Vandet forekom mig særdeles koldt, men jeg blev hurtigt varm igen ved at håndtere hakken. Mine bevægelser var meget frie, skønt de udførtes under et tryk på tredive atmosfærer.
Da jeg efter to timers arbejde vendte tilbage for at få noget at spise og komme til at hvile mig, fandt jeg en betydelig forskel mellem den rene strøm, Rauquarol-apparatet forsynede mig med, og Nautilus’ atmosfære, der allerede var belastet med kulsyre. Luften var ikke blevet fornyet i otteogfyrre timer, og dens oplivende egenskaber var betydeligt svækket. Men efter tolv timers forløb havde vi kun fjernet et én meter højt lag is fra det udpegede sted, det vil sige cirka seks hundrede kubikmeter. Under forudsætning af, at der stadig blev udført samme mængde arbejde i tolv timer, krævedes der endnu fem nætter og fire dage for at føre dette foretagende godt til ende.
— Fem nætter og fire dage! sagde jeg til mine kammerater, og vi har kun luft til to dage i reservoirerne.
— Uden at tænke på, svarede Ned, at når vi engang er kommet ud af dette forbandede hul, så er vi stadig fanget under barrieren og uden mulighed for forbindelse med atmosfæren.
En rigtig bemærkning. Hvem kunne nu forudse, hvilket minimum af tid der var nødvendigt for vor befrielse? Ville vi ikke være dræbt ved kvælning, før Nautilus kunne komme op til bølgernes overflade igen? Var den bestemt til at forlise i denne isgrav med alle dem, som den indesluttede? Situationen forekom frygtelig. Men hver af os havde set den i øjnene, og alle var bestemt på at gøre deres pligt lige til det sidste.
Som jeg havde forudset blev i nattens løb et nyt lag på en meter fjernet fra det umådelige hulrum. Men da jeg om morgenen igen var klædt i min dykkerdragt og løb igennem den flydende masse ved en temperatur på seks-syv grader under nul, bemærkede jeg, at murene ved siderne lidt efter lidt kom nærmere. De vandlag, der var langt borte fra udgravningen, og som ikke blev opvarmet ved mændenes arbejde og redskabernes brug, viste tilbøjelighed til at stivne. Hvad skulle det blive til med vore muligheder for redning, og hvordan kunne man hindre disse flydende omgivelsers tilfrysning, der ville have fået Nautilus’ vægge til at springe som glas?
Jeg lod ikke mine to kammerater få kendskab til denne nye fare. Til hvad nytte risikere at slå den energi ned, som de brugte til det vanskelige redningsarbejde? Men da jeg igen var kommet om bord, gjorde jeg kaptajn Nemo opmærksom på denne alvorlige omstændig-hed.
— Jeg ved det, sagde han i den rolige tone, som ikke de frygteligste forhold kunne ændre. Det er en fare mere, men jeg ser ikke noget middel til at afværge den. Den eneste mulighed for redning er at være hurtigere end tilfrysningen. Det drejer sig om at komme først. Det er det hele.
At komme først! Jeg burde egentlig være blevet vant til denne måde at tale på.
Den dag håndterede jeg energisk hakken i flere timer. Arbejdet holdt mig oppe. For resten var det at arbejde, at forlade Nautilus, det var direkte at indånde den rene luft, der var lånt fra reservoirerne og blev leveret af apparaterne, det var at forlade en fortyndet og fordærvet luft. Henad aften var der atter fjernet en meter fra udgravningen. Da jeg igen kom tilbage på skibet, var jeg lige ved at blive kvalt af den kulsyre, hvormed luften var mættet. Ak, at vi dog ikke havde de kemiske midler, der havde gjort det muligt at forjage denne giftige gas! Ilt manglede vi ikke. Alt dette vand indeholdt en betydelig mængde deraf, og ved at udskille den derfra kunne vi have fået det livgivende stof tilbage. Jeg havde nok tænkt på det, men til hvad nytte, da den kulsyre, der blev produceret af vort åndedræt, var trængt ind overalt i skibet. For at opsuge den havde det været nødvendigt at fylde beholdere med ætsende kalium og uafladelig røre om i dem. — Men dette stof manglede om bord, og intet kunne erstatte det.
Den aften måtte kaptajn Nemo åbne hanerne for sine reservoirer og sende nogle mål luft ind i Nautilus’ indre. Uden denne forholdsregel var vi aldrig vågnet igen.
Den næste dag, den 26. marts, genoptog jeg mit arbejde som minør, idet vi begyndte at fjerne den femte meter. Sidevæggene og barrierens underside blev tydeligt tykkere. Det var klart, at de ville slutte sig sammen, inden Nautilus nåede at frigøre sig. Et øjeblik blev jeg grebet af fortvivlelse. Min hakke var lige ved at falde ud af mine hænder. Hvorfor arbejde, hvis jeg skulle dø, kvalt, knust af dette vand, der forvandlede sig til sten, en tortur, som ikke engang uciviliserede folks grusomhed havde opfundet. Det var som om jeg var mellem et uhyres frygtelige kæber, der uimodståeligt nærmede sig.
Kaptajn Nemo, der ledede arbejdet og selv arbejdede, passerede i dette øjeblik tæt forbi mig. Jeg rørte ved ham med min hånd og pegede på vort fængels vægge. Muren til styrbordsiden var kommet mindst fire meter nærmere til Nautilus’ skrog.
Kaptajnen forstod mig og gjorde tegn til mig om at følge med. Vi vendte tilbage til skibet. Da min dykkerdragt var taget af, ledsagede jeg ham ind i salonen.
— Hr. Aronnax, det er nødvendigt at prøve et eller andet heroisk middel, ellers bliver vi indemurede i dette stivnede vand som i cement.
— Ja, sagde jeg, men hvad er der at gøre?
— Åh, udbrød han, om min Nautilus var stærk nok til at bære dette tryk uden at blive knust af det!
— Nå, og hvad så? spurgte jeg, der ikke havde forstået kaptajnens tanke.
— Forstår De ikke, at denne vandets størkning kommer os til hjælp? Ser De ikke, at idet det fryser, vil det sprænge de islag, der holder os fangne, som det ved at fryse sprænger de hårdeste sten? Fatter De ikke at det kunne blive et middel til frelse i stedet for et middel til ødelæggelse?
— Jo, kaptajn, måske. Men hvilken modstandsevne mod tilintetgørelse Nautilus end er i besiddelse af, kan den dog ikke bære dette forfærdende tryk, og den vil blive lige så flad som en stålplade.
— Jeg ved det, professor. Man skal altså ikke regne med naturens hjælpemidler, men vi må stole på os selv. Man må gøre modstand mod denne størkning. Det er nødvendigt at standse den. Ikke blot trænger sidevæggene sig sammen, men der er kun ti fod vand foran og bagved Nautilus. Isen vinder ind på os fra alle sider.
— Hvor længe, spurgte jeg, vil der være luft nok i reservoirerne til at vi kan ånde om bord?
Kaptajnen så mig ind i ansigtet.
— I overmorgen er reservoirerne tomme! sagde han.
Jeg følte den kolde sved komme over mig. Og dog, kunne jeg blive forbavset over det svar? Den 22. marts var Nautilus dukket ned i polens åbne vande. Nu havde vi den 26. I de sidste fem dage havde vi levet på skibets reserver. Og hvad der var tilbage af indåndingsluft var det nødvendigt at forbeholde dem, der arbejdede. I det øjeblik, da jeg skriver disse ting, er mit indtryk endnu så levende, at en rædsel uvilkårligt griber hele mit væsen, og det er som mine lunger mangler luft!
Men kaptajn Nemo tænkte sig om, tavs, ubevægelig. Det var tydeligt, at han havde fået en idé. Men det lod til, at han afviste den. Han svarede sig selv negativt. Endelig undslap nogle ord hans læber; han mumlede:
— Kogende vand!
— Kogende vand? udbrød jeg.
— Ja, professor. Vi er indelukket i et forholdsvis snævert rum. Er det ikke sådan, at kogende vandmasser, til stadighed udsprøjtet af Nautilus’ pumper, kan hæve temperaturen i disse omgivelser og forsinke deres størkning?
— Det må man prøve, sagde jeg resolut.
— Lad os prøve, hr. professor.
Termometret viste nu mere end syv graders frost udenfor. Kaptajn Nemo førte mig hen til kabyssen, hvor store destillationsapparater fungerede og leverede drikkevand ved fordampning. Han fyldte dem med vand, og al den elektriske varme fra elementerne blev ført gennem de slanger, der lå i vandet. På nogle minutter havde dette vand nået hundrede grader. Det blev ledet hen imod pumperne, mens nyt vand efterhånden erstattede det. Den varme elementerne udviklede, var sådan, at det kolde vand, der blev øst op af havet, blot efter at være løbet gennem apparaterne, var kogende, når det kom til pumperørene.