I lige så høj grad beundrede jeg de talrige gopler, og de smukkeste af slægten, chrysaorerne, der er særegne for havene omkring Malvinerne. Snart dannede de en meget glat halvkugleformet skærm, afstribet af rødbrune linier og kantet med tolv regelmæssige borter; snart var det en omvendt kurv, hvorfra der yndefuldt hængte store blade og lange røde kviste. De svømmede, idet de bevægede deres fire bladagtige arme, og lod deres fyldige paryk af tentakler hænge og flyde. Jeg ville gerne have bevaret nogle af disse sarte zoofyter; men det er kun skyer, skygger, syner, der smelter hen og fordamper uden for deres naturlige element.
Da Malvinernes sidste højder var forsvundet under horisonten, dukkede Nautilus mellem tyve og femogtyve meter ned og fulgte den amerikanske kyst. Kaptajn Nemo viste sig ikke.
Lige til den 3. april holdt vi os til Patagoniens farvande, snart under, snart på oceanets overflade. Nautilus passerede den store tragtformede munding, der er dannet af la Platas udløb, og befandt sig den 4. april ud for Uruguay, men halvtreds mil ude i rum sø. Den holdt stadig kursen nordpå, og den fulgte Sydamerikas langstrakt slyngede kyst. Vi havde nu tilbagelagt seksten tusinde mil, siden vi kom om bord i de japanske have.
Henad elleve om formiddagen passerede vi Stenbukkens Vendekreds på den syvogtredivte længdegrad, og sejlede i god afstand forbi Kap Frio. Til stor misfornøjelse for Ned Land holdt kaptajn Nemo ikke af naboskabet med disse Brasiliens beboede kyster; han sejlede med svimlende hastighed. Selv ikke de hurtigste af de eksisterende fisk eller fugle kunne følge os, og de naturhistoriske mærkværdigheder undgik alle iagttagelser.
Denne hastighed blev vedligeholdt gennem flere dage, og om aftenen den 9. april fik vi kending af Sydamerikas østligste punkt, Kap San Roque. Men så fjernede Nautilus sig på ny og søgte i de største dybder mod en undersøisk dal, der sænker sig mellem dette forbjerg og Sierra Leone på den afrikanske kyst. Denne dal deler sig på højde med Antillerne og ender mod nord med en enorm grav på ni tusind meter. På dette sted danner oceanets geologiske tværsnit over mod de små Antiller en stejlt tilhugget klint på seks kilometer, og på højde med Kap Verdeøerne en anden ikke mindre betydelig mur, og de indeslutter således hele Atlantis’ neddykkede fastland. Bunden af denne umådelige dal er kuperet, med nogle bjerge, hvorfra der er maleriske udsigter til disse undersøiske grunde. Jeg kan fremfor alt tale derom efter de håndtegnede kort, som Nautilus’ bibliotek indeholdt, kort, der øjensynligt skyldtes kaptajn Nemo selv, og hvilede på hans personlige observationer.
Igennem to dage blev disse øde og dybe steder besøgt ved hjælp af de skråtstillede planer. Nautilus fik med dem de lange diagonale skibssider, der bar den til alle mulige højder. Men den 11. april gik den pludselig op igen, og vi så atter land ved Amazonflodens udløb, den store tragtformede munding, hvoraf udstrømningen er så betydelig, at den afsalter havet flere mil ud.
Ækvator var passeret. Tyve mil mod vest lå Guayana med den franske koloni, hvor vi let kunne have fundet tilflugt. Men det blæste kraftigt, og de rasende bølger kunne man ikke trodse med en almindelig båd. Det forstod Ned Land utvivlsomt, for han sagde ikke noget til mig. Jeg på min side hentydede ikke til hans flugtplaner, for jeg ville ikke tilskynde ham til et forsøg, der uafvendeligt var slået fejl.
For denne forsinkelse kunne jeg sagtens holde mig skadesløs ved interessante studier. I disse to dage, den 11. og 12. april, forlod Nautilus ikke havoverfladen, og dens slæbevod indbragte en helt mirakuløs fangst af zoofyter, af fisk og af reptiler.
Nogle zoofyter var blevet skrabet op af slæbevoddets kæde. Det var for størstedelen smukke phyctaliner, der hører til søanemonernes familie, og mellem andre arter phyctalis protexta, der hører hjemme i denne del af oceanet, en lille cylindrisk stamme, prydet med lodrette linier, besat med røde prikker, og kronet af en vidunderlig udfoldelse af tentakler. Hvad angår bløddyr var der flere eksemplarer, som jeg allerede før havde iagttaget, tårnsnegle, olivengrønne porfyrsnegle med regelmæssigt sammenslyngede linier, hvoraf rødgule pletter fremhævedes kraftigt på en kødfarvet baggrund, fantastiske vingesnegle, der lignede forstenede skorpioner, gennemskinnelige glassvampe, argonauter, udmærkede spiselige blæksprutter, og visse andre arter, som oldtidens naturforskere klassificerede blandt flyvefiskene, og som især tjener til mading for torsk.
I disse farvande noterede jeg forkellige arter af fisk, som jeg endnu ikke havde haft lejlighed til at studere. Blandt bruskfiskene: lampretter, en slags femten tommer lange ål med grønligt hoved, violette finner, blågrå ryg, sølvskinnende brun bug, oversået med lyse pletter, mærkelige dyr, som Amazonfloden måtte have slæbt med ud i havet; knoldede rokker med spids snude, med lang og tynd hale og bevæbnet med en lang sav med tænder; små hajer på en meter, med gråt og hvidligt skind, hvis tænder, anbragt i flere rækker, er bøjet bagud og som er almindelig kendt under navnet tøffelmagere; havtasker, en slags rødlige ligebenede trekanter på en halv meter, og hvis brystfinner med kødfulde forlængelser får dem til at ligne flagermus, men hvis hornagtige rygstråle, der sidder nær ved næseborene, har skaffet dem tilnavnet havenhjørning; endelig nogle slags balister, den pansrede, hvis prikkede sider stråler med en blændende gylden farve, og en lysviolet makrel, med changerende nuancer som på en dues hals.
Jeg ender her denne en smule tørre, men meget nøjagtige navnefortegnelse med en række benfisk, som jeg iagttog: passaner, der hører til de vingeløses slægt, og har en meget but og snehvid snude, mens kroppen er smukt sortmalet, og er forsynet med en meget lang og tynd, kødet tråd; tandkæber med giftbrod, tre decimeter lange sardiner, strålende med stærk sølvglans; makrel forsynet med to gatfinner; sorte tangspræl, som man fisker med blus, to meter lange fisk, med fedt, hvidt, fast kød, der, når det er frisk, smager som ål, og tørret som røget laks; rødlige læbefisk, der kun er beklædt med skæl ved grunden af ryg— og gatfinner; guldvinger, hos hvem guld og sølv blander deres glans med rubinens og topasens; guldhalet havbrasen, hvis kød er yderst delikat, og hvis fosforescerende egenskaber forråder dem midt i vandet; andre brasener med tynd tunge og orangefarvede; umberfisk med gyldne halefinner, sortladne doktorfisk, firøje fra Surinam etc.
Dette» et cetera «skal ikke forhindre mig i at omtale endnu en fisk, som Conseil vil huske længe og med god grund. Et af vore net havde bragt en slags meget fladtrykt rokke, som, hvis halen blev hugget af, ville have dannet en cirkelrund skive, og som vejede en snes kilogram. Den var hvid nedenunder, rødlig ovenpå, med store mørkeblå pletter, omgivet af sort, med meget glat skind og afsluttet med en tvefliget finne. Den lå udstrakt på platformen og baskede, forsøgte at vende sig med krampagtige bevægelser, og gjorde så mange anstrengelser at et sidste spjæt var lige ved at styrte den i havet. Men Conseil, som var glad for sin fisk, kastede sig over den og greb den med begge hænder, før jeg kunne forhindre ham deri.
Der lå han med det samme, væltet og med benene i vejret, lammet i den ene side af kroppen, og råbte:
— Åh, herre, De må komme og hjælpe mig!
Det var første gang, den arme fyr ikke talte til mig i tredie person. Da canadieren og jeg havde rejst ham op, masserede vi ham af alle kræfter, og da han kom til sig selv, mumlede den evigt klassificerende med afbrudt stemme:
— Bruskfiskenes klasse, med faste gæller, tværmundenes orden, rokkernes familie, torpedoernes slægt!
— Ja, min ven, svarede jeg, det er en torpedo, der har bragt dig i denne beklagelige tilstand.