— Og fisker man den slags i vore dage? spurgte canadieren.
— Om man ikke fisker nogen af dem, så ser sømændene dem i alt fald. En af mine venner, kaptajn Paul Bos fra le Havre, har tit fortalt mig, at han havde mødt et af disse kolossalt store uhyrer i de indiske have. Men den mest forbavsende kendsgerning, og det der ikke mere tillader at benægte disse gigantiske dyrs eksistens, det skete for nogle år siden, i 1861.
— Hvad er det for en kendsgerning? spurgte Ned Land.
— Hør nu. I 1861, nordøst for Teneriffa, omtrent på den breddegrad hvor vi er i dette øjeblik, opdagede mandskabet på avisoen Alecton en grufuld blæksprutte, der svømmede i dens nærhed. Kaptajn Bouguer nærmede sig til dette dyr, og han angreb det med harpunkast og bøsseskud, uden større held, for kugler og harpuner gik igennem det bløde kød som gennem en gelé uden fasthed. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det mandskabet at få en løbeknude omkring bløddyrets krop. Denne knude gled hen til halefinnerne og standsede der. Så forsøgte man at hale uhyret om bord, men dets vægt var så betydelig, at det under rebets træk skiltes fra sin hale, og berøvet denne prydelse forsvandt det under vandet.
— Det var da endelig en kendsgerning, sagde Ned Land.
— En uigendrivelig kendsgerning, min gode Ned. Derfor har man også foreslået at kalde dette dyr» Bouguers blæksprutte».
— Og hvor lang var den? spurgte canadieren.
— Var den ikke omtrent seks meter lang? sagde Conseil, der siddende ved vinduet på ny undersøgte klintens ujævnheder.
— Netop, svarede jeg.
— Var dens hoved ikke, fortsatte Conseil, kronet af otte tentakler der bevægede sig i vandet som en redefuld slanger?
— Akkurat.
— Var dens udstående øjne ikke usædvanlig veludviklede?
— Jo, Conseil.
— Og var dens mund ikke et rigtigt papegøjenæb, men et frygteligt næb?
— Netop, Conseil.
— Nå ja, hvis herren ikke har noget imod det, svarede Conseil roligt, hvis det ikke er Bouguers blæksprutte, så er der i det mindste en af dens brødre.
Jeg så på Conseil. Ned Land styrtede hen mod vinduet. — Det rædselsfulde dyr! udbrød han.
Så kom turen til mig at se det, og jeg kunne ikke tilbageholde et udbrud af afsky. For mine øjne sprællede et frygteligt uhyre, der var værdigt til at figurere i legender om misfostre.
Det var en blæksprutte af kolosale dimensioner, idet den var otte meter lang. Den bevægede sig baglæns med den yderste hastighed, i Nautilus’ retning. Den stirrede med sine enorme stive, søgrønne øjne. Dens otte arme, eller rettere sagt dens otte fødder der sad på dens hoved, og har gjort disse dyr fortjent til navnet cephalopoder, var udviklet til den dobbelte størrelse af kroppen, og vred sig som furiernes hovedhår. Man kunne tydeligt se de to hundrede og halvtreds sugeskåle, der sad på den indvendige side af fangarmene, i form af halvkugleformede kapsler. Undertiden satte disse sugeskåle sig fast på salonens rude og sugede til. Dette uhyres mund — et hornnæb af form som et papegøjenæb — åbnede og lukkede sig vertikalt. Dens tunge, der var af en hornagtig substans og selv besat med flere rækker spidse tænder, stak skælvende frem fra denne virkelig enorme saks. Hvilken fantasi naturen dog har! Et fuglenæb på et bløddyr! Dens krop, der var tenformet og opsvulmet på midten, dannede en kødmasse, der måtte veje tyve til femogtyve tusind kilogram. Dens ubestandige farve, der skiftede med den yderste hurtighed efter dyrets irritation, gik efterhånden over fra blygråt til rødligt brunt.
Hvad blev det bløddyr irriteret over? Utvivlsomt over tilstedeværelsen af denne Nautilus, der var forfærdeligere end den selv, og som hverken dens sugeskåle eller dens kæber kunne få fat på. Og hvad var det dog for nogle uhyrer, disse blæksprutter, hvilken vitalitet havde Skaberen ikke tildelt dem, hvilken kraft i deres bevægelser — de har nemlig tre hjerter!
Tilfældet havde bragt os i nærheden af denne blæksprutte, og jeg ville ikke gå glip af en lejlighed til omhyggeligt at studere dette eksemplar af cephalopoderne. Jeg overvandt den rædsel som synet af den indgød mig, tog en blyant, og begyndte at tegne den.
— Det er måske den fra Alecton, sagde Conseil.
— Nej, svarede canadieren, for denne her er hel, og den anden havde tabt halen!
— Det behøver ikke at betyde noget, svarede jeg. Dette dyrs arme og hale dannes igen ved regeneration, og i løbet af syv år har halen på Bouguers blæksprutte sikkert haft tid til at vokse ud igen.
— For resten, svarede Ned, hvis det ikke er den, er det måske en af dem der!
Andre blæksprutter havde nemlig vist sig ved styrbordsruden. Der var mindst syv. De dannede kortege for Nautilus, og jeg kunne høre deres næbs skurren mod stålskroget. Vi blev betjent efter ønske.
Jeg fortsatte mit arbejde. Disse dyr holdt sig i vandet omkring os med en sådan præcision, at det så ud som om de var ubevægelige, og jeg kunne have kalkeret dem af i forkortning på ruden. For øvrigt sejlede vi med jævn fart.
Pludselig standsede Nautilus. Et stød fik den til at skælve i alle spanter.
— Har vi taget grunden? spurgte jeg.
— I så fald er vi allerede kommet fri igen, svarede canadieren, for vi flyder.
Nautilus flød ganske vist, men den sejlede ikke mere. Dens skrueblade piskede ikke vandet. Der gik et minut. Kaptajn Nemo trådte ind i salonen, fulgt af sin næstkommanderende.
Jeg havde ikke set ham i nogen tid. Han så trist ud. Uden at tale til os, måske uden at se os, gik han hen til lugen, betragtede blæksprutterne, og sagde nogle ord til sin næstkommanderende.
Denne gik ud. Snart efter blev lugerne lukket. Der blev tændt i loftet. Jeg gik hen til kaptajnen.
— En ejendommelig samling blæksprutter, sagde jeg til ham i den utvungne tone, en interesseret person benytter sig af foran et akvariums krystalrude.
— Ja, virkelig, hr. naturforsker, svarede han mig, og vi skal nu kæmpe med dem som mand mod mand.
Jeg så på kaptajnen. Jeg troede ikke, at jeg havde hørt rigtigt.
— Som mand mod mand? gentog jeg.
— Ja, hr. professor. Skruen er standset. Jeg tænker, at en af disse blæksprutters hornkæber er kommet ind mellem dens blade. Hvad der forhindrer os i at komme frem.
— Og hvad vil De gøre?
— Stige op til overfladen og massakrere alt dette kryb.
— Et vanskeligt foretagende!
— Ja, det er det. De elektriske kugler er virkningsløse mod dette bløde kød, hvor de ikke finder tilstrækkelig modstand til at eksplodere. Men vi vil angribe dem med økser.
— Og med harpun, chef, sagde canadieren, hvis De ikke afslår min hjælp.
— Den tager jeg imod, mester Land.
— Vi går med, sagde jeg, og idet vi fulgte efter kaptajn Nemo, gik vi hen imod den centrale trappe.
En halv snes af mændene holdt sig der parat til angreb bevæbnet med entringsøkser.
Conseil og jeg tog to økser. Ned Land greb en harpun.
Nautilus var nu kommet op på bølgernes overflade. En af matroserne, der stod på de øverste trin, var ved at skrue lugens bolte løse. Men skruerne var knap nok frigjort, da lugen løftedes med den yderste voldsomhed, åbenbart trukket op af en blækspruttearms sugeskåle.