Den næste dag, den 20. marts, var snevejret holdt op. Kulden var en smule skarpere. Termometret viste to grader under nul. Tågerne lettede, og jeg håbede, at vor observation kunne iværksættes den dag. Da kaptajnen endnu ikke havde vist sig, tog båden Conseil og mig med og satte os i land. Jordbundens natur var den samme her, vulkansk. Overalt spor af lava, slagger, basalt, uden at jeg kunne ogdage det krater, der havde udspyet det. Her som dernede oplivede myriader af fugle denne del af polarlandet. Men dette rige delte de nu med mægtige flokke af havpattedyr, der betragtede os med deres blide øjne. Det var sæler af forskellige arter, nogle udstrakt på jorden, andre liggende på drivende isflager, flere, der var ved at komme op fra havet eller ved at vende tilhage til det. De flygtede ikke, da vi nærmede os, da de aldrig før havde haft med mennesker at gøre, og jeg regnede derfor med, at jeg her godt kunne forsyne henved hundrede skibe med dem.
— Det er min tro godt, sagde Conseil, at Ned Land ikke er med!
— Hvorfor det, Conseil?
— Fordi den fanatiske jæger ville have dræbt dem allesammen.
— Dem alle, det er så meget sagt, men jeg tror virkelig ikke, at vi kunne have forhindret vor ven canadieren i at harpunere nogle af disse prægtige hvaler. Hvad der ville have ærgret kaptajn Nemo, for han udgyder ikke uskadelige dyrs blod til ingen nytte.
— Og det er rigtigt af ham.
— Bestemt, Conseil. Men sig mig, har du ikke allerede klassificeret disse herlige eksemplarer af havets fauna?
— Herren ved nok, svarede Conseil, at jeg ikke er særlig stiv i det praktiske. Når herren havde fortalt mig navnene på disse dyr…
— Det er sæler og hvalrosser.
— To slægter, der hører til sælernes familie, skyndte min kyndige Conseil sig at sige, de kødædendes orden, gruppen unguicu-lata, underklasse af manodelphia, pattedyrenes klasse, hvirveldyrenes række.
— Vel, Conseil, svarede jeg, men disse to slægter, sæler og hvalrosser, deles i arter, og hvis jeg ikke tager fejl, får vi her lejlighed til at iagttage dem. Lad os gå.
Det var klokken otte om morgenen. Vi havde endnu fire timer at udnytte til det øjeblik, da man kunne have udbytte af at iagttage solen. Jeg styrede vore skridt hen mod en stor bugt, der skar sig ind i kystens granitklint.
Her var, jeg kan sige så langt vi kunne se omkring os, landet og isflagerne besat af havpattedyr, og mit blik søgte uvilkårligt den gamle Proteus, den mytologiske hyrde, der vogtede disse Neptuns umådelige hjorde. Der var navnlig sæler. De dannede tydelige grupper, hanner og hunner, en far, der vågede over sin familie, en mor, der gav sine små die, nogle unge, allerede kraftige dyr, der fjernede sig nogle skridt. Når disse pattedyr ville flytte sig, bevægede de sig ved små hop, der skyldtes sammentrækning af deres krop, og de støttede sig temmelig klodset på deres ufuldstændige finne, der hos deres slægtning lamantinen danner en virkelig underarm. Jeg bør sige, at disse dyr med deres smidige rygrad, deres smalle bækkenparti, med kort og tykt hår og med svømmefødder bevæger sig smidigt i vandet, der fremfor alt er deres element. I hvile og på landjorden indtager de særdeles yndefulde stillinger. Oldtidens mennesker, der iagttog deres blide fysiognomi, deres udtryksfulde blik, der ikke kunne overgås af det skønneste kvindeblik, deres fløjlsagtige og klare øjne, og som digtede om dem på deres vis, gjorde ved en metamorfose hannerne til tritoner og hunnerne til sirener.
Jeg gjorde Conseil ogmærksom på den betydelige udvikling af hjernevindingerne hos disse intelligente dyr. Intet pattedyr, med undtagelse af mennesket, har en større hjernemasse. Derfor er sælerne også i stand til at tage imod en vis opdragelse; de kan let tæmmes, og som flere naturforskere tror jeg, at de, når de blev passende dresseret, kunne gøre stor nytte ved fiskeri ligesom hunde på jagt.
De fleste af disse sæler lå og sov på klipperne eller på sandet. Blandt de egentlige sæler, der ikke har ydre ører — derved forskellige fra øresælerne, hvis ører er lidt udstående — bemærkede jeg flere varieteter af stenorhinus, tre meter lange, med hvid pels, med buldoghoved, forsynet med ti tænder i hver kæbe, fire fortænder foroven og forneden, og to store hjørnetænder, bøjet som blade på en fransk lilje. Søelefanter sneg sig ind mellem dem, en slags sæler, med kort og bevægelig snabel, slægtens kæmper, der med en omkreds på tyve fod måler ti meter i længden. De rørte sig ikke, da vi nærmede os.
— Er det ikke farlige dyr? spurgte Conseil mig.
— Nej, svarede jeg, ikke medmindre man angriber dem. Når en sæl forsvarer sin unge, er dens raseri frygteligt, og det er ikke sjældent, at den knuser en fiskerbåd.
— Det er kun rimeligt, svarede Conseil.
— Det nægter jeg ikke.
To mil længere fremme blev vi standset af det forbjerg, der beskyttede bugten for søndenvindene. Det faldt lodret ned mod havet, og brændingen skummede imod det. Fra den anden side af det skingrede frygtelige brøl, der lød som dem en hjord af drøvtyggere kunne have frembragt.
— Nå, sagde Conseil, er det en tyrekoncert?
— Nej, sagde jeg, en hvalroskoncert.
— Slås de?
— Enten slås de eller også leger de.
— Hvis herren ikke har noget imod det, så bør man se det.
— Det bør man se, Conseil.
Og der steg vi over mørke klipper, mellem uforudsete skred, og på sten, som isen gjorde meget glatte. Mere end en gang rullede jeg omkuld til skade for min lænd. Conseil, der var forsigtigere eller sikrere, snublede næppe nok, og sagde, idet han hjalp mig op:
— Hvis herren ville have den godhed at sætte benene lidt længere fra hinanden, kunne herren bedre holde balancen.
Da vi var kommet op på den øverste kam af forbjerget, opdagede jeg en udstrakt hvid slette, der var fuld af hvalrosser. Disse dyr legede med hinanden. Det var hyl af glæde, ikke af vrede.
Hvalrosser ligner sæler på formen af deres krop og stillingen af deres lemmer. Men fortænder og hjørnetænder mangler i deres underkæbe, og hvad de øverste hjørnetænder angår, er det to forsvarsvåben, der er firs centimeter lange og treogtredive ved omkredsen af tandhulen. Disse tænder, der består af massiv elfenben uden riller, hårdere end elefanternes og mindre tilbøjelig til at gulne, er meget eftertragtede. Derfor er hvalrosserne også mål for en ubetænksom jagt, der snart vil udrydde dem helt, da jægerne i flæng massakrerer de drægtige hunner og ungerne, og hvert år dræber mere end fire tusind.
Idet vi gik forbi nær ved disse mærkelige dyr, kunne jeg undersøge dem i ro og mag; thi de lod sig ikke forstyrre. Deres skind var tykt og rynket, i en brunlig tone, der spillede i det røde, deres hårlag var kort og ikke særlig tæt. Nogle af dem var fire meter lange. De var roligere og mindre frygtsomme end deres slægtninge mod nord, og de betroede ikke det hverv at overvåge deres opholdssteds nærmeste omgivelser til udvalgte skildvagter.
Efter at have undersøgt dette hvalrossamfund, tænkte jeg på at gå samme vej tilbage. Klokken var elleve, og hvis det så ud til, at kaptajn Nemo havde heldige betingelser for at foretage observationer, ville jeg gerne være til stede ved hans arbejde. Men jeg havde ikke noget håb om, at solen ville vise sig den dag. Tykke skyer i horisonten skjulte den for vore øjne. Det var, som om himmellegemet egenkærligt ville undlade at afsløre dette utilgængelige punkt på jordkloden for menneskene.
Imidlertid tænkte jeg på at gå hen mod Nautilus igen. Vi fulgte en smal flade på toppen af klinten. Klokken halvtolv havde vi nået udskibningsstedet. Den optrukne båd havde sat kaptajnen i land. Jeg fik øje på ham, idet han stod rank på en basaltblok. Han havde sine instrumenter i nærheden. Hans blik var fæstet på nordhorisonten, i hvis nærhed solen nu beskrev sin forlængede kurve.