Interessante fænomener at beskrive i mine daglige notater fik jeg også her i disse vande omkring Antillerne, ti meter under bølgernes overflade, gennem de åbne luger! Blandt andre zoofyter var der de søblærer, der er kendt under navnet pelagiske physalier, en slags store aflange blærer, med perlemorsreflekser, og som spændte et membran ud i vinden og lod deres tentakler svæve som silketråde, indtagende gopler for øjnene, men at røre ved som rigtige brændenælder, der udskilte en sviende væske. Bland leddyrene var der halvanden meter lange annelider, udstyret med en rosenrød snabel og forsynet med sytten hundrede bevægelsesorganer, som slangede sig under vandet og i forbifarten udkastede lysskær i alle solpektrets farver. Af fiskenes orden var der mobular-rokker, enorme ti fod lange bruskfisk, der vejede seks hundrede pund og havde en trekantet brystfinne, en lille pukkel midt på ryggen, med øjnene siddende på det yderste af den forreste del af hovedet, og som undertiden, flydende som et skibsvrag, hæftede sig som en uigennemsigtig klap på vores rude. Der var de amerikanske balister, som naturen ikke har tildelt andre farver end sort og hvidt, kutlinger, langagtige og kødfulde, med gule finner og fremstående kæbe, seksten decimeter lange makrel med korte, spidse tænder, dækket med små skæl og hørende til arten albakorer. Dernæst viste der sig sværme af muller med gyldne striber på tværs fra hoved til hale, viftende med deres strålende finner, sande mesterværker af juvelerarbejder, der fordum var helliget Diana, særlig eftertragtede af rige romere, og hvorom ordsproget sagde:»Den som fanger dem, spiser dem ikke!«Endelig passerede gyldne koralfisk forbi vore øjne, smykket med smalle, smaragdgrønne bånd, som fornemme herrer malet af Veronese; havbrasener skjulte sig under deres hurtige brystfinne; sild på femten tommer svøbte sig i deres fosforescerende lysskær; multer piskede havet med deres store kødfulde hale; røde laksefisk så ud som de mejede bølgerne ned med deres skarpe brystfinne, og sølvfarvede selener, der bar deres navn med rette, hævede sig vandenes horisont som lige så mange måner over hvidlige spejlbilleder.
Hvor mange andre vidunderlige og nye eksemplarer kunne jeg ikke endnu have iagttaget, om ikke Nautilus lidt efter lidt var gået ned mod de dybe lag! Dens skråtstillede planer trak den helt ned til dybder på to tusind, ja, tre tusind og fem hundrede meter. Derefter var dyrelivet ikke repræsenteret med andet end søliljer, søstjerner, de indtagende havpalmer med medusahoved og den ranke stængel, der bar en lille kalk, topsnegle, små muslinger, der kaldes blodige quenotter, og fissureller, store bløddyr, der hører til ved stranden.
Den 20. april var vi igen steget op til en jævn højde på femten hundrede meter. Den nærmeste landjord var nu Bahamaøernes grupper, der lå spredt som en hoben brosten på vandenes overflade. Høje undersøiske klinter rejste sig der, stejle mure af rå blokke, der lå i brede lag med sorte huler, som vore elektriske stråler ikke kunne oplyse helt til bunds.
Disse klipper var beklædt med store planter, kæmpemæssig bladtang, gigantiske svampe, ligefrem et espalier af hydrofyter, passende for en verden af titaner.
Fra at betragte disse kolossale planter kom Ned, Conseil og jeg naturligt ind på at tale om havets gigantiske dyr. De første var åbenbart bestemt til ernæring for de sidstnævnte. Men gennem den næsten ubevægelige Nautilus’ vinduer genkendte jeg desuden på de lange tråde de vigtigste leddyr af brachiurernes afdeling, lambrer med lange ben, violette krabber, vingesnegle, der er ejendommlige for havene omkring Antillerne.
Klokken var henad elleve, da Ned Land henledte min opmærksomhed på et enormt mylder, som viste sig mellem de store alger.
— Nå da, sagde jeg, der har vi nogle rigtige blækspruttehuler, og det skulle ikke forbavse mig at se nogle af de uhyrer der.
— Hva’! lød det fra Conseil, blæksprutter, almindelige tiarmede blæksprutter af cephalopodernes klasse?
— Nej, sagde jeg, blæksprutter i det store format. Men den kære Land har sikkert taget fejl, for jeg kan ikke få øje på noget.
— Det er jeg ked af, svarede Conseil. Jeg ville gerne ansigt til ansigt betragte en af de blæksprutter, som jeg har hørt så meget om, og som kan slæbe skibe ned i afgrundens dyb. Det der dyr, som kaldes krak -
— Det er nok en and, svarede canadieren ironisk.
— Kraken, tilføjede Conseil, der talte ud, uden at bryde sig om sin kammerats drilleri.
— Aldrig skal man få mig til at tro på, at den slags dyr eksisterer, sagde Ned Land.
— Hvorfor ikke? spurgte Conseil. Vi troede da godt nok på herrens narhval.
— Det skulle vi ikke have gjort, Conseil.
— Bestemt ikke! Men der er sikkert andre, der endnu tror på den.
— Sandsynligvis, Conseil, men jeg for min del er fast bestemt på ikke at indrømme eksistensen af den slags dyr, for jeg har dissekeret dem med egen hånd.
— Herren tror altså heller ikke på gigantiske blæksprutter? spurgte Conseil henvendt til mig.
— Åh, hvem pokker har nogensinde troet på dem? udbrød canadieren.
— Mange mennesker, kære Ned.
— Ikke fiskere. Måske videnskabsmænd!
— Undskyld, Ned. Både fiskere og videnskahsmænd!
— Men jeg, der står her og taler med Dem, sagde Conseil med den alvorligste mine af verden, jeg husker tydeligt, at jeg har set en stor båd blive slæbt ned i vandet af en cephalopodes arm.
— Har De set det? spurgte canadieren.
— Ja, Ned.
— Med Deres egne øjne?
— Med mine egne øjne.
— Hvor, om jeg må spørge?
— I Saint-Malo, svarede Conseil uforstyrrelig.
— I havnen? spurgte Ned Land ironisk.
— Nej, i en kirke, svarede Conseil.
— I en kirke! udbrød canadieren.
— Ja, kære Ned. Det var et maleri, der forestillede den omtalte blæksprutte!
— Ja vel! sagde Ned Land og brast i latter. Hr. Conseil holder mig for nar!
— Han har virkelig ret, sagde jeg. Jeg har hørt tale om dette maleri; men det emne, som det fremstiller, kommer fra en legende, og De ved nok hvad man må tænke om legender, med hensyn til naturhistorie! Når det drejer sig om uhyrer, ønsker fantasien ikke andet end at komme på afveje. Ikke blot har man påstået, at disse blæksprutter kunne slæbe af sted med skibe, men en vis Olaus Magnus taler om en cephalope, der var en mil lang, og snarere lignede en ø end et dyr. Man fortæller også, at Nidaros’ ærkebiskop en dag rejste et alter på en umådelig klippe. Da han havde holdt messe, satte klippen sig i gang og vendte tilbage til havet. Klippen var en blæksprutte.
— Og det er det hele? spurgte canadieren.
— Nej, svarede jeg. En anden biskop, Pontoppidan fra Bergen, taler ligeledes om en blæksprutte, som et kavalleriregiment kunne eksercere på!
— De var gode, de biskopper i gamle dage! sagde Ned Land.
— Endelig beretter oldtidens naturforskere om uhyrer, hvis gab lignede en havbugt, og som var for store til at komme igennem Gibraltarstrædet.
— Bevares vel! sagde canadieren.
— Men hvad sandt er der i alle de historier spurgte Conseil.
— Intet, kære venner, i det mindste intet af det, der går ud over sandsynlighedens grænser for at komme til fablen eller legenden. Alligevel kræver fortællernes fantasi om ikke en årsag, så i det mindste et påskud. Man kan ikke nægte, at der eksisterer forskellige meget store blæksprutter, men de er dog mindre end hvaler. Aristoteles har konstateret at en blækspruttes størrelse kan være fem alen, det vil sige tre meter og ti. Vore fiskere ser tit nogle, der er mere end en meter og firs lange. Museerne i Triest og Montpellier bevarer skeletter af blæksprutter på to meter. For øvrigt ville et af disse dyr, der blot var seks fod langt, ifølge naturhistorikernes beregning have arme på syvogtyve fod. Hvad der ville være nok til at gøre det til et frygteligt uhyre.