Han standsede et kort stykke fra sin bolig. Der lå hans mænd i dyb søvn, men Kim og lamaen var ikke at se.
”Op med dig!” råbte han og pirrede ved en af de sovende. ”Hvor er de to gået hen, som lå her i går aftes — lamaen og drengen? Savnes der noget?”
”Nej,” brummede manden. ”Den gamle galning rejste sig ved andet hanegal og sagde, at han ville til Benares, og så førte drengen ham bort.”
”Guds forbandelse over alle vantro!” sagde Mahbub inderligt og kravlede brummende i skægget ind i sin bolig.
Men det var Kim, som havde vækket lamaen — Kim, der, med det ene øje ved et knasthul i plankerne, havde set manden fra Delhi undersøge kasserne. Dette var ikke nogen almindelig tyv, der vendte og drejede breve, regninger og sadler — ikke nogen slet og ret indbrudstyv, der stak et lille knivsblad ind i Mahbubs tøffelsåler og pillede sadeltaskernes sømme så behændigt fra hinanden. I første øjeblik havde Kim villet råbe gevalt — det langtrukne choor — choor! (tyv! tyv!), som om natten bringer hele serajet på benene. Men han så nøjere til og drog så med hånden om sit amuletetui sine egne slutninger.
”Det må hænge sammen med den tykke løgn om hestens stamtavle,” sagde han til sig selv, ”og med den pakke, som jeg skal bringe til Ambala. Bedst at komme af sted nu. De, som roder i tasker med knive, vil måske snart søge i maver med knive. Der må sikkert stikke en kvinde bag dette. Hai! Hai!” hviskede han til den letsovende gamle mand. ”Kom! Det er på tide — på tide, at rejse til Benares.”
Lamaen rejste sig lydigt og som to skygger gled de ud af serajet.
Andet kapitel
De trådte ind på den fæstningsagtige banegård, der lå helt sort nu hen imod nattens slutning. Kun over godsoplagspladsen, hvor de tunge korntog fra det nordlige rangeres, strålede det elektriske lys.
”Dette er djævles værk!” sagde lamaen og gøs tilbage for det hule, genlydende mørke, glimtene af blanke skinner mellem de murede perroner og virvaret af bjælker oppe under taget. Han stod i en kæmpemæssig stenhal, der tilsyneladende var brolagt med lig — men det var tredjeklasses passagerer, som havde købt deres billetter den foregående aften og nu lå og sov i ventesalen. Alle døgnets fire og tyve timer er lige gode i en østerlændings øjne og passagertrafikken ordnes i overensstemmelse hermed.
”Her er det, at ildvognene kommer. Der står en mand bagved det hul” — Kim pegede på billetudsalget — ”og han vil give dig et papir, med hvilket du kan køre til Ambala.”
”Jamen vi skal til Benares,” svarede lamaen vrippent.
”Det kommer ud på et. Altså til Benares. Skynd dig, toget kommer!”
”Tag du pungen.”
Lamaen, mindre kendt med jernbaner end han havde foregivet, for sammen, da det sydgående morgentog 3,25 brusede frem. De sovende for op og banegården fyldtes af larm og råb, skrål af vandsælgere og syltetøjshandlere, brøl af indfødte politibetjente, og skingrende hyl af kvinder, der samlede deres kurve, deres børn og deres mænd om sig.
”Det er toget — ikke andet end toget. Det kommer ikke herhen. Vent her!” Forbavset over lamaens umådelige enfoldighed (han havde rakt ham en lille pose fuld af rupier) forlangte og betalte Kim en billet til Ambala. Den søvnige embedsmand brummede og tilkastede ham en billet til den nærmeste station, kun seks engelske mil borte.
”Nej,” sagde Kim og undersøgte den med et smørret grin, ”det her kan måske lade sig gøre med bønder, men jeg bor i Lahore. Det blev meget behændigt gjort, babu. Giv mig så en billet til Ambala.”
Babu’en skulede arrigt til ham og leverede ham den rigtige billet.
”Og så en til Amritsar,” vedblev Kim, som ikke havde i sinde at anvende Mahbub Alis penge til noget så ordinært som en billet til Ambala. ”Den koster så og så meget og jeg skal altså have så og så meget igen. Jeg kender til jernbaner. — Aldrig har en yogi trængt så meget til en chela som du,” vedblev han muntert til den helt fortumlede lama. ”Hvis det ikke havde været for mig, ville de have smidt dig af toget i Mian Mir. Denne vej — kom!” Han gav pengene tilbage og beholdt kun en anna for hver rupi[*] af, hvad billetten til Ambala havde kostet, Østens urgamle provision.
Lamaen trykkede sig foran den åbne dør til en tredje klasses kupé.
”Skulle vi ikke hellere gå?” sagde han med mat stemme.
En sværtbygget sikhisk håndværker stak sit skæggede ansigt frem:
”Er han bange? Vær ikke bange. Jeg husker, da jeg selv var bange for toget. Kom herind! Jernbanen er regeringens værk.”
”Jeg frygter ikke,” sagde lamaen. ”Har I plads til to derinde?”
”Her er ikke plads til en mus!” skreg en kone, der var gift med en velstående landmand — en hindu jat fra Jullundurs frugtbare omegn. I nattogene går det ikke så strengt til som i dagtogene, hvor det nøje påses, at kønnene holdes afsondrede, hvert i sine vogne.
”Min søns moder, vi kan vel gøre plads,” sagde hendes husbond med den blå turban. ”Tag barnet på skødet. Ser du ikke, at det er en hellig mand?”
”Og jeg har skødet fuldt af halvfjerdsindstyve gange syv bylter! Hvorfor ikke bede ham sætte sig på mit knæ, skamløse menneske? Men sådan er mændene altid!” Hun så sig om for at indhøste bifald. En glædespige fra Amritsar, som sad ved vinduet snøftede bag sit slør.
”Kom ind! Kom ind!” råbte en tyk hindu ågerkarl, som bar sin regnskabsbog i et klæde under armen. Med et slesk smiclass="underline" ”Det er godt at være venlig mod de fattige.”
”Javel, til syv procent om måneden og med prioritet i den ufødte kalv,” sagde en ung dogra-soldat, der rejste på orlov sydpå. Alle lo.
”Går dette tog til Benares?” spurgte lamaen.
”Ja, vist så. Hvorfor skulle vi ellers tage med det? Stig ind, ellers kører det fra os!” råbte Kim.
”Se!” skingrede pigebarnet fra Amritsar. ”Han er aldrig før steget op i en jernbanevogn. Se bare!”
”Nej, hjælp ham hellere,” sagde landmanden, idet han strakte en stor brun næve ud og halede ham ind. ”Sådan bærer man sig ad, fader.”
”Men — men — jeg sætter mig på gulvet. Det er imod Forskrifterne at sidde på en bænk,” sagde lamaen. ”Og desuden bliver jeg stivbenet af det.”
”Jeg vil påstå,” begyndte ågerkarlen og skød læberne frem, ”at der ikke er en eneste regel for rigtig levevis, som disse tog ikke tvinger os til at overtræde. Vi sidder for eksempel side om side med folk af alle mulige kaster.”
”Ja, og med de mest uforskammede og skamløse mennesker,” sagde konen og skulede til pigebarnet fra Amritsar, som koketterede med den unge sepoy.
”Jeg sagde, at vi skulle køre ad landevejen i vor vogn,” sagde hendes mand, ”og spare nogle penge.”
”Ja, og brugt det dobbelte af det sparede til at leve for på vejen. Det har vi drøftet ti tusind gange.”
”Ja og med ti tusind tunger,” brummede han.
”Guderne hjælpe os stakkels kvinder, hvis vi ikke engang må tale. Oho! Han er af dem, som ikke må se på eller svare en kvinde.” For lamaen, der holdt sig strengt til sin ordens forskrifter, tog ikke den ringeste notits af hende. ”Er hans discipel som han?”
”Nej, moder,” svarede Kim rask. ”Ikke når kvinden ser godt ud og frem for alt er godgørende mod de sultne.”
”Et ægte tiggersvar,” bemærkede sikhen og lo. ”Du var selv ude om det, søster!” Kim holdt bedende sine hule hænder frem.