— Ja, svarede jeg. Tunnelen må være uden udgang i denne retning.
— Og hvad så?
— Så, sagde jeg, er manøvren ganske simpel. Vi går samme vej tilbage, og går ud af den sydlige åbning. Det er det hele.
Idet jeg talte således, ville jeg gerne synes sikrere end jeg i virkeligheden var. Imidlertid påskyndedes Nautilus bevægelse bagud, og med skruen slået bak slæbte den os af sted med stor hastighed.
— Vi bliver forsinkede, sagde Ned.
— Hvad gør det, nogle timer mere eller mindre, når blot man kommer ud.
— Ja, når blot man kommer ud! gentog Ned.
I nogle øjeblikke gik jeg frem og tilbage mellem salonen og biblioteket. Mine kammerater sad stille og tavse. Jeg kastede mig snart efter på en sofa, og jeg tog en bog, som mine øjne mekanisk gennemløb. Et kvarter efter sagde Conseil, der var kommet hen til mig:
— Er det meget interessant, det herren læser?
— Meget interessant, svarede jeg.
— Det tror jeg gerne. Det er herrens egen bog, herren læser i.
— Min bog?
Jeg holdt virkelig i min hånd værket om De store Havdybders Mysterier. Det anede jeg ikke engang. Jeg lukkede bogen og begyndte igen at gå frem og tilbage. Ned og Conseil rejste sig for at trække sig tilbage.
— Bliv her, mine venner, sagde jeg, idet jeg holdt dem tilbage. Lad os blive sammen, til vi er kommet ud af denne blindgade.
— Som det behager herren, svarede Conseil.
Nogle timer gik hen. Jeg iagttog hyppigt de instrumenter, der var ophængt på salonens væg. Manometret angav, at Nautilus holdt sig på en konstant dybde på tre hundrede meter, kompasset, at den stadig styrede mod syd, loggen, at den gik med en hastighed på tyve mil i timen, en overordentlig hastighed i et så trangt rum. Men kaptajn Nemo vidste, at han ikke kunne skynde sig for meget, og at nu var minutterne så kostbare som århundreder.
Klokken otte femogtyve kom der et nyt stød. Denne gang agterude. Jeg blegnede. Mine kammerater var kommet hen til mig. Jeg havde grebet Conseils hånd. Vi vekslede spørgende blikke, og de var tydeligere end om ord havde tolket vore tanker.
I det øjeblik trådte kaptajnen ind i salonen. Jeg gik hen til ham.
— Er vejen spærret mod syd? spurgte jeg.
— Ja, hr. professor. Isbjerget har ved at dreje sig igen lukket enhver udgang.
— Vi er indespærrede?
— Ja.
Kapitel 40
Luftmangel
Således var der nu om Nautilus, rundt om, ovenover, nedenunder, en uigennemtrængelig ismur. Vi var barrierens fanger! Canadieren havde slået i bordet med sin mægtige næve. Conseil sagde ingenting. Jeg betragtede kaptajnen. Hans ansigt havde igen den sædvanlige urokkelighed. Han havde lagt armene over kors. Han stod og grundede. Nautilus rørte sig ikke.
Så tog kaptajnen ordet:
— Mine herrer, sagde han med rolig stemme, der er to måder at dø på under de forhold, hvori vi er.
Denne uforklarlige personlighed så ud som en matematiklærer, der giver en demonstration for sine elever.
— Den første, begyndte han igen, er at blive klemt ihjel. Den anden er at blive kvalt. Jeg taler ikke om muligheden for at dø af sult; thi Nautilus’ forsyninger vil sikkert holde ud, længere end vi. Lad os derfor tænke over mulighederne for at blive knust eller blive kvalt.
— Med hensyn til kvælning, hr. kaptajn, svarede jeg, behøver man ikke at frygte den, for vore reservoirer er fyldte.
— Rigtigt, fortsatte kaptajn Nemo, men de kan kun give os luft til to dage. Nu har vi været seksogtredive timer under vandet, og den tunge luft i Nautilus trænger allerede til at blive fornyet. Om otteogfyrre timer er vor reserve opbrugt.
— Nå ja, chef, så lad os blive befriet inden otteogfyrre timer!
— Vi prøver i det mindste på det, ved at gennembore den mur, der omgiver os.
— Fra hvilken side? spurgte jeg.
— Det er det sonden skal vise os. Jeg vil nu lade Nautilus strande længst nede, og klædt i dykkerdragter vil mine mænd angribe isbjerget på dets tyndeste væg.
— Kan man åbne lugerne i salonen?
— Det kan man uden ulempe. Vi sejler ikke mere.
Kaptajn Nemo gik ud. Snart underrettede fløjtende lyde mig om, at vandet var ved at komme ind i reservoirerne. Nautilus gik langsomt ned og hvilede på isbunden på en dybde på tre hundrede og halvtreds meter, den dybde, hvori den laveste isblok var neddukket.
— Mine venner, sagde jeg, situationen er alvorlig, men jeg regner med jeres mod og med jeres energi.
— Hr. professor, svarede canadieren, det er ikke i dette øjeblik, jeg skal plage Dem med mine beklagelser. Jeg er parat til at gøre alt for den fælles frelse.
— Vel, Ned, sagde jeg, idet jeg rakte canadieren hånden.
— Jeg vil tilføje, fortsatte han, at hvis jeg, som lige øvet i at håndtere hakken som harpunen, kan være til nytte for kaptajnen, står jeg til hans rådighed.
— Han vil ikke afslå Deres hjælp. Kom med, Ned.
Jeg førte canadieren til det kammer, hvor mændene på Nautilus var ved at tage deres dykkerdragter på. Jeg meddelte kaptajnen Neds forslag, som han gik ind på. Canadieren tog sin dykkerdragt på og var lige så snart parat som sine arbejdskammerater. Hver af dem bar på sin ryg Rouquayrol-apparatet, som reservoirerne havde skaffet en stor portion ren luft. Et betydeligt, men nødvendigt indhug var sket i Nautilus’ reserve. Hvad angår Ruhmkorff-apparaterne var de unyttige, omgivet af disse lysende vande, der var gennemtrængt af elektriske stråler.
Da Ned var klædt på, vendte jeg tilbage til salonen, hvis ruder var afdækkede, og anbragt ved Conseils side undersøgte jeg de omgivende lag, der understøttede Nautilus.
Nogle øjeblikke efter så vi en halv snes mand af besætningen sætte foden på isblokken, og blandt dem var Ned Land, let kendelig på sin høje skikkelse. Kaptajn Nemo var sammen med dem.
Før man gik over til at udhule isvæggene, lod han mændene anvende sonderinger, der skulle sikre den rigtige retning for arbejdet. Lange sonder blev boret ind i sidevæggene; men efter femten meter var de endnu inde i isen. Det var unyttigt at gå løs på den flade, der dannede loftet, siden det var selve barrieren, hvis højde oversteg fire hundrede meter. Så lod kaptajn Nemo fladen under os sondere. Der skilte en væg på ti meter os fra vandet. Så tykt var dette islag. Det drejede sig om derfra at udskære et stykke, der i omrids var ligesom Nautilus’ vandlinie. Der var omtrent seks tusind, fem hundrede kubikmeter at fjerne for at udhule en åbning, gennem hvilken vi kunne gå ned under isflagen. Arbejdet blev øjeblikkelig begyndt og blev ledet med utrættelig fasthed. I stedet for at hugge ud omkring Nautilus, hvad der ville have medført de største vanskeligheder, lod kaptajn Nemo den umådelige gravs omrids tegne otte meter fra den bagbords låring. Så borede hans mænd samtidig på flere steder huller i denne linie. Snart angreb hakken med styrke det kompakte stof, og store blokke blev adskilt fra massen. Ved en mærkelig virkning af den specifikke vægt så at sige fløj disse blokke, der var lettere end vandet, mod tunnelens hvælvede loft, der blev lige så meget tykkere som højden af det, hvormed tunnelen blev dybere for neden. Men det betød kun lidt i betragtning af, at den nederste væg formindskedes lige så meget.
Efter to timers energisk arbejde kom Ned Land ind igen. Han og hans kammerater blev erstattet af nye arbejdere, som vi, Conseil og jeg, sluttede os til. Nautilus’ næstkommanderende ledede os.