Og Mahbub Ali havde noget hos sig, som han ikke ønskede at beholde i sit værge en time længere end nødvendigt — nemlig en pakke omhyggeligt sammenfoldet silkepapir viklet ind i voksdug — en upersonlig, uadresseret beretning, med fem mikroskopiske knappenålshuller i det ene hjørne, som på den skammeligste måde forrådte de fem allierede konger, den venskabelige nordlige magt, en hindu bankier i Peshawur, en belgisk våbenfabrik og en indflydelsesrig, halvt uafhængig muhammedansk hersker i det sydlige. Dette sidste var R.17’s værk, som Mahbub havde fået overgivet på den anden side af Dorapasset og nu skulle aflevere på R.17’s vegne, da denne selv, på grund af omstændigheder uden for hans kontrol, ikke kunne forlade sin udsigtspost. Dynamit var uskyldigt som futmælk sammenlignet med den rapport, som C.25 var overbringer af. Og selv en østerlænding med en østerlændings anskuelser om tidens værdi kunne forstå, at jo før den kom i de rette hænder, des bedre. Mahbub havde intet særligt ønske om at dø en voldsom død, for han havde udfaldet af to-tre familiefejder på den anden side af grænsen i sin hånd, og når disse regnskaber var gjort op, agtede han at slå sig til ro som en mere eller mindre respektabel borger. Ikke en eneste gang efter sin ankomst for to dage siden var han gået uden for serajets port, men han havde på iøjnefaldende måde afsendt det ene telegram efter det andet til Bombay, hvor han havde nogle af sine penge stående i en bank, til Delhi, hvor en kompagnon fra hans egen klan opholdt sig for at sælge heste til en agent for en stat i Rajputana, og til Ambala, hvor en englænder i stor spænding forlangte en hvid hingsts stamtavle. Den offentlige brevskriver, som kunne engelsk, satte nogle fortræffelige telegrammer sammen, som for eksempeclass="underline" ”Creighton, Laurel Bank, Ambala. — Hesten er araber, som allerede meldt stop beklager stamtavlens forsinkelse stop oversætter den for øjeblikket.” Og senere til samme adresse: ”Beklager højligt forsinkelsen stop skal snart sende stamtavlen.” Til sin kompagnon i Delhi telegraferede han: ”Lutuf Ullah — har pr. telegram krediteret dig 2000 rupier i Luchman Narains bank.” Alt dette var forretningssager, men alle disse telegrammer blev grundigt drøftet af folk, som mente at have en interesse i sagerne, førend de blev bragt til telegrafstationen på banegården af en dum balti, som tillod alle og enhver at læse dem på vejen.
Da Mahbub således, for at bruge hans eget maleriske sprog, havde plumret nysgerrighedens brønde med forsigtighedens stok, var Kim dumpet ned som sendt fra Himlen og Mahbub Ali, der var så energisk, som han var skruppelløs, og som var vant til at benytte sig af alle slags pludselige chancer, havde på stedet taget ham i sin tjeneste.
En omflakkende lama med en dreng af lav kaste til tjener kunne måske vække et øjebliks interesse, mens de vandrede omkring i Indien, pilgrimmenes land. Men ingen ville fatte mistanke til dem eller — vigtigere — udplyndre dem.
Han råbte på ild for at tænde sin hukah igen og tænkte over sagen. Selv om det værste skulle ske og drengen kom i fortræd, kunne papiret ikke kompromittere nogen. Og så ville han selv senere i ro og mag tage til Ambala — om end med en vis fare for at vække ny mistanke — og mundtligt gentage sin rapport til rette vedkommende.
Men R.17’s rapport var sagens kerne og det ville være overordentlig ubehageligt, hvis den ikke nåede frem. Imidlertid — Allah var stor, og Mahbub Ali vidste med sig selv, at han havde gjort alt, hvad der for øjeblikket kunne gøres. Kim var det eneste menneske i verden, der aldrig havde fortalt ham en løgn. Dette ville have været en slem plet på Kims karakter, hvis ikke Mahbub havde vidst, at over for alle andre kunne Kim i Mahbubs forretninger eller til egne formåls fremme lyve som en østerlænding.
Så trillede Mahbub Ali tværs over serajet til huset, hvor de furier bor, som maler deres øjenbryn og sætter fælder for fremmede. Her opsøgte han med en vis møje et bestemt pigebarn, som han havde grund til at tro var særligt gode venner med en elskværdig kashmirsk pandit[*], der havde passet hans tåbelige balti op for at få telegrammerne at læse. Det var naturligvis en dumhed af Mahbub Ali at gøre dette, for de gav sig til at drikke parfumeret brandy, stik mod Profetens lov, og Mahbub blev underfuldt drukken og hans tænders gærde åbnede sig og han forfulgte Glædens Blomst på usikre fødder, indtil han faldt om, så lang han var, blandt hynderne, hvorefter Glædens Blomst med assistance af en elskværdig kashmirsk pandit gennemsøgte hans klæder omhyggeligt fra top til tå.
Omtrent ved den samme time hørte Kim lette fodtrin i Mahbubs tomme bolig. Hestehandleren havde mærkeligt nok ladet sin dør stå uaflåst og hans folk var optaget af at fejre deres tilbagekomst til Indien med et helt får, som deres herre havde skænket dem. En velnæret ung herre fra Delhi, væbnet med et nøgleknippe, som blomsten havde løsnet fra den bevidstløse mands bælte, gennemsøgte hver eneste kasse, bylt, måtte og sadeltaske i Mahbubs eje endnu mere metodisk, end blomsten og panditten gennemsøgte ejermanden.
”Og jeg tror,” sagde Blomsten hånligt en time senere, mens hun støttede sin ene runde albue på den snorkende kødklump, ”at han ikke er andet end et svin af en afghansk hestehandler og ikke har en tanke i sit hoved undtagen om kvinder og heste. Desuden kan han allerede have sendt det bort — hvis han da nogensinde har haft det.”
”Nej — i en sag, der angår Fem Konger, ville han bære det nærmest sit sorte hjerte,” sagde panditten. ”Fandt du intet?”
Manden fra Delhi, som netop trådte ind, lo og rettede på sin turban.
”Jeg søgte mellem hans tøflers såler, mens Blomsten søgte i hans klæder. Denne er ikke den rette mand. Ikke meget undgår mit blik.”
”De sagde ikke, at netop denne var manden,” bemærkede panditten tankefuldt. ”De sagde: ’Se efter, om han er manden, for vore rådslagninger foregår under en mørk sky’.”
”De nordlige lande er så fulde af hestehandlere som en gammel kjortel af lus. Både Sikandar Khan og Nur Ali Beg og Farrukh Shah handler på de egne,” sagde Blomsten.
”De er endnu ikke kommet hertil,” sagde panditten. ”Dem må du senere besnære.”
”Uf!” sagde Blomsten med inderlig væmmelse og puffede Mahbubs hoved ned fra sit skød. ”Jeg tjener mine penge surt. Farrukh Shah er en bjørn, Ali Beg en pralhans og gamle Sikandar Khan — uf! Gå nu! Jeg vil sove. Svinet her rører sig ikke før daggry.”
Da Mahbub vågnede, talte Blomsten alvorsord om drukkenskabens synd.
Asiater blinker ikke, når de har overlistet en fjende, men Mahbub Ali var det meget nær, mens han rømmede sig, strammede sit bælte og dinglede af sted i de tidlige morgenstjerners skær.
”Sådan et gammelt forslidt kneb,” sagde han til sig selv. ”Som om ikke hver eneste tøs i hele Peshawur bruger det! Men det blev nydeligt gjort. Gud ved, hvor mange flere der er på min vej med ordre til at undersøge mig — måske med kniv. Nej, drengen må til Ambala — og det med jernbanen — for det haster med den skrivelse. Jeg vil blive her, gøre kur til Blomsten og drikke vin som det sømmer sig for en afghansk hestepranger.”