— Åh, herren kan tro mig, fortsatte Conseil, jeg skal nok hævne mig på det dyr.
— Og hvordan det?
— Ved at spise det.
Hvad han gjorde samme aften, men slet og ret som hævnakt, for den var ærlig talt sej.
Den ulykkelige Conseil var blevet angrebet af en torpedo af den farligste slægt, en cumana. I ledende omgivelser såsom vand rammer dette mærkværdige dyr på flere meters afstand fiskene med et lyn; så stor er styrken i dets elektriske organ, hvis to vigtigste overflader måler ikke mindre end sygogtyve kvadratfod.
I løbet af den næste dag, den 12. april, nærmede Nautilus sig til kysten af den hollandske koloni, hen imod Maronis udløb. Der levede flere grupper af lamantinfamilier. Det var manater, der ligesom dygongen og søkoen hører til sirenernes orden. Disse smukke, fredelige og uskadelige dyr var seks-syv meter lange, og måtte veje mindst fire tusind kilogram. Jeg fortalte Ned Land og Conseil, at den forudseende natur havde tildelt disse pattedyr en vigtig rolle. Det er i virkeligheden dem, der ligesom sælerne skal græsse på de undersøiske enge, og således tilintetgøre de ophobninger af planter, der tilstopper de tropiske fladers mundinger.
— Og ved De, tilføjede jeg, hvad der er sket, efter at menneskene næsten helt har udryddet disse nyttige racer? Det er at de rådnede planter har forgiftet luften, og den forgiftede luft, det betyder den gule feber, der ødelægger disse vidunderlige lande. De giftige vækster har formeret sig mangefold i disse varme have, og dette onde har udviklet sig uimodståeligt lige fra Rio de la Plata til Florida.
Og hvis man skal tro Tousessenel er denne landeplage endnu intet, i sammenligning med den der vil ramme vore efterkommere, når havene er affolket for hvaler og sæler. Så vil de, overfyldt med gopler, med små og store blæksprutter, blive til mægtige arnesteder for infektioner, fordi deres bølger ikke mere er i besiddelse af» disse vældige maver, som Gud har pålagt at afskumme havenes overflade».
Men selv om Nautilus’ besætning ikke foragtede disse teorier, bemægtigede de sig dog fem-seks manater. Det drejede sig nemlig om at forsyne proviantkammeret med udmærket kød, der var bedre end både okse— og kalvekød. Det var ikke nogen spændende jagt. Manaterne lod sig dræbe uden at forsvare sig. Flere tusinde kilo kød, der var bestemt til at blive tørret, blev opmagasineret om bord.
Et ejendommeligt udført fiskeri kom den dag til yderligere at forøge Nautilus’ reserver, så vildtrige viste disse have sig at være. Slæbevoddet havde i sine masker indbragt et antal fisk, hvis hoved endte i en oval plade med kødfulde rande. Det var echeneider, af de subbrachiene blødfinnefisks familie. Deres flade sugeskive består af bevægelige tværgående bruskblade, og mellem dem kan dyret frembringe tomrum, hvad der gør det muligt for det at klæbe sig fast til forskellige ting ligesom med sugeskåle.
Remoraen, som jeg havde iagttaget i Middelhavet, hører til denne art. Men den det her drejede sig om, var en echeneide, der er særlig for dette hav. Efterhånden som vore matroser tog dem, anbragte de dem i baljer fulde af vand.
Da vi var færdige med at fiske, nærmede Nautilus sig til kysten. På dette sted lå et antal havskildpadder og sov på havoverfladen. Det ville have været vanskeligt at få fat på disse kostbare krybdyr, for den mindste lyd vækker dem, og en harpun kan ikke gennemtrænge deres solide skjold. Men sugefisken skulle udføre denne fangst med usædvanlig sikkerhed og præcision. Dette dyr er virkelig en levende fiskekrog, der kan betyde lykke og held for den jævne fisker med medesnoren.
Mændene på Nautilus bandt til disse fisks hale en ring, der var stor nok til ikke at genere deres bevægelser, og til denne ring et langt reb, der var fastbundet om bord med den anden ende.
Da sugefiskene var kastet i havet, begyndte de straks at udføre deres rolle; de for hen og satte sig fast på skildpaddernes bugskjold. Deres udholdenhed var så stor, at de snarere lod sig rive i stykker end gav slip. Man halede dem om bord og sammen med dem de skild-padder, de havde suget sig fast på.
På den måde tog man flere meterlange cacuaner, der hver vejede to hundrede kilo. Deres skjold, der er dækket med store, tynde, gennemsigtige brune hornplader med hvide og gule stænk, gør dem meget kostbare. Desuden er de fremragende set fra et ernærings-mæssigt synspunkt, ligesom suppeskildpadderne med den udsøgte smag. Dette fiskedræt endte vort ophold i Amazonflodens nærhed, og da det var blevet nat, nåede Nautilus ud i rum sø igen.
Kapitel 42
Blæksprutterne
I løbet af nogle dage fjernede Nautilus sig stadig fra den amerikanske kyst. Den skulle åbenbart ikke besøge den Mexicanske Golf eller havet ved Antillerne. Der ville dog ikke have manglet vand under dens køl,
da gennemsnitsdybden i havene her er atten hundrede meter; men disse farvande med de mange spredte øer og gennempløjet af dampere passede sandsynligvis ikke kaptajn Nemo.
Den 16. april fik vi kending af Martinique og Guadelaupe i en afstand af cirka tredive mil. Jeg så et glimt af deres høje tinder.
Canadieren, som havde regnet med at bringe sine planer til udførelse i golfen, enten ved at nå land et sted, eller ved at henvende sig til en af de talrige både, der går i kystfart fra den ene ø til den anden, blev i høj grad bragt ud af fatning. Flugten havde nok været gennemførlig, hvis det var lykkedes Ned Land at komme i besiddelse af båden uden kaptajnens vidende. Men midt ude i oceanet kunne man slet ikke tænke på det.
Canadieren, Conseil og jeg havde en ret lang samtale om dette emne. I seks måneder havde vi været fanger om bord på Nautilus. Vi havde tilbagelagt sytten tusinde mil, og som Ned Land sagde, var der ingen udsigt til at det skulle få ende. Derfor gjorde han mig et forslag, som jeg ikke var forberedt på. Det var at stille kaptajn Nemo det kategoriske spørgsmåclass="underline" Regnede kaptajnen med at beholde os om bord på sit skib i det uendelige?
Et sådant skridt syntes jeg ikke om. Efter min mening kunne det ikke føre til noget. Det kunne ikke nytte at håbe noget fra Nautilus’ chef; vi måtte stole helt på os selv. I den sidste tid var denne mand for øvrigt blevet alvorligere, mere tilbageholdende, mindre omgængelig. Det lod til, at han undgik mig. Jeg traf ham kun med lange mellemrum. Tidligere fornøjede han sig med at forklare mig de undersøiske vidundere; nu overlod han mig til mine studier, og kom ikke mere i salonen.
Hvilken forandring var der sket med ham? Af hvilken grund? Jeg havde ikke noget at bebrejde mig. Måske var vor tilstedeværelse om bord ham til besvær? Dog turde jeg ikke håbe på, at han var den mand, der ville give os friheden.
Jeg bad derfor Ned om at lade mig tænke mig om, før jeg handlede. Om denne henvendelse ikke fik noget resultat, kunne den genoplive hans mistænksomhed, gøre vor situation vanskelig, og skade canadierens planer. Jeg tilføjede, at jeg ikke på nogen måde kunne bruge vor sundhedstilstand som argument. Hvis man undtager den hårde prøvelse under Sydpolens barriere, havde vi aldrig haft det bedre, hverken Ned eller Conseil eller jeg. Den sunde ernæring, den friske luft, den regelmæssige tilværelse, den ensartede temperatur gjorde os mindre modtagelige for sygdomme, og for et menneske, hos hvem erindringerne fra jorden ikke fremkaldte nogen længsel, for en kaptajn Nemo, der har sit hjem om bord, som tager hen, hvor han vil, som ad veje, der er mystiske for andre, men ikke for ham selv, går mod sit mål, kunne jeg forstå et sådant liv. Men vi havde ikke brudt med menneskeheden. Jeg for mit vedkommende ønskede ikke at mine studier, der var så nye og så mærkelige, skulle begraves sammen med mig. Nu havde jeg ret til at skrive den sandfærdige bog om havet, og jeg ønskede at denne bog skulle se dagens lys jo før jo hellere.