Hvordan jeg var kommet op på platformen, skal jeg ikke kunne sige. Måske havde canadieren båret mig derop. Men jeg åndede, jeg inddrak den livgivende havluft. I min nærhed berusede mine to kammerater sig i de friske molekyler. Ulykkelige mennesker, der alt for længe har været uden næring, kan ikke uhæmmet kaste sig over de første madvarer, som man stiller for dem. Vi derimod, vi behøvede ikke at holde måde, vi kunne fylde lungerne med atmosfærens atomer, og det var brisen, brisen selv, der skænkede os denne vellystige rus!
— Åh, kom det fra Conseil, hvor er det godt med ilten! Herren skal ikke være bange for at indånde den. Der er nok af den til alle mennesker!
Hvad Ned Land angår, sagde han ikke noget; men han spærrede gabet op, så det kunne forskrække en haj. Og hvilke mægtige åndedrag! Canadieren» trak «som en kakkelovn, når ilden buldrer i den. Vi fik hurtigt vore kræfter tilbage, og da jeg så mig om, opdagede
jeg, at vi var alene på platformen. Der var ikke én mand af besætningen. Ikke engang kaptajn Nemo var der. Nautilus’ mærkelige sømænd nøjedes med den luft, der cirkulerede i skibets indre. Ikke én var kommet for at glæde sig i fri luft.
De første ord, jeg udtalte, var taknemmelighedsytringer og taksigelser til mine to kammerater. Ned og Conseil havde forlænget mit liv i de sidste timer i denne lange dødskamp. Al min erkendtlighed kunne ikke være for meget for en sådan hengivenhed.
— Det er godt! Hr. professor, svarede Ned Land mig, det er ikke umagen værd at tale om det. Hvad fortjeneste har vi indlagt os ved det? Ikke nogen. Det var kun et spørgsmål om almindelig regning. Deres liv var mere værd end vores. Altså måtte man bevare det.
— Nej, Ned, svarede jeg, det var ikke mere værd. Ingen er bedre end en ædelmodig og god mand, og det er det De er!
— Så er det godt, så er det godt, gentog canadieren forlegen.
— Og du, min gode Conseil, du har lidt meget.
— Ikke særlig, for at sige det rent ud til herren. Jeg manglede ganske vist nogle mundfulde luft, men jeg tror jeg ville have vænnet mig til det. For resten så jeg, at herren var ved at besvime, og så havde jeg ikke den mindste lyst til at trække vejret. Det tog som man siger, vejret fra…
Conseil blev flov over at have kastet sig ud i banaliteter, og talte ikke ud.
— Mine venner, svarede jeg, stærkt bevæget, vi er knyttet til hinanden for bestandig, og I har krav på mig…
— Som jeg nok skal misbruge, fortsatte canadieren.
— Hva’? kom det fra Conseil.
— Ja, begyndte Ned Land igen, krav på at slæbe Dem med mig, når jeg forlader denne infernalske Nautilus.
— Ærlig talt, er vi på den rette vej? sagde Conseil.
— Ja, svarede jeg, da vi går mod solsiden, og der hvor solen er, der er norden.
— Uden tvivl, fortsatte Ned Land, men vi mangler at få at vide, om vi sejler ind i Stillehavet eller ind i Atlanten, det vil sige, de befærdede have eller de øde.
Det kunne jeg ikke svare på, og jeg var bange for, at kaptajn Nemo snarest ville tage os ind i det mægtige ocean, der på én gang beskyller Asiens og Amerikas kyster. Således ville han fuldende sin undersøiske jordomsejling og komme tilbage til de have, hvor Nautilus fandt den fuldkomneste uafhængighed. Men hvis vi vendte tilbage til Stillehavet, fjernt fra alt beboet land, hvad blev der så af Ned Lands planer?
Vi måtte inden længe blive klare over dette vigtige spørgsmål. Nautilus sejlede hastigt af sted. Vi kom hurtigt over polarkredsen, og kursen blev sat mod Kap Horn. Vi var på højde med dette amerikanske forbjerg den 31. marts klokken syv om aftenen.
Nu var alle vore overstandne lidelser glemt. Erindringen om dette fangenskab i isen udslettedes af vort sind. Vi tænkte kun på fremtiden. Kaptajn Nemo viste sig ikke mere, hverken i salonen eller på platformen. Positionen, der hver dag blev markeret på verdenskortet, pejlet af næstkomanderende, tillod mig at bestemme Nautilus’ nøjagtige kurs. Nu blev det den aften, til min store tilfredshed, klart, at vi vendte tilbage nordpå gennem Atlanten.
Jeg meddelte canadieren og Conseil resultatet af mine iagttagelser.
— Godt nyt, svarede canadieren, men hvor sejler Nautilus hen?
— Jeg kan ikke sige det, Ned.
— Vil dens kaptajn efter Sydpolen binde an med Nordpolen, og vende tilbage til Stillehavet ad den berømte Nordvestpassage?
— Det kan ikke nytte at trodse ham, svarede Conseil.
— Nå, ja, sagde canadieren, lad os så foreløbig holde ham med selskab.
— I hvert fald, tilføjede Conseil, så er kaptajn Nemo en energisk mand, og vi kommer ikke til at beklage at vi har kendt ham.
— Navnlig ikke, når vi er kommet væk fra ham! svarede Ned Land.
Den næste dag, den 1. april, da Nautilus nogle minutter før middag steg op til bølgernes overflade, fik vi mod vest kending af en kyst. Det var Ildlandet, som de første søfarere gav dette navn, da de så de talrige røgsøjler, der steg op fra de indfødtes hytter. Dette Ildland danner en stor samling øer, der strækker sig over tredive mil i længden og firsindstyve mil i bredden, mellem 53° og 56° sydlig bredde og 67° 50 og 77° 15 vestlig længde. Kysten forekom mig lav, men i det fjerne hævede der sig høje bjerge. Jeg troede endda at skimte Sarmientobjerget, der rager to tusinde og halvfjerds meter op over havets overflade, en pyramideformet skiferblok, med en meget spids top, der efter som den er tilsløret eller fri for skyer melder smukt eller dårligt vejr, fortalte Ned Land mig.
— Et storartet barometer, min ven.
— Ja, hr. professor, et naturligt barometer, der aldrig har narret mig, når jeg har sejlet i Magellansstrædets snævringer.
I dette øjeblik viste denne tinde sig klat aftegnet for os på baggrund af himlen. Det var en spådom om godt vejr. Den gik i opfyldelse. Da Nautilus igen var gået ned under vandet, nærmede den sig til kysten og fulgte den i blot nogle mils afstand.
Gennem salonens ruder så jeg lange lianer, kæmpestore svampe, og disse blæretang, som polens åbne hav rummede nogle eksemplarer af; med deres slimede og blanke trævler havde de en længde på op til tre hundrede meter; det er ligefrem kabler, der mere end tommetykke og meget holdbare ofte bruges som fortøjningstrosser på skibe. En anden plante, der er kendt under navnet velp, har fire fod lange blade, der belagt med koralagtige lag dækkede bunden som et tæppe. Den tjente til næring og rede for myriader af krebsdyr og bløddyr, krabber, blæksprutter. Her svælgede sælerne og havodderne i herlige måltider, idet de blandede fiskens kød med havets grønsager, ligesom englænderne gør.
Nautilus passerede med den yderste hastighed hen over disse fede og yppige grunde. Henad aften nærmede den sig Malvinernes øgruppe, hvis ujævne tinder jeg næste dag kunne genkende. Havet var ikke særlig dybt her. Derfor tænkte jeg, ikke uden grund, at disse to øer, der var omgivet af et stort antal holme, tidligere havde været en del af Magellansgruppen. Malvinerne blev sandsynligvis opdaget af den berømte John Davis, der gav dem navnet Davis-Sydøerne. Senere kaldte Richard Hawkins dem Jomfruøerne efter den Hellige Jomfru. Dernæst blev de i begyndelsen af det XVIII århundrede kaldt Malvinerne af fiskerne fra Saint-Malo, og endelig Falklandsøerne af englænderne, som de nu tilhører.
I disse farvande bragte vore net smukke eksemplarer af alger ind, og navnlig en bestemt svamp, hvis rødder var besat med de muslinger, der er verdens bedste. Gæs og ænder slog sig ned på platformen i snesevis og fik hurtigt plads i skibets forrådskamre. Med hensyn til fisk lagde jeg særlig mærke til nogle benfisk, der hører til kutlingeslægten, og fremfor alt til kuglefisk, to decimeter lange og helt oversåede med hvidlige og gule pletter.