
Under denne sejlads midt i isen opholdt kaptajn Nemo sig tit på platformen. Han iagttag med opmærksomhed disse øde egne. Undertiden så jeg hans rolige blik lyse op. Man han sagde til sig selv, at i disse polarhave, hvortil adgang var forment menneskene, der var han hjemme, herre over disse utilgængelige vidder? Måske. Men han talte ikke til os. Han blev stående ubevægelig, og kom kun til sig selv, når hans instinkter for at manøvrere tog overhånd. Så ledede han sin Nautilus med fuldendt dygtighed, han undgik behændigt sammenstød med disse masser, hvoraf nogle havde en længde på flere mil, med en højde, der varierede fra halvfjerds til firs meter. Ofte så horisonten ud til at være helt lukket.
Så højt som på den tresindstyvende breddegrad var ethvert sejløb forsvundet. Men kaptajn Nemo søgte med omhu og fandt snart en smal åbning, som han dristigt gled igennem, dog vel vidende, at den ville lukke sig igen efter ham.
Det var således Nautilus, styret af denne sikre hånd, passerede alle isdannelserne, der efter deres form eller deres størrelse klassificeres med en præcision, der fortryllede Conseiclass="underline" icebergs eller bjerge, icefields eller sammenhængende grænseløse marker, driftice eller isflager, packs eller knækkede isflager, kaldet palchs, når de er cirkelrunde, og streams, når de består af aflange stumper.
Temperaturen var ret lav. Når termometret blev udsat for luften udenfor, viste det to-tre grader under nul. Men vi var varmt klædt på i pelsværk, som sæler eller søløver havde betalt med deres liv. Det indre af Nautilus, der punktligt blev opvarmet af sine elektriske apparater, trodsede den skarpeste kulde. For øvrigt havde det været tilstrækkeligt for den at dykke nogle meter ned under bølgerne for der at finde entålelig temperatur.
To måneder før kunne vi på denne breddegrad have glædet os over en bestandig dag; men natten kom allerede ved tre-firetiden, og senere skulle den kaste seks måneders skygge over disse cirkumpolare egne. Den 15. marts overskred vi breddegraden med New Shetlands-øerne og Sydorkneyøerne. Kaptajnen fortalte mig, at før i tiden beboede talrige stammer af sæler disse egne; men de engelske og amerikanske hvalfangere massakrerede i deres ødelæggelseslyst de voksne og de drægtige hunner, og der hvor der før var frodigt liv, havde de efterladt dødens tavshed.
Den 16. marts henad otte om morgenen fulgte Nautilus den femooghalvtredsindstyvende meridian og krydsede den antarktiske polarcirkel. Isen omgav os på alle sider og lukkede horisonten. Men kaptajn Nemo styrede fra den ene snævring til den anden og kom stadig længere frem.
— Men hvor vil han hen? spurgte jeg.
— Fremad, svarede Conseil. Men alligevel, når han ikke kan komme længere frem, standser han.
— Det vil jeg nu ikke sværge på, svarede jeg.
Og oprigtigt talt må jeg tilstå, at denne eventyrlige tur ikke mishagede mig. Jeg kan ikke forklare, i hvor høj grad jeg beundrede disse nye egnes skønhed. Ismasserne dannede prægtige former. Her dannede de tilsammen en orientalsk by med dens utallige minareter og moskeer. Der en sammenstyrtet stad, ligesom kastet til jorden af en underjordisk rystelse. Uafladeligt varierede syn på grund af solens skrå stråler, eller skjult i grå tåger midt i rasende snestorme. Så fra alle sider eksplosioner, skred, isbjerge, der slog kolbøtter og forandrede dekorationen som landskabet i et diorama.
Når Nautilus var under vandet i det øjeblik da ligevægten forrykkedes, forplantede larmen sig dernede med skrækindjagende styrke, og disse massers fald skabte frygtelige strømhvirvler helt ned i oceanets dybe lag. Så rullede og duvede Nautilus som et skib, der er overladt til elementernes rasen.
Ofte kunne jeg ikke længere se nogen udvej, og tænkte at nu var vi omsider fanget; men ledet af sit instinkt opdagede kaptajn Nemo nye sejlrender, hvor der var den ringeste mulighed. Han tog aldrig fejl, når han iagttog de spinkle linier af blåligt vand, der furede isen. Derfor tvivlede jeg heller ikke på, at han allerede før havde vovet Nautilus midt ud i de antarktiske have.
Men i løbet af dagen, den 16. marts, spærrede isen fuldstændigt vejen for os. Det var endnu ikke isbarrieren, men vidtstrakte isflader, sammenholdt af frosten. Denne hindring kunne ikke standse kaptajn Nemo, og han kastede sig mod denne» icefield «med en skrækindjagende voldsomhed. Nautilus gik som en kile ind i denne smuldrende masse og splittede den med frygteligt brag. Det var som oldtidens vædder, et våben, skudt frem med uendelig kraft. Istumperne blev slynget højt i vejret og faldt ned som hagl omkring os. Med sin ene fremdrivende kraft borede vort fartøj sig en kanal. Undertiden blev den revet med af sin fart og løb op på isen, som revnede under dens vægt, eller nu og da var den stukket ind under isen og fik den til at sprække ved en jævn duvning, der fremkaldte store spalter.
I disse dage blev vi angrebet af voldsomme kastevinde. I nogle perioder med tæt tåge kunne man ikke se fra den ene ende af platformen til den anden. Vinden sprang barsk hele kompasset rundt. Sneen hobede sig op i så hårde lag, at det blev nødvendigt at knuse den med hug af hakker. Blot ved en temperatur på fem grader under nul blev hele Nautilus’ ydre dækket med is. Man kunne ikke have manøvreret med en rigning, for alle tove havde siddet fast i riller i taljerne. Et fartøj uden sejl og bevæget af en elektrisk motor, der kunne undvære kul, var det eneste, der kunne binde an med så høje breddegrader.
Under disse forhold holdt barometeret sig i almindelighed ret lavt. Det faldt endog til 73,5 cm. Kompassets angivelser gav ikke mere nogen garanti. Dets misvisende nål markerede selvmodsigende retninger, idet vi nærmede os den magnetiske sydpol, der ikke falder sammen med den geografiske sydpol. I virkeligheden ligger denne pol, ifølge Hansten, omtrent på 70° bredde og 130° længde, og efter Dyperreys observationer på 135° længde og 70° 30 bredde. Det blev da nødvendit at foretage talrige observationer på kompasser, anbragt forskellige steder på skibet og tage et gennemsnit. Men ofte måtte man holde sig til et skøn for at notere den gennemsejlede rute, en lidet tilfredsstillende metode mellem disse krogede sejlløb, hvis kendingsmærker hele tiden skiftede.
Den 18. marts var Nautilus endelig definitivt standset efter tyve forgæves fremstød. Der var ikke hverken» streams «eller» palchs «eller» icefields «mere, men en uendelig og ubevægelig barriere dannet af indbyrdes sammenvoksede bjerge.
— Isbarrieren! sagde canadieren, henvendt til mig.
Jeg forstod, at for Ned Land som for alle de søfarende, der var gået forud for os, var det den uovestigelige hindring. Da solen henad middag havde vist sig et øjeblik, opnåede kaptajn Nemo en tilstrækkelig nøjagtig observation, der angav vor position til 51° 30 længde og 67° 39 sydlig bredde. Det var allerede et godt stykke inde i de antarktiske regioner.
Af hav, af flydende overflade, var der ikke mere noget at se for vore øjne. Under Nautilus’ snabel strakte der sig en stor, forreven slette med et virvar af opstablede blokke, med det hele lunefuldt hulter til bulter, sådan som det er karakteristisk for overfladen af en flod før isens opbrud, men i et gigantisk størrelsesforhold. Her og der hævede spidse tinder, slanke spir sig til en højde af to hundrede fod; længere borte var der en række klinter, lodret afskårne og klædt i grålige farver, mægtige spejle, der tilbagekastede nogle solstråler, som halvt var druknede i tågen. Og over denne trøstesløse natur en barsk tavshed, næppe brudt af stormsvalers eller skråpers vingeslag. Alting var frosset nu, selv lyden.