— Det tror jeg også, hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo. Jeg gør Dem kun opmærksom på, at efter at have udtalt så mange indvendinger mod min plan, har De nu knusende argumenter til gunst for den.
Kaptajn Nemo havde ret. Jeg var nået til at overgå ham i dristighed. Det var mig, der ville slæbe ham til polen! Jeg kom ham i forkøbet, jeg fik forspring for ham… Men nej, stakkels nar! Kaptajn Nemo kendte bedre end du sagens pro et contra, og han morede sig over at se dig revet med i drømmerier om det umulige!
Men han havde ikke spildt et øjeblik. På et signal kom næstkommanderende til. Disse to mænd talte hurtigt sammen i deres uforståelige sprog, og hvad enten næstkommanderende tidligere var blevet underrettet, eller han fandt planen gennemførlig, viste han ingen overraskelse.
Men hvor urokkelig han end var, var hans urokkelighed ikke mere komplet end Conseils, da jeg meddelte denne værdige unge mand vor hensigt, at trænge frem helt til polen. Et» som det behager herren «modtog min meddelelse, og det måtte jeg lade mig nøje med. Ned Land derimod trak på skuldrene så foragteligt, som det overhovedet var muligt.
— Ser De, hr. professor, sagde han, De og Deres kaptajn Nemo, det gør mig ondt for Dem!
— Men vi skal til polen, mester Ned.
— Det er muligt, men De kommer ikke derfra igen!
Og Ned Land gik tilbage til sin kahyt,»for ikke at gøre ulykker«, sagde han, idet han forlod mig.
Imidlertid var forberedelserne til dette dristige forsøg lige begyndt. Nautilus’ kraftige pumper drev luften ind i reservoirerne og opmagasinerede den der under højtryk. Henad fire meddelte kaptajn Nemo mig, at platformens luger skulle lukkes. Jeg kastede et sidste blik på den tykke barriere, som vi skulle passere. Vejret var klart, atmosfæren ret ren, kulden meget skarp, tolv grader under nul; men da vinden havde lagt sig, forekom denne temperatur ikke alt for uudholdelig. En halv snes mand steg op på Nautilus’ sider, og bevæbnede med hakker knuste de isen omkring skroget, som snart lå frit. Det var et arbejde, der hurtigt blev gennemført, for den ny is var endnu tynd. De sædvanlige reservoirer fyldtes med det vand, der blev holdt frit ved vandlinien. Nautilus nølede ikke med at gå ned.
Jeg havde taget plads i salonen sammen med Conseil. Gennem den åbne rude betragtede vi de dybere lag i Sydhavet. Termometret steg. Manometrets viser devierede på sin skive.
Cirka tre hundrede meter nede flød vi, som kaptajn Nemo havde forudsagt, under barrierens bølgede underside. Men Nautilus dykkede endnu længere ned. Den nåede til en dybde på otte hundrede meter. Vandets temperatur, der var tolv grader ved overfladen, var her kun elleve. To grader var allerede vundet. Det er en selvfølge, at Nautilus’ temperatur, der blev holdt oppe af dens varmeapparater, vedblev at være langt højere. Alle manøvrer gennemførtes med overordentlig præcision.
— Man kommer igennem, hvis herren ikke har noget imod det, sagde Conseil.
— Det regnede jeg også med, svarede jeg med dyb overbevisning i stemmen.
I dette åbne hav havde Nautilus taget den lige vej til polen, uden at afvige fra den tooghalvtredsindstyvende meridian. Fra 67° 30 til 90° var der toogtyve en halv breddegrad at komme over, det vil sige lidt mere end fem hundrede mil. Nautilus sejlede med en jævn hastighed på seksogtyve mil i timen, et eksprestogs hastighed. Hvis den blev bevaret, ville fyrretyve timer være nok til at nå polen.
I en del af natten holdt situationens nyhed os, Conseil og mig, oppe ved salonens vindue. Havet var oplyst af de elektriske lysstråler fra lanternen. Men det var øde. Fiskene ville være som fanger, hvis de blev i disse vande. De fandt her kun en passage til at komme fra det Antarktiske Ocean til polens åbne hav. Vi kom hurtigt frem. Det følte man også på det lange stålskrogs skælven.
Henad to om morgenen gik jeg hen for at få nogle timers hvile.
Conseil gjorde som jeg. Da jeg gik igennem gangene, så jeg ikke kaptajn Nemo. Jeg antog, at han opholdt sig i rorgængerens bur.
Den næste dag, den 19. marts, indtog jeg klokken fem om morgenen igen min plads i salonen. Den elektriske log viste mig, at Nautilus’ fart var blevet mindsket. Den steg nu mod overfladen, men forsigtigt, ved langsomt at tømme sine reservoirer.
Mit hjerte hamrede. Var vi ved at dukke op og genfinde den friske atmosfære ved polen?
Nej. Et stød fortalte mig, at Nautilus var stødt mod undersiden af barrieren, der endnu var meget tyk, at dømme efter den klangløse lyd. Vi havde i virkeligheden» taget grunden«, for at bruge et sømandsudtryk, men i omvendt betydning, og i tusind fods dybde. Hvad der betød to tusind fod is over os, og deraf ragede tusind op af vandet. Barrieren viste nu en større højde, end den vi havde bestemt ved dens rand. En lidet beroligende omstændighed.
I løbet af den dag begyndte Nautilus flere gange det samme forsøg, og den kom stadig til at støde mod den flade, der dannede loft over den. I nogle tilfælde skete det på ni hundrede meter, hvad der viste en tykkelse på tolv hundrede meter, hvoraf to hundrede meter ragede op over oceanets overflade. Det var det dobbelte af den højde, den havde i det øjeblik da Nautilus var gået under bølgerne.
Jeg noterede omhyggeligt disse forskellige dybder, og jeg fik således den undersøiske profil af denne bjergkæde, der tegnede sig under vandene.
Om aftenen var der ikke sket nogen ændring i vor situation. Der var stadig is mellem fire og fem hundrede meter nede. En klar formindskelse, men hvilken afstand endnu mellem os og oceanets overflade!
Klokken var blevet otte. Allerede for fire timer siden skulle luften have været fornyet i det indre af Nautilus, ifølge skibets daglige sædvane. Men jeg led ikke særlig derunder, skønt kaptajn Nemo endnu ikke havde forlangt noget tilskud af ilt fra sine reservoirer.
Min søvn var urolig den nat. Håb og frygt hjemsøgte mig skiftevis. Jeg stod op flere gange. Skælvingerne i Nautilus vedblev. Henad tre om morgenen bemærkede jeg, at vi mødte barrierens undeside på kun halvtreds meters dybde. Halvandet hundrede fod skilte os altså fra vandenes overflade. Barrieren blev lidt efter lidt til en ismark. Bjerget skabte sig om til slette.
Mine øjne forlod ikke mere manometeret. Vi steg stadig, idet vi i en diagonal fulgte den strålende flade, der gnistrede i de elektriske stråler. Barrieren blev mindre ovenpå og nedenunder, idet den gradvis aftog. Den blev tyndere fra mil til mil.
Endelig klokken seks om morgenen på denne mindeværdige dag, den 19. marts, åbnedes døren til salonen. Kaptajn Nemo kom til syne.
— Det åbne hav! sagde han til mig.
Kapitel 38
Sydpolen
Jeg skyndte mig til platformen. Ja! Det åbne hav. Knap nok nogle spredte isflager, bevægelige isbjerge; i det fjerne et udstrakt hav; en verden af fugle i luften, og myriader af fisk i vandet, der varierede efter havbunden fra stærkt blåt til olivengrønt. Termometret viste tre grader celsius under nul. Det var som en slags forår, der var indelukket bag denne isbarriere, hvis fjerne masser tegnede sig på nordhorisonten.
— Er vi på polen? spurgte jeg kaptajnen med bankende hjerte.
— Jeg ved det ikke, svarede han mig. Til middag tager vi positionen.
— Men vil solen være til at se gennem disse tåger? sagde jeg, idet jeg betragtede den grålige himmel.
— Hvor lidt den end viser sig, vil det være nok for mig, svarede kaptajnen.
Ti mil fra Nautilus, mod syd, hævede en ensom holm sig til en højde af to hundrede meter. Vi sejlede hen imod den, men forsigtigt, for dette hav kunne være fyldt med skær.