— Nej, hr. professor, denne gang er det en ulykke.
— Alvorlig?
— Måske.
— Er faren overhængende?
— Nej.
— Er Nautilus strandet?
— Ja.
— Og hvordan er det sket?
— Ved et af naturens luner, ikke på grund af menneskers uduelighed. Der er ikke begået nogen fejl i vore manøvrer. Dog kan man ikke forhindre virkningerne af manglende ligevægt. Man kan trodse de menneskelige love, men ikke sætte sig op mod naturlovene.
Et mærkeligt øjeblik kaptajn Nemo valgte til at hengive sig til denne filosofiske betragtning! Kort sagt, hans svar sagde mig ikke noget.
— Kan jeg få at vide, hr. kaptajn, spurgte jeg ham, hvad grunden er til denne ulykke?
— En enorm isblok, et helt bjerg, er væltet, svarede han. Når isbjergene bliver udhulede forneden af varmere vand eller af gentagne stød, stiger deres tyngdepunkt. Så vender de helt omkring, de slår kolbøtter. Det er det, der er sket. Idet en af disse blokke væltede omkring, er den stødt på Nautilus, der flød under vandet. Glidende under dens skrog og løftende den med en uimodståelig kraft, har den så ført den til mindre vægtfyldige lag, hvor den nu ligger på siden.
— Men kan man ikke frigøre Nautilus ved at tømme dens reservoirer, sådan at den igen kommer i ligevægt?
— Det er det, man er ved i dette øjeblik, hr. professor. De kan høre pumperne fungere. Se på manometrets viser. Den siger os, at Nautilus stiger, men isbjerget stiger sammen med den, og ikke før et eller andet hindrer dets opadgående bevægelse, bliver vor stilling anderledes.
Nautilus havde unægtelig stadig den samme krængning til styrbord.
Den ville sikkert rette sig op, når selve blokken standsede. Men hvem ved, om vi ikke til den tid var stødt på undersiden af barrieren, om vi ikke ville blive grufuldt indeklemt mellem de to frosne flader?
Jeg tænkte over alle denne situations følger. Kaptajn Nemo holdt stadig øje med manometret. Siden isbjergets fald var Nautilus steget omtrent halvandet hundrede fod, men lå stadig i den samme vinkel mod den lodrette linie.
Pludselig kunne man mærke en let bevægelse i skibsskroget. Øjensynligt rettede Nautilus sig en smule op. De ting, der var ophængt i salonen, nærmede sig tydeligt til deres normale stilling. Væggene kom til at stå næsten lodret. Ingen af os sagde noget. Med bevæget hjerte så vi, mærkede vi, at skibet rettede sig op. Dørken blev igen horisontal under vore fødder. Der gik ti minutter.
— Endelig er vi på ret køl! udbrød jeg.
— Ja, sagde kaptajn Nemo, der var på vej hen mod døren.
— Men kommer vi til at flyde? spurgte jeg.
— Sikkert, svarede han, siden reservoirerne endnu ikke er tømte, og når de er tømt, skulle Nautilus igen stige op til havoverfladen. Kaptajnen gik ud, og jeg så snart, at man efter hans ordre havde standset Nautilus’ opstigen. Den ville nemlig snart være stødt mod den underste del af barrieren, og det var bedst at holde den midt i vandet.
— Vi er sluppet godt fra det! kom det nu fra Conseil.
— Ja. Vi kunne være blevet knust mellem isblokkene, eller i hvert fald lukket inde. Og så, uden at kunne forny luften… Ja, vi er sluppet heldigt fra det!
— Hvis det er forbi! mumlede Ned Land.
Jeg ville ikke begynde på en unyttig diskussion med canadieren, og jeg svarede ikke. For øvrigt åbnedes lugerne i dette øjeblik, og lyset udefra trængte ind gennem den afdækkede rude.
Vi var omgivet af vand, som jeg har sagt; men i en afstand på ti meter hævede der sig på hver side af Nautilus en blændende ismur. Oven over os og nedenunder samme mur. Ovenover, fordi barrierens underside var som et umådeligt loft. Nedenunder, fordi den omstyrtede blok, ved at glide lidt efter lidt, på sidemurene havde fundet to støttepunkter, der holdt den fast i denne position. Nautilus var fanget i en sand istunnel, af en bredde på ca. tyve meter, fyldt med roligt vand. Det ville altså være let for den at komme ud derfra ved at gå enten frem eller tilbage, og så nogle hundrede meter længere nede slå ind på en fri passage under barrieren.
Det lysende loft var blevet slukket, og dog strålede et kraftigt lys i salonen. Det var det mægtige skær fra isvæggene, der voldsomt kastede lanternens lysvæld tilbage. Jeg kan ikke skildre virkningen af de galvaniske stråler på disse store, lunefuldt afskårne blokke, hvor hver krog, hver kant, hver facet kastede forskelligt lys, efter arten af de årer, der løb i isen. En blændende ædelstensgrube, hvor særlig safirer krydsede deres blå stråler med smaragdernes grønne. Her og der løb nuancer af opalfarver af uendelig blidhed mellem brændende punkter som lige så mange gnistrende diamanter, hvis pragt intet øje kunne tåle. Lanternens styrke blev hundredfold stærkere ligesom lyset fra en lampe gennem linserne i et førsteklasses fyrtårn.
— Hvor det er smukt! Hvor er det smukt! udbrød Conseil.
— Ja! sagde jeg. Det er et vidunderligt syn, er det ikke, Ned?
— Åh, for tusind djævle, jo, svarede Ned Land. Det er pragtfuldt! Jeg er rasende over at være nødt til at indrømme det. Man har aldrig set noget lignende. Men dette syn kan blive dyrt for os. Og hvis man skal sige det rent ud, så tror jeg, at vi her ser ting, som Gud ikke har bestemt for menneskers øjne.
Ned havde ret. Det var alt for smukt. Pludselig fik et skrig fra Conseil mig til at vende mig om.
— Hvad er der i vejen? spurgte jeg.
— Herren må lukke øjnene! Herren må ikke se!
Idet Conseil sagde det, lagde han hastigt hænderne over sine øjenlåg.
— Men hvad er der dog, min ven?
— Jeg er blændet, jeg kan ikke se!
Mit blik gik uvilkårligt hen imod vinduet, men jeg kunne ikke tåle den ild, der fortærede det.
Jeg forstod hvad der var sket. Nautilus var lige gået i gang for fuld kraft. Alle de rolige skær fra ismurene havde nu forandret sig til lynende blink. Gnisterne fra disse myriader af diamanter smeltede sammen. Ført med af sin skrue sejlede Nautilus helt omgivet af lynglimt.
Nu blev lugerne i salonen lukket. Vi holdt hænderne for øjnene, der var helt gennemtrægt af den slags koncentriske lysglimt, der driver foran nethinden, når solstrålerne har ramt den alt for voldsomt. Der krævedes nogen tid til at berolige forstyrrelsen i vore øjne.
Omsider kom vore hænder dog ned.
— Det ville jeg sandelig aldrig have troet, sagde Conseil.
— Og jeg tror det endnu ikke! fortsatte canadieren.
— Når vi kommer tilbage til jorden, tilføjede Conseil, sløvede af så mange af naturens undere, hvad vil vi så tænke om de elendige fastlande og de småting, der er udgået fra menneskehånd! Nej, den beboede verden er ikke længere noget værdigt opholdssted for os!
Sådanne ord fra en uforstyrrelig flamlænders mund viser, hvor meget sindsbevægelsen havde øget vor begejstring. Men canadieren undlod ikke at slå koldt vand i blodet.
— Den beboede verden! sagde han hovedrystende. Bare rolig, kære Conseil, den kommer vi ikke tilbage til!
Klokken var nu fem om eftermiddagen. I det øjeblik indtraf en rystelse forude i Nautilus. Jeg forstod, at forstavnen var stødt mod en isblok. Det måtte være en gal manøvre; denne undersøiske tunnel, der delvis var spærret af isblokke, var ikke let at navigere i. Jeg tænkte dog, at kaptajn Nemo ved at ændre sin kurs ville komme uden om disse forhindringer eller ville følge tunnelens snoninger. Bevægelsen fremad kunne i hvert fald ikke være absolut standset. Mod min forventning trak Nautilus sig alligevel ganske tydeligt tilbage.
— Vi går baglæns, sagde Conseil.