”Mine mænd er også derovre[*] for at samle brænde.”
Hun tog en håndfuld valnødder frem fra sit bryst, kløvede en af dem og gav sig til at spise kernen. Kim lod, som om han aldeles ikke forstod meningen.
”Ved du ikke, hvad valnødden betyder[*] — præst?” sagde hun koket og rakte ham skallerne.
”Vel betænkt.” Han stak hurtigt papiret ind imellem dem. ”Har du en smule voks til at klæbe dem sammen med over dette brev?”
Kvinden sukkede dybt og Kim formildedes.
”Betalingen kommer, når tjenesten er udført. Bring dette til babuen og sig, at det sendes ham af Amulettens Søn.”
”Ai! Sandt! Sandt! Af en heksemester — som ligner en sahib.”
”Nej, af Amulettens Søn. Og spørg om der er svar.”
”Men hvis han nu er grov mod mig? Jeg — jeg er bange.”
Kim lo. ”Du kan være sikker på, at han er meget forfrossen og meget sulten. Bjergene er kolde sovekammerater. Hai, min” — han var lige ved at sige ”moder”, men fik det rettet til ”søster” — du er en klog og forstandig kvinde. Nu må alle landsbyerne her omkring have hørt, hvad der hændte sahib’erne — ikke sandt?”
”Vist så. Nyheden nåede Ziglaur ved midnatstid, og i morgen må den være kommet så langt som til Kotgarh. Folkene i landsbyerne er både bange og harmfulde.”
”Unødvendigt. Lad dem vide, at de skal give sahib’erne mad og lade dem drage videre i fred. Vi må se at få dem ganske stilfærdigt bort fra vore dale. At stjæle er én ting — at dræbe noget andet. Det vil babuen forstå, og der vil ikke senere blive nogen klage. Men skynd dig nu. Jeg må sørge for min herre, når han vågner.”
”Som du vil. Når tjenesten er udført — hvad sagde du? — kommer lønnen. Jeg er Shamleghs Kvinde og står kun under rajahen. Jeg er ingen almindelig barneføderske. Shamlegh er dit, med hov, horn og hud, med mælk og smør. Tag det eller lad det ligge.”
Hun drejede sig bort og begyndte resolut at stige op ad skrænten, mens sølvhalsbåndene raslede på hendes brede bryst, for at møde morgensolen femten hundrede fod højere oppe. Denne gang tænkte Kim i de indfødtes sprog, mens han bestrøg sine pakkers voksdugskanter med voks.
”Hvordan i alverden skal man kunne følge Vejen eller deltage i Det Store Spil, når man evigt og altid bliver generet af fruentimmere? Der var nu pigebarnet i Akrola og så var der køkkenkarlens hustru bag dueslaget — og alle de andre — og nu kommer hun her! Så længe jeg var barn, kunne det gå an, men nu er jeg mand, og de vil dog ikke betragte mig som mand! Valnødder! Hoho! I lavlandet er det mandler!”
Han begav sig ud for at beskatte byen — ikke med tiggerskål, hvad der kunne gå an i lavlandet, men ikke i bjergene — men med en fyrstes holdning. Shamleghs sommerbefolkning består af kun tre familier — fire kvinder og otte eller ni mænd. De var alle stopmætte af konserves og fulde af forskellige drikkevarer — lige fra kininmikstur til hvid vodka — for de havde fået deres fulde del af gårsaftenens bytte. De pæne telte var blevet skåret i stykker og delt for længe siden og hist og her traf man på patentkasseroller af aluminium. Men de betragtede lamaens tilstedeværelse som fuldstændig beskyttelse mod alle konsekvenser og uden anger bragte de Kim det bedste, de havde — endog chang, bygøllet fra omegnen af Ladakh. Så tøede de op i solen og sad med benene hængende ud over bundløse afgrunde, sludrende, leende og rygende. De bedømte Indien og dets regering udelukkende ud fra deres erfaringer med omflakkende sahib’er, der havde benyttet dem eller deres venner som shikarri’er. Kim hørte fortællinger om fejlskud på ibex, serow og markhor, begået af sahib’er, der havde ligget en snes år i deres grave — og hver detalje blev belyst bagfra, som kviste i en trætop set mod et lyn. De fortalte ham om deres sygdomme og — vigtigere — deres små, støtfodede køers sygdomme. De berettede om rejser til Kotgarh, hvor de mærkelige missionærer bor, og endnu længere væk til vidunderbyen Simla, hvor gaderne er brolagte med sølv og hvor hvem som helst kan få tjeneste hos sahib’erne, der kører omkring i tohjulede vogne og øser penge ud med spade.
Snart efter kom lamaen, alvorlig og åndsfraværende, humpende med besvær for at slutte sig til de passiarende udenfor hytten, og de gav ærbødigt plads for ham. Den tynde luft forfriskede ham. Han sad på randen af afgrunden så svimmelfri som nogen og kastede småsten ud i det tomme rum, når samtalen døde hen. Tredive engelske mil borte i fugleflugtslinje lå den nærmeste bjergkæde med sine kamme og kløfter og små pletter af kratskove, hver især en dagmarch i diameter. Bag landsbyen skjulte Shamlegh-bjerget hele udsigten mod syd. Det var, som sad man i en svalerede under tagskægget af verdens tag.
Fra tid til anden strakte lamaen hånden ud, og med en smule hviskende suffleren fra de andre udpegede han vejen til Spiti og videre nordpå tværs over Parungla.
”Derovre, hvor bjergtoppene står tættest sammen, ligger De-ch’en” (han mente Han-lé) ”det store kloster. Det blev bygget af S’tag-stan-ras-ch’en, og om ham går der denne fortælling.” Hvorefter han fortalte den. Et fantastisk overlæsset sagn om forhekselse og mirakler, som fik hele Shamlegh til at lytte med åbne munde. Så vendte han sig en smule mod vest, spejdede efter Kulus grønne bjerge og søgte efter Kailung Under Bræerne.
”Derhen kom jeg engang i gamle, gamle dage. Jeg kom fra Leh over Baralachi.”
”Ja, ja. Vi kender vejen,” sagde Shamleghs vidtberejste mænd.
”Og jeg sov to nætter hos Kailungs præster. Dette er min fryds bjerge! Skygger velsignede frem for alle andre skygger! Dér åbnedes mine øjne for denne verden, dér fandt jeg oplysning. Dér gjorde jeg mig rede til at drage ud på min Søgen. Bort fra bjergene drog jeg — fra de høje bjerge og den friske blæst. Retfærdigt er Hjulet!”
Han velsignede dem alle, hver eneste en — de store bræer, de nøgne klipper, de opdyngede moræner og stenede skrænter, det tørre højland, de skjulte saltsøer, de ældgamle skove og frugtbare, vandrige dale — den ene efter den anden, som en døende velsigner sin slægt, og Kim undrede sig over hans lidenskabelighed.
”Javel — javel. Intet sted i verden kan måle sig med vore bjerge,” sagde Shamleghs folk. Og de gav sig til at snakke om, hvordan et menneske dog kunne udholde at leve nede på det frygtelige, hede sletteland, hvor okserne var så store som elefanter og slet ikke duede til at trække ploven på en skrænt; hvor, efter hvad de havde hørt, landsby lå ved landsby i en række på hundrede mil; hvor tyvebander flakkede om og politiet tog de smuler, som røverne skånede.
Således gik formiddagen stille og fredeligt, og da den var omme, kom Kims bud ned ad den stejle græsgang, ikke mere stakåndet, end da hun gik ud.
”Jeg sendte bud til hakim’en,” forklarede Kim, mens hun gjorde reverens.
”Har han sluttet sig til afgudsdyrkerne? Nej, nu husker jeg det. Han havde helbredt en af dem. Han har erhvervet sig Fortjeneste, skønt den helbredte brugte sin styrke til det onde. Retfærdigt er Hjulet! Hvad siger hakim’en?”
”Jeg frygtede for, at du var blevet slemt forslået, og — og jeg vidste, at han var klog.”
Kim åbnede de med voks sammenklæbede valnøddeskaller og læste, hvad der stod skrevet på engelsk på bagsiden af hans brev:
”Modtaget Deres ærede. Kan for øjeblikket ikke slippe bort fra nuværende selskab, men fører dem til Simla. Hvorefter håber atter at slutte mig til Dem. Uklogt at følge efter vrede herrer. Vend tilbage ad den vej, De kom, jeg indhenter Dem. Glæder mig højligt, at papirerne svarede til mine forventninger.”