En time efter havde vi nået den lille ø. To timer senere havde vi været rundt om den. Den målte fire-fem mil i omkreds. En smal kanal skilte den fra en betydelig landstrækning, måske et fastland, hvis grænser vi ikke kunne se. Eksistensen af land her syntes at bekræfte Maurys hypoteser. Den sindrige amerikaner har nemlig bemærket, at mellem Sydpolen og den tresindstyvende breddegrad er havet dækket af flydende is, af så vældige dimensioner, som man aldrig møder dem i det nordlige Atlanterhav. Ud fra den kendsgerning har han draget den slutning, at den antarktiske cirkel indeslutter betydelige landstrækninger, siden isbjerge ikke kan dannes i det åbne hav, men kun på kysterne. Efter hans beregning danner den ismasse, der omslutter Sydpolen, en mægtig kalot, hvis bredde kan nå op til fire tusind kilometer.
Imidlertid var Nautilus, af frygt for at strande, standset tre kabellængder fra en sandstrand, der domineredes af en prægtig ophobning af klipper. Båden blev sat i vandet. Kaptajnen, to af hans mænd, der bar instrumenterne, Conseil og jeg gik om bord i den. Klokken var ti om morgenen. Jeg havde ikke set Ned Land. Canadieren generede sig sikkert for at tilbagekalde sine ord så nær ved Sydpolen.
Nogle åretag førte båden ind på sandet, hvor den strandede. I det øjeblik, da Conseil ville springe i land, holdt jeg ham tilbage.
— Min herre, sagde jeg til kaptajn Nemo, Dem tilkommer den ære at være den første, der sætter foden på land her.
— Ja, hr. professor, svarede kaptajnen, og hvis jeg tøver med at sætte foden på denne polens jord, så er det fordi intet menneske hidtil har efterladt sine fodspor her.
Da det var sagt, sprang han let ned på sandet. En stærk bevægelse fik hans hjerte til at hamre. Han besteg en klippe, der fremspringende afsluttede et lille forbjerg, og der, med armene over kors, brændende blik, ubevægelig, stum, syntes han at tage disse sydlige egne i besiddelse. Efter at have tilbragt fem minutter i denne ekstase vendte han sig igen mod os.
— Når De har lyst, hr. professor, råbte han til mig.
Jeg gik i land, fulgt af Conseil, mens de to mænd blev i båden. Jordbunden bestod på en lang strækning af en rødlig tuf, der så ud som om den var lavet af knuste teglsten. Slagger, lavastrømme, pimpsten dækkede den. Man kunne ikke tage fejl af dens vulkanske oprindelse. På visse steder vidnede nogle lette fumaroler, der afgav en svovlagtig lugt, om, at de indre bål stadig bevarede deres ekspansionskraft. Men da jeg havde besteget en høj, stejl skrænt, kunne jeg dog ikke se nogen vulkan i flere miles omkreds. Man ved, at James Ross i de antarktiske lande har fundet Erebus’ og Terrors kratere i fuld virksomhed på den ét hundrede og syvogtresindstyvende meridian og på 77° 32 bredde.
Dette øde fastlands vegetation forekom mig at være yderst sparsom. Nogle laver af arten usnea melanoxantha bredte sig på de sarte klipper. Nogle mikroskopiske småplanter, rudimentære kiselalger, nogle slags celler, der sad mellem to kvartsagtige skaller, lange purpurfarvede og karmoisinrøde svampe, båret på små svømmeblærer, og som brændingen kastede ind på kysten, udgjorde denne egns hele fattige flora.
Bredden var overstrøet med bløddyr, små muslinger, alhueskæl, glatte bucarder i hjerteform, og særligt med vingesnegle med aflang, hindeagtig krop og hoved forsynet med to rundede lapper. Jeg så også myriader af de nordhavsvingesnegle, der er tre centimeter lange, og som en bardehval sluger en mængde af i hver mundfuld. Disse indtagende pteropoder, der næsten er havets sommerfugle, oplivede det åbne vand ved kystranden.
Blandt andre zoofyter viste der sig på lavt vand nogle koralvækster, af den slags, der ifølge James Ross lever i de antarktiske have helt ned til tusind meters dybde; dernæst de små søkork, der hører til arten procellaria pelagica, så vel som et stort antal søstjerner, der er ejendommelige for disse klimaer, og andre, der dannede stjernebilleder på jordbunden.
Men hvor der var overflod af liv, det var i luften. Der fløj og flagrede i tusindvis forskellige arter af fugle, der overvældede os med deres øredøvende skrig. Andre sad tæt på klipperne, betragtede os uden frygt, når vi gik forbi, og trængtes ugenert omkring fødderne på os. Det var pingviner, der i vandet, hvor man undertiden har forvekslet dem med de hurtige tunfisk, er lige så vævre og smidige, som de er klodsede og tunge på land. De udstøder sære skrig og danner store forsamlinger, mådeholdne med bevægelser, men ødsle med skrigeri.
Blandt fuglene bemærkede jeg chionider, af vadefuglens familie, så store som duer, hvide af farve, med kort, kegleformet næb og øjet omgivet af en rød cirkel. Conseil forsynede sig med nogle af dem, for når disse fugle bliver passende tilberedt, er de en tiltalende spise. I luften passerede sodfarvede albatrosser med et vingefang på fire meter, med god grund kaldet oceanets gribbe, kæmpemæssige stormfugle, blandt andre quebrante-huesos, som har buede vinger og æder løs af sæler, stormsvaler, en slags små svømmefugle, der er sorte og hvide på ryggen, endelig en hel række af andre stormfugle, nogle hvidlige med brune kanter på vingerne, andre blå og særegne for de antarktiske have, nogle så trannede, sagde jeg til Conseil, at indbyggerne på Færøerne nøjes med at sætte en væge i dem, før de tænder dem.
— Så skulle der ikke meget til, før de ville være rigtige lamper, svarede Conseil. Man kunne jo så ikke forlange andet, end at naturen på forhånd havde forsynet dem med en væge!
En halv mil længere henne var jorden helt fyldt med kongepingvinreder, en slags jordhuller, der var beregnet til æglægningen, og hvorfra talrige fugle fløj bort. Senere lod kaptajn Nemo et hundrede stykker af dem nedlægge, for deres mørke kød er meget velsmagende. De skryder som æsler. Disse dyr, der er så store som gæs, skifergrå på ryggen, hvide på bugen og har en citrongul stribe om halsen, lod sig dræbe med stenkast uden at gøre forsøg på at flygte.
Men tågen lettede ikke, og klokken elleve havde solen endnu ikke vist sig. Dens fravær foruroligede mig. Uden den var ingen observationer mulige. Hvordan kunne man så bestemme, om vi havde nået polen?
Da jeg igen sluttede mig til kaptajnen, fandt jeg ham tavs, støttet mod et klippestykke, mens han betragtede himlen. Han så ud til at være utålmodig, modfalden. Men hvad var der at gøre? Denne dristige og mægtige mand befalede ikke over solen som i havet.
Det blev middag uden at dagens stjerne viste sig blot et øjeblik.
Man kunne ikke engang finde ud af, hvor den var bag tågetæppet. Snart gik denne tåge over til at opløse sig til sne.
— Vi venter til i morgen, sagde kaptajnen kun til mig, og vi vendte tilbage til Nautilus, omgivet af den urolige atmosfære.
Mens vi var borte, havde fiskenettene været sat ud, og jeg betragtede med interesse de fisk, som man lige havde halet om bord. De antarktiske have tjener som tilflugtssted for et meget stort antal vandrende fisk, der flygter for uvejrene i zoner på lavere breddegrader, ganske vist blot for at falde i gabet på marsvin og sæler. Jeg noterede nogle sydhavsulke, en decimeter lange, en art hvidlige bruskfisk med blygrå bånd og bevæbnet med pigge, derefter antarktiske chimærer, tre fod lange, kroppen meget langstrakt, skindet hvidt, sølvagtigt og glat, hovedet rundet, ryggen forsynet med tre finner, snuden afsluttet med en snabel, der bøjer sig tilbage mod munden. Jeg smagte deres kød, men fandt det kedeligt, i modsætning til Conseil, der gerne tog til takke med det.
Snestormen varede lige til den næste dag. Det var umuligt at holde sig fast på platformen. Fra salonen, hvor jeg sad og nedskrev begivenhederne på denne tur til polarlandet, hørte jeg skrig fra stormfugle og albatrosser, der tumlede sig midt i orkanen. Nautilus lå ikke stille, og sejlende langs kysten kom den endnu en halv snes mil mod syd, midt i dette halvlys, som kom fra solen, der gled langs horisontens rand.