— I hvis navn, hr. kaptajn?
— I mit eget, hr. professor!
Og med disse ord udfoldede kaptajn Nemo et sort flag, der bar et gyldent N på sin flagdug, der var inddelt i fire felter. Så råbte han, idet han vendte sig mod dagens stjerne, hvis sidste stråler strejfede havet i horisonten:
— Farvel, sol! Forsvind, du strålende stjerne! Gå ned i dette åbne hav, og lad en nat på seks måneder strække sine skygger ud over mit nye rige!
Kapitel 39
Et ulykkestilfælde eller hvad der kan ske?
Den næste dag, den 22. marts, begyndte forberedelserne til afsejlingen klokken seks om morgenen. Tusmørkets sidste lysskær gled bort i natten. Kulden var gennemtrængende. Stjernebillederne strålede med en overraskende styrke. I Zenit funklede det vidunderlige sydkors, de antarktiske egnes polarstjerne.
Termometret viste tolv grader under nul, og da vinden friskede op, føltes kulden som en bidende smerte. Isflagernes tal mangedobledes i det åbne vand. Havet var ved at lægge helt til. Talrige mørke flader, der bredte sig på dets overflade, meldte om snarlige dannelser af nyis. Åbenbart var Sydpolarhavet abslut utilgængeligt, når det var frosset i de seks vintermåneder. Hvad blev der af hvalerne i den periode? De gik sikkert under barrieren for at søge mere fremkommelige have. Hvad angår sælerne og hvalrosserne, der var vant til at leve i de hårdeste klimaer, blev de i disse tilfrosne egne. Disse dyr har et instinkt, der får dem til at skrabe huller i isen og stadig holde dem åbne. Det er disse huller, de kommer til for at ånde; når fuglene, bortjaget af kulden, er trukket mod nord, bliver disse havpattedyr som eneherskere i polaregnene.
Vandreservoirerne var imidlertid blevet fyldt, og Nautilus gik langtsomt ned. I en dybde af tusind fod standsede den. Dens skrue piskede i vandet, og den gled frem, lige mod nord, med en hastighed på femten mil i timen. Henad aften flød den allerede under barrierens umådelige iskjold.
Af forsigtighed var salonens luger blevet lukket; thi Nautilus kunne støde mod en eller anden undersøisk forhindring. Derfor tilbragte jeg den dag med at renskrive mine optegnelser. Mit hoved var helt opfyldt af erindringerne om polen. Vi havde nået dette utilgængelige punkt uden udmattelse, uden fare, som om vor flydende waggon var gledet på en jernbanes skinner. Og nu begyndte tilbageturen virkelig. Havde den endnu lignende overraskelser i behold til mig? Jeg tænkte det, så uudtømmelig som rækken af undersøiske vidundere er! Siden tilfældet for fem en halv måned siden havde hensat os på dette skib, havde vi gennemsejlet fjorten tusind mil, og hvor mange mærkelige eller frygtelige begivenheder havde vi ikke oplevet på vor rejse ad den rute, der var mere udstrakt end jordens ækvator: jagten i Cresposkovene, strandingen i Torrestrædet, Koralkirkegården, Ceylons perlefiskerier, den arabiske tunnel, Santorins bål, Vigobugtens millioner, Atlantis, Sydpolen! I løbet af natten gik alle disse erindringer fra den ene drøm over i den anden og lod ikke min hjerne få ro et øjeblik.
Klokken tre om morgenen blev jeg vækket af et voldsomt stød. Jeg havde rejst mig op i køjen og sad og lyttede i mørket, da jeg brat blev slynget midt ud i kammeret. Øjensynligt havde Nautilus fået stærk slagside efter at have taget grunden.
Jeg støttede mig til væggen og slæbte mig ad gangene hen til salonen, som det strålende loft oplyste. Møblerne var væltet. Heldigvis havde vitrinerne, der var surret solidt ved fodstykkerne, holdt stand. Malerierne på styrbordssiden trykkede sig under forskydningen fra den lodrette linie ind mod væggens stofbeklædning, medens de til bagbord fjernede sig en fod derfra med deres nederste kant. Nautilus lå altså på styrbordssiden og desuden fuldstændig ubevægelig.
Fra det indre hørte jeg lyd af skridt, af forvirrede stemmer. Men kaptajn Nemo viste sig ikke. I det øjeblik, da jeg ville til at forlade salonen, trådte Ned Land og Conseil ind.
— Hvad er der i vejen? spurgte jeg dem straks.
— Det kom jeg for at spørge herren om, svarede Conseil.
— For tusind djævle! udbrød canadieren, det ved jeg da godt. Nautilus har taget grunden, og med den krængning den har, tror jeg ikke på, at den kan trække sig derfra, sådan som den første gang, i Torresstrædet.
— Men er den da i det mindste kommet op til havoverfladen? spurgte jeg.
— Det ved vi ikke, svarede Conseil.
— Det er det let at blive klar over, svarede jeg.
Jeg rådførte mig med manometret. Til min store overraskelse viste det en dybde på tre hundrede og tres meter.
— Hvad betyder dog dette? udbrød jeg.
— Man må spørge kaptajn Nemo, sagde Conseil.
— Men hvor finder vi ham? spurgte Ned Land.
— Følg med, sagde jeg til mine to kammerater.
Vi forlod salonen. Der var ingen i biblioteket. Ved trappen i midten, i mandskabets kammer, var der ingen. Jeg antog da, at kaptajn Nemo måtte være i rorgængerens bur. Det var bedst at vente. Vi gik alle tre igen ind i salonen.
Jeg bar i tavshed over med canadierens anklager. Ingen forhindrede ham i at lade sig rive med. Jeg lod ham få luft for sit dårlige humør, helt som han ville, uden at svare ham.
Vi havde siddet sådan i tyve minutter og prøvet at finde ud af den mindste lyd, der opstod i Nautilus’ indre, da kaptajn Nemo trådte ind.
Det lod ikke til at han så os. Hans ansigt, der ellers var så uforstyrreligt, afslørede en vis uro. Han iagttog i tavshed kompasset, manometret, og kom hen og satte en finger på et punkt på verdenskortet, i den del af det, der viste de sydlige have.
Jeg ville ikke forstyrre ham. Men da han nogle øjeblikke efter vendte sig mod mig, sagde jeg til ham, idet jeg brugte det udtryk overfor ham, som han havde betjent sig af i Torresstrædet:
— Er det, hvad der kan ske, chef?