Jeg tog plads nær ved ham og ventede uden at sige noget. Det blev middag, og solen viste sig lige så lidt som den foregående dag.
Det var et slemt uheld. Vi manglede stadig den observation. Hvis den ikke blev udført den næste dag, måtte vi give endeligt afkald på at bestemme var position.
Det var nemlig akkurat den 20. marts. I morgen, den 21., var det jævndøgn, og solen ville, når man ikke tog hensyn til strålebrydning, forsvinde under horisonten i seks måneder, og med dens forsvinden begyndte den lange polarnat. Siden jævndøgn i september var den dukket op over den nordlige horisont og havde hævet sig i langstrakte spiraler indtil den 21. december. Fra dette tidspunkt, disse polaregnes sommersolhverv, var den begyndt at gå nedad igen, og den næste dag ville den sende dem sine sidste stråler.
Jeg meddelte kaptajn Nemo mine iagttagelser og min frygt.
— De har ret, hr. Aronnax, hvis jeg ikke får solhøjden i morgen, kan jeg ikke tage den igen før om seks måneder. Men netop fordi tilfældighederne i min navigation har bragt mig ind i disse have den 21. marts, vil det også være let at bestemme min position, hvis solen ved middagstid viser sig for vore øjne.
— Hvorfor, hr. kaptajn?
— Fordi det er vanskeligt, når dagens stjerne beskriver langstrakte spiraler, at måle dens højde over horisonten nøjagtigt, og instrumenterne er udsatte for at begå alvorlige fejltagelser.
— Hvordan vil De da gå til værks?
— Jeg vil kun bruge mit kronometer, svarede kaptajn Nemo. Hvis i morgen, den 21. marts, solskiven ved middag, under hensyntagen til refraktionen, bliver delt nøjagtigt midt over i horisonten mod nord, så er jeg på Sydpolen.
— Ja, virkelig, sagde jeg. Dog er denne bekræftelse ikke matematisk nøjagtig fordi jævndøgn ikke nødvendigvis falder ved middag.
— De har ret, professor, men fejlen vil højst være på hundrede meter, og vi behøver det ikke bedre. Altså på gensyn i morgen.
Kaptajn Nemo vendte tilbage til skibet. Conseil og jeg vedblev lige til klokken fem at strejfe om på stranden, iagttagende og studerende. Den eneste kuriositet jeg samlede op, var et pingvinæg, der udmærkede sig ved sin størrelse og som en samler ville have betalt mere end tusind francs for. Det var isabellafarvet, og det og de striber og tegn, der prydede det, som lige så mange hieroglyffer, gjorde det til en særlig sjældenhed. Jeg lagde det i Conseils hænder, og denne forsigtige unge mand holdt det som et kostbart stykke kinesisk porcelæn og bragte det uskadt hen på Nautilus.
Der lagde jeg dette sjældne æg i en af museets vitriner. Til aften spiste jeg med god appetit et udmærket stykke sællever, hvis smag mindede om svinekød. Så gik jeg til køjs, ikke uden, som en hindu ville gøre det, at have påkaldt den store stjernes gunst.
Den næste dag, den 21. marts, gik jeg allerede klokken fem om morgenen op på platformen. Jeg fandt kaptajn Nemo der.
— Vejret bedrer sig en smule, sagde han. Jeg håber det bedste. Når vi har spist morgenmad, går vi i land for at vælge en observationspost.
Da dette var aftalt, gik jeg for at finde Ned Land. Jeg ville have haft ham med mig. Den stædige canadier afslog det, og jeg kunne godt se, at hans ordknaphed så vel som hans ærgrelse voksede fra dag til dag. Alligevel beklagede jeg ikke hans stædighed i dette tilfælde. Der var virkelig alt for mange sæler på land, og det var ikke nødvendigt at udsætte denne ubetænksomme jæger for den fristelse.
Da morgenmaden var overstået, begav jeg mig i land. Nautilus var sejlet endnu nogle mil frem i løbet af natten. Den var i rum sø, godt en mil fra en kyst, der domineredes af en spids bjergtop på fire-fem hundrede meter. Foruden mig medbragte båden kaptajn Nemo, to mænd af besætningen og instrumenterne, det vil sige et kronometer, en kikkert og et barometer.
Under vor overfart så jeg talrige hvaler, som hørte til de tre arter, der er ejendommelige for Sydhavene, grønlandshvalen eller englændernes» right-whale«, der ikke har nogen rygfinne, pukkelhvalen, balænoptera, med furet bug, med lange hvidlige finner, der trods dens navn, dog ikke er vinger, og finhvalen, der er gullig-brun og den hurtigeste af hvalerne. Dette mægtige dyr kan høres langt bort, når det til stor højde udslynger sin hvalblæst, søjler af luft og damp, der ligner røghvirvler. Disse forskellige pattedyr boltrer sig i flokke i de rolige vande, og jeg så godt, at dette sydpolsbækken nu tjente som tilflugtssted for de hvaler, der blev alt for stærkt forfulgt af fangerne.
Jeg bemærkede ligeledes lange hvidlige bånd af salper, en slags kolonier af bløddyr, og gopler i stort format, der gyngede i brændingen.
Klokken ni nåede vi land. Det var ved at klare op. Skyerne flygtede mod syd. Tågerne forlod vandenes kolde overflade. Kaptajn Nemo gik hen mod bjergtoppen, som han utvivlsomt ville bruge som observatorium. Det blev en vanskelig opstigning på de skarpe lavastumper og pimpsten, omgivet af en atmosfære, der ofte var mættet med de svovlholdige dampe fra fumarolerne. Skønt uvant med at betræde jorden besteg kaptajnen de stejleste skrænter med en smidighed, en lethed, som jeg ikke kunne stå mål med, og som en gemsejæger ville have misundt ham.
Vi brugte to timer til at nå toppen af denne tinde, der halvt var af porfyr, halvt af basalt. Derfra omfattede vore øjne et udstrakt hav, der mod nord klart tegnede sin yderste linie med himlen som baggrund. For vore fødder lå blændende hvide isflader. Over vort hoved en blegblå himmel, renset for tåger. Mod nord var solskiven som en ildkugle, der allerede var ramt af horisontens skærende linie. Fra vandenes skød hævede der sig prægtige springvand i hundredvis. I det fjerne lå Nautilus som en slumrende hval. Bag ved os, mod syd og øst, et umådeligt land, en kaotisk ophobning af klipper og is, der syntes uden grænser.
Da kaptajn Nemo var kommet til bjergtoppen, bestemte han omhyggeligt dens højde ved hjælp af barometeret; thi den måtte han tage med i beregningen under sin observation.
Et kvarter i tolv viste solen, der hidtil kun havde været synlig på grund af refraktionen, sig som en guldskive og spredte sine sidste stråler over dette øde fastland, over disse have, som mennesker endnu aldrig havde besejlet.
Bevæbnet med en kikkert med trådnet, der ved hjælp af et spejl korrigerede refraktionen, iagttog kaptajn Nemo himmellegemet, der lidt efter lidt dukkede ned under horisonten, idet det fulgte en stærkt forlænget diagonal. Jeg holdt kronometret. Mit hjerte hamrede. Hvis solens halve skive forsvandt, idet kronometret viste middag, var vi på selve polen.
— Middag! råbte jeg.
— Sydpolen, svarede kaptajn Nemo med alvorlig stemme, idet han rakte mig kikkerten, der viste mig dagens stjerne, som horisonten nøjagtigt skar i to lige store dele.
Jeg betragtede de sidste stråler, der kronede tinden, og skyggerne, der lidt efter lidt steg op ad dens skråninger.
I dette øjeblik begyndte kaptajn Nemo, mens han støttede sin hånd på min skulder, at tale til mig: — Hr. professor, i 1600 nåede hollænderen Ghéritk, der var slæbt med af strømninger og uvejr, til 64° sydlig bredde og opdagede New-Shetland. I 1773, den 17. januar, ankom den berømte Cook, der fulgte den otteogtredivte meridian, til 67° 30 bredde, og i 1774, den 30. januar, på den ét hundrede og niende meridian, nåede han 71° 15 bredde. I 1819 befandt russeren Bellingshausen sig på den niogtresindstyvende breddegrad, og i 1821 på den seksogtresindstyvende, på 111° vestlig længde. I 1820 blev englænderen Bransfield standset på den femogtresindstyvende grad. Det samme år steg amerikaneren Morrel, om hvem beretninger er tvivlsomme, langs den toogfyrretyvende breddegrad og opdagede det åbne hav på 70° 14 bredde. I 1825 kunne englænderen Powell ikke overskride den toogtresindstyvende grad. Det samme år steg en jævn sælfanger, englænderen Weddell, lige til 72° 14 bredde på den femogtredivte meridian og til 74° 15 på den seksogtredivte. I 1829 tog englænderen Forster, chef for Chantecler, det antarktiske fastland i besiddelse på 63° 26 bredde og 66° 26 længde. I 1831 opdagede englænderen Biscoe den 1. februar Enderbyland på 68° 50 bredde, i 1832, den 5. februar, Adelaideland på 67° bredde, og den 21. februar Grahamland på 64° 45 bredde. I 1838 opdagede franskmanden Dumont d’Urville, der var standset foran isbarrieren, på 62° 57 bredde, Louis-Philippeland; to år senere navngav han på et nyt fremstød mod syd på 66° 30 , den 21. januar, Adelieland og otte dage efter på 64° 40 Clariekysten. I 1838 kom englænderen Wilkes helt frem til den niogtresindstyvende breddegrad på den hundrede meridian. I 1839 opdagede englænderen Balleny Sabrinaland på grænsen af polarcirklen. Endelig i 1842 fandt englænderen James Roos, der havde udrustet Erebus og Terror, den 12. januar på 76° 56 bredde og 171° 7 østlig længde Victorialand; den 23. i samme måned pejlede han den fireog-halvfjerdsindstyvende breddegrad, det sydligste punkt, der hidtil var nået; den 27. var han på 76° 8 , den 28. på 77° 32 ; den 2. februar på 78° 4 , og i 1842 kom han igen til den enoghalvfjerdsindstyvende grad og kunne ikke passere den. Nu vel! Jeg, kaptajn Nemo, har den 21. marts 1868 nået Sydpolen på den halvfemsindstyvende grad, og jeg tager denne del af jordkloden i besiddelse som den sjette af de kendte verdensdele.