Nautilus måtte altså standse sin eventyrlige færd midt i ismarkerne.
— Hr. professor, sagde Ned Land den dag til mig, hvis Deres kaptajn kommer videre…
— Nå, hvad så?
— Så må han være en energisk mand.
— Hvorfor det, Ned?
— Fordi ingen kan komme over isbarrieren. Han er mægtig, Deres kaptajn; men for tusind djævle! Han er ikke stærkere end naturen, og der, hvor den har sat grænserne, bliver man nødt til at standse, enten man vil eller ej.
— Det er rigtigt, Ned Land, og dog ville jeg gerne have vidst, hvad der er bag denne barriere! En mur, det er det, der irriterer mig mest!
— Herren har ret, sagde Conseil. Mure er blevet opfundet for at drille de lærde folk. Der skulle ikke være mure nogetsteds.
— Vel! kom det fra canadieren. Bag den mur ved man nu nok, hvad der er.
— Hvad da? spurgte jeg.
— Is, is og atter is!
— Det er De sikker på, Ned, svarede jeg, men det er jeg ikke. Hør nu, hvorfor jeg gerne ville op og se efter.
— Ved De hvad, hr. professor, svarede canadieren, opgiv hellere den idé. De er kommet til barrieren, hvad der allerede er nok, og De kommer ikke længere, hverken De eller Deres kaptajn Nemo eller hans Nautilus. Og hvad enten han vil eller ej, kommer vi til at gå mod nord igen, det vil sige til de ordentlige menneskers land.
Jeg må indrømme, at Ned Land havde ret, og så længe som skibene ikke er bygget til at navigere på ismarker, kommer de til at standse foran barrieren.
Trods sine anstrengeler, trods de mægtige midler, der blev brugt til at åbne vej gennem isen, var Nautilus virkelig henvist til at ligge stille. Den, der ikke kan komme længere, står det i almindelighed frit for at vende tilbage ad den vej han er kommet. Men her var det lige så umuligt at vende om som at komme fremad; for sejlrenderne havde lukket sig bag os, og når blot vort fartøj blev liggende, ville det meget snart blive blokeret. Det var netop det, der skete henad to om eftermiddagen, og den ny is dannedes på dets sider med forbavsende hurtighed. Jeg må tilstå, at kaptajn Nemos optræden var mere end uforsigtig.
I det øjeblik var jeg på platformen. Kaptajnen havde iagttaget situationen i nogle øjeblikke og sagde til mig:
— Nå, hr. professor, hvad mener De om det?
— Jeg mener, at vi sidder fast, chef.
— Fast! Hvad mener De med det?
— Jeg mener, at vi hverken kan komme frem eller tilbage eller til nogen af siderne. Jeg tror, det er det man kalder at sidde fast, i det mindste i de beboede fastlande.
— De tror altså ikke, at Nautilus kan frigøre sig, hr. Aronnax?
— Vanskeligt, hr. kaptajn, for vi er allerede for langt henne på året til at De kan regne med noget opbrud af isen.
— Åh, hr. professor, svarede kaptajn Nemo i en ironisk tone, De er og bliver den samme! De ser kun vanskeligheder og forhindringer! Jeg forsikrer Dem, at ikke alene skal Nautilus frigøre sig, men den vil gå længere frem endnu!
— Længere mod syd? spurgte jeg og så på kaptajnen.
— Ja, professor, den går til polen.
— Til polen! udbrød jeg og kunne ikke tilbageholde en vantro bevægelse.
— Ja! svarede kaptajnen koldt, til den antarktiske pol, til det ukendte punkt, hvor alle jordklodens meridianer krydser hinanden. De ved, at jeg kan gøre med Nautilus, hvad jeg vil!
Ja, det vidste jeg! Jeg vidste, at denne mand var forvoven indtil dumdristighed. Men at besejre de hindringer der befæster Sydpolen, der er mere utilgængelig end Nordpolen, som selv de dristigste søfarere endnu ikke har nået, var det ikke et absolut vanvittigt foretagende, som kun en gal mands hjerne kunne finde på!
Nu fik jeg den tanke at spørge kaptajn Nemo, om han allerede havde opdaget denne pol, som endnu ikke nogen menneskelig skabnings fod havde betrådt.
— Nej, hr. professor, svarede han, og vi skal opdage den sammen. Der hvor andre er strandet, vil jeg ikke strande. Jeg har aldrig før ført min Nautilus så langt i de sydlige have; men, jeg gentager det, den skal komme til at gå endnu længere!
— Jeg vil gerne tro Dem, hr. kaptajn, fortsatte jeg i en lidt ironisk tone. Jeg tror Dem! Lad os gå frem! Der er ingen hindringer for os! Lad os bryde denne barriere! Lad os sprænge den, og hvis den gør mostand, så lad os give Nautilus vinger, for at den kan komme over den!
— Over den, hr. professor? svarede kaptajn Nemo roligt. Ikke over den, men under den.
— Under den! udbrød jeg.
Der gik et lys op for mig ved denne pludselige afsløring af kaptajnens planer. Nu forstod jeg ham. Nautilus’ vidunderlige egenskaher skulle også hjælpe ham i dette overmenneskelige foretagende!
— Jeg kan se, at vi begynder at forstå hinanden, sagde kaptajnen med et lille smil. De aner allerede muligheden — jeg ville selv sige det heldige udfald — af dette forsøg. Hvad der er ugørligt med et almindeligt skib, bliver let for Nautilus. Hvis et fastland dukker op ved polen, standser den foran dette fastland. Men hvis det derimod er det åbne hav, der beskyller den, vil den gå til selve polen!
— Hvis virkelig havoverfladen er frosset til is, sagde jeg, revet med af kaptajnens ræsonnement, er de lavere lag åbne, på grund af den forsynets styrelse, der har anbragt havvand med den største vægtfylde ved en temperatur noget over frysepunktet. Og hvis jeg ikke tager fejl, forhalder den neddykkede del af denne barriere sig til den del, der rager op, som fire til én?
— Omtrent, hr. professor. For hver fod isbjergene har over vandet, har de tre under vandet. Da nu disse isbjerge ikke er mere end hundrede meter høje, går de kun tre hundrede meter ned. Men hvad er tre hundrede meter for Nautilus?
— Intet, hr. kaptajn.
— Den kunne endda gå ned til en større dybde og finde den temperatur, der overalt er ensartet for havvandet, og der kunne vi uden fare trodse de tredive eller fyrre graders frost på overfladen.
— Rigtigt, chef, ganske rigtigt, svarede jeg med begyndende iver.
— Den eneste vanskelighed, vedblev kaptajn Nemo, er at blive flere dage under vandet uden at forny vor luftforsyning.
— Er det ikke andet? indvendte jeg. Nautilus har mægtige reservoirer, dem fylder vi, og de forsyner os med al den ilt vi har brug for.
— Det er godt fundet på, hr. Aronnax, svarede kaptajnen smilende.
Men da jeg ikke ville have, at De skulle beskylde mig for dumdristighed, forelægger jeg Dem på forhånd alle mine betænkeligheder.
— Har De da flere?
— En eneste. Det er muligt, at hvis der er hav ved sydpolen, er dette hav helt tillagt, og at vi som følge deraf ikke kan komme op til overfladen igen.
— Men glemmer De, chef, at Nautilus er bevæbnet med en frygtelig forstavn, og kan vi ikke sende den diagonalt mod disse islag, der så vil åbne sig ved sammenstødet?
— Åh, hr. professor, hvor De har gode ideer i dag!
— For resten, kaptajn, tilføjede jeg, der på ny var ved at blive begejstret, hvorfor skulle man ikke møde åbent hav lige så vel ved Sydpolen som ved Nordpolen? Kuldepolerne og de geografiske poler falder ikke sammen, hverken på den sydlige halvkugle eller på den nordlige halvkugle, og lige til man har bevis for det modsatte, kan man antage enten et fastland eller et isfrit ocean på disse to punkter på jorden.