Udsprøjtningen begyndte, og tre timer senere viste termometret udenfor seks grader under nul. Det var én grad vundet. To timer senere viste termometret kun fire graders frost.
— Det lykkes os, sagde jeg til kaptajnen, efter ved talrige iagttagelser at have fulgt operationens fremadskriden.
— Jeg tror det, svarede han. Vi bliver ikke knust. Nu har vi ikke andet end kvælningsdøden at frygte.
I løbet al natten steg vandets temperatur til én grad under nul. Udsprøjtningerne kunne ikke få det til at stige yderligere. Men da havvandet først fryser ved mindst to graders frost, var jeg endelig beroliget med hensyn til størkningens farer.
Den næste dag, den 27. marts, var seks meter is endelig hugget op fra hulrummet. Der var blot fire meter at fjerne. Det var endnu otteogfyrre timers arbejde. Luften kunne ikke mere fornyes i Nautilus’ indre. Derfor blev den også stadig dårligere den dag.
En utålelig tyngde overvældede mig. Henad tre om eftermiddagen kom en voldsom grad af angstfølelse over mig. Jeg var ved at gabe mine kæber af led. Mine lunger søgte gispende efter det tændstof, der er uundværligt for åndedrættet, og som fortyndedes mere og mere. En moralsk sløvhed greb mig. Jeg lå hen uden kraft, næsten bevidstløs. Min gode Conseil, der var ramt af de samme symptomer, led de samme lidelser, forlod mig ikke. Han tog min hånd, han opmuntrede mig, og jeg hørte ham endda mumle:
— Åh, om jeg kunne lade være at trække vejret, så der kunne blive mere luft til herren!
Jeg fik tårer i øjnene ved at høre ham tale således.
Men hvis situationen for os alle var utålelig indenbords, med hvilken hast, med hvilken lykke tog vi så ikke vore dykkerdragter på for at arbejde, når turen kom til os. Hakkerne klang mod den frosne flade. Armene blev trætte, huden blev skrabet af hænderne, men hvad betød den træthed, disse sår! Den livgivende luft kom ned i vore lunger! Vi åndede atter!
Og dog var der ingen, der forlængede sit arbejde under havet udover den fastsatte tid. Enhver, der havde udført sit hverv, overgav til sine gispende kammerater den luftbeholder, der skulle skænke dem livet. Kaptajn Nemo gav eksemplet, og var den første til at underkaste sig under den strenge disciplin. Når timen var inde, overgav han sit apparat til en anden, og vendte tilbage til skibets fordærvede atmosfære, uden svaghed, uden knurren.
Den dag blev det sædvanlige arbejde udført med endnu større kraft. Der var kun to meter tilbage at fjerne fra hele hulens bund. Kun to meter skilte os fra det åbne hav. Men beholderne var næsten tømt for luft. Den smule, der var, måtte bevares til arbejderne. Der var ikke et atom til Nautilus!
Da jeg igen kom om bord, blev jeg halvejs kvalt. Hvilken nat! Jeg formår ikke at skildre den. Sådanne lidelser kan ikke beskrives. Næste dag var mit åndedrag svagt. Med hovedsmerter var blandet bedøvende svimmelhed, så jeg var som beruset. Mine kammerater havde de samme symptomer. Nogle af besætningsmedlemmerne rallede.
Den dag, den sjette i vort fangenskab, besluttede kaptajn Nemo, der fandt mejselen og hakken for langsomme, at knuse det islag, der endnu skilte os fra vandet nedenunder. Dette menneske havde bevaret sin koldblodighed og sin energi. Ved sin moralske styrke betvang han de fysiske smerter. Han tænkte, han kombinerede, han handlede.
Efter hans ordre blev fartøjet lettet, det vil sige løftet fra islejet ved en ændring af den specifikke vægt. Da det flød, halede man det hen, så det kom til at ligge over den umådelige grav, der var tegnet efter dets største omrids. Så fyldtes skibets vandreservoirer, det gik ned og faldt til i hulrummet.
I det øjeblik gik alle igen om bord, og den dobbelte udgang blev lukket. Nu hvilede Nautilus på det islag, der kun var en meter tykt, og som sonderne havde gennemhullet på tusinde steder.
Så blev reservoirernes haner åbnet på vid gab, og hundrede kubikmeter vand styrtede ind og forøgede Nautilus’ vægt med hundrede tusinde kilogram.
Vi ventede, vi lyttede, vi glemte vore lidelser, vi håbede endnu. Nu havde vi sat alt på ét kort.
Trods den susen, der fyldte mit hoved, hørte jeg snart en rystelse under Nautilus’ skrog. Der skete en niveausænkning. Isen revnede med en mærkelig bragen, der lignede den, hvormed papir rives over, og Nautilus gik ned.
— Vi kommer igennem, mumlede Conseil i mit øre.
Jeg kunne ikke svare ham. Jeg greb hans hånd. Jeg trykkede den med en ufrivillig krampetrækning. Pludselig dukkede Nautilus, trukket med af sin frygtelige overbelastning, som en kanonkugle ned i vandet, det vil sige, den faldt som den ville være faldet i det tomme rum. Så blev al den elektriske kraft sat på pumperne, der straks begyndte at jage vandet ud af reservoirerne. Efter nogle minutter blev vort fald standset. Snart viste manometret endog en opadgående bevægelse. Skruen, der gik for fuld kraft, fik stålskroget til at skælve helt ud i boltene og slæbte os nordpå.
Men hvor længe skulle denne sejlads under barrieren til det åbne hav vare? En dag endnu? Jeg ville være død forinden!
Halvt udstrakt på en af bibliotekets sofaer var jeg ved at kvæles. Mit ansigt var violet, mine læber blå, min kraft brudt. Jeg kunne hverken se eller høre længere. Fornemmelsen af tid var forsvundet for mig. Mine muskler kunne ikke trække sig sammen.
Jeg kan ikke sige, hvor mange timer der forløb således. Men jeg var klar over, at min dødskamp begyndte. Jeg forstod, at jeg skulle dø…
Pludselig kom jeg til mig selv. Nogle åndepust trængte ned i mine lunger. Var vi steget op til bølgernes overflade? Var vi kommet under barrieren?
Nej! Det var Ned og Conseil, mine to gode venner, der ofrede sig for at redde mig. Nogle luftatomer var endnu tilbage i bunden af et apparat. I stedet for at indånde det, havde de gemt det til mig, og mens de var ved at kvæles, skænkede de mig livet dråbe for dråbe! Jeg ville skubbe apparatet bort. De holdt mine hænder, og i nogle minutter åndede jeg med vellyst.
Mit blik gik mod uret. Klokken var elleve om formiddagen. Det måtte være den 28. marts. Nautilus gik med en frygtelig hastighed på fyrretyve mil i timen. Den snoede sig i vandene.
Hvor var kaptajn Nemo? Var han bukket under? Var hans ledsagere døde sammen med ham?
I det øjeblik viste manometret, at vi ikke var mere end tyve fod fra overfladen. Et almindeligt islag skilte os fra atmosfæren. Kunne man knække det?
Måske! I hvert fald skulle Nautilus til at forsøge det. Jeg kunne virkelig mærke, at den indtog en skrå stilling, idet den sænkede sin agterstavn og hævede sin forstavn. En indførelse af vand havde været nok til at bryde dens ligevægt. Skudt frem af sin mægtige skrue angreb den så isen nedefra som en frygtelig murbrækker. Den fik den til at briste lidt efter lidt, trak sig tilbage, gik med fuld fart mod isen, der flængedes, og endelig slyngede den sig, båret frem af et sidste tilløb, og på den frosne overflade, som den knuste med sin vægt.
Lugen blev åbnet, man kunne sige revet op, og luften trængte i strømme ind alle vegne i Nautilus.
Kapitel 41
Fra Kap Horn til Amazonfloden