Leende gennem tårerne kyssede Kim lamaens fødder og gav sig til at lave te.
”Du støtter dig, legemlig talt, til mig, Hellige Mand, men jeg støtter mig til dig i andre henseender. Véd du det?”
”Måske jeg har gættet det,” sagde lamaen med et blink i øjet. ”Det må vi ændre.”
Da derfor nogle storsnudede mænd kom sjokkende og traskende med Sahibas bedste palankin, anført af den velkendte hvidhårede gamle oorya, og da de ikke længe efter nåede de ujævne rækker af lange, hvide, faldefærdige huse på den anden side af Saharanpur, tog lamaen sine forholdsregler.
Efter udvekslingen af de sædvanlige komplimenter sagde Sahiba’en muntert fra et vindue. ”Til hvad nytte er en gammel kones råd til en gammel mand? Jeg sagde dig — jeg sagde dig, Hellige Mand, at du skulle holde et vågent øje med din chela. Men hvordan har du gjort det? Svar mig ikke! Jeg ved det! Han er på egen hånd løbet blandt kvinderne. Se på hans øjne, hvor hule og indsunkne de er! Og en afslørende linje fra næsen og nedefter! Han er blevet helt udsuget! Føj! Føj! Og præst oven i købet!”
Kim så op, for træt til at smile, og rystede benægtende på hovedet.
”Spøg ikke,” sagde lamaen. ”Tiden til spøg er omme. Det er vigtige sager, der fører os hid. I bjergene blev jeg grebet af en sygdom på sjælen og han af en sygdom på legemet. Siden den tid har jeg levet af hans styrke — jeg har ædt ham op.”
”Børn er I begge — ung og gammel,” snøftede hun, men afholdt sig fra yderligere vittigheder. ”Må min gæstfrihed helbrede jer. Vent et øjeblik, så skal jeg komme ned til jer for at snakke om de høje, dejlige bjerge.”
Om aftenen — hendes svigersøn var kommet hjem igen, så hun behøvede ikke at foretage sin inspektionsrunde på gården — forklarede lamaen hende med sagte stemme sagens kernepunkt. De to gamle hoveder nikkede kløgtigt ad hinanden. Kim var vaklet af sted til et værelse med en seng i og sov tungt. Lamaen havde forbudt ham at lægge tæpperne tilrette eller hente mad.
”Jeg forstår — jeg forstår. Hvem skulle forstå det bedre?” kvækkede hun. ”Vi, som er på vej ned til ligbrændingspladserne, klynger os til hænderne af dem, som kommer op fra livets flod med fulde vandkrukker — med bredfulde vandkrukker. Jeg gjorde drengen uret. Så han lånte dig sin styrke? Sandt er det, at de gamle hver eneste dag opæder de unge. Men nu må vi gøre ham frisk igen.”
”Du har mange gange erhvervet dig Fortjeneste —”
”Min Fortjeneste! Hvad er den værd? En gammel kælling, som koger karry til mænd, der ikke engang spørger: Hvem kogte det her? — Nej, hvis jeg så endda kunne lade den gå i arv til min dattersøn —”
”Ham med mavepinen?”
”At tænke sig, at den Hellige Mand husker det! Det må jeg fortælle drengens moder. Det er en aldeles enestående ære! ’Ham med mavepinen’ — den Hellige Mand huskede det straks. Hun bliver stolt.”
”Min chela er for mig, hvad et barn er for den uoplyste.”
”Sig hellere barnebarn. Mødre har ikke vor alders visdom. Når et barn skråler, siger de, at Himlen falder ned. Men en bedstemor er tilstrækkelig langt borte fra fødselens smerte og diegivningens fryd til at kunne se, om skrålet skyldes uartighed eller vinde. Og siden vi igen taler om vinde, så må jeg tilstå, at da du sidste gang var her, Hellige Mand, var jeg måske for påtrængende med at bede dig om tryllemidler.”
”Søster,” sagde lamaen — hvilket er en tiltaleform, som en buddhistisk munk undertiden kan anvende overfor en nonne — ”finder du trøst i tryllemidler —”
”De er bedre end ti tusind læger.”
”Jeg siger, finder du trøst i dem, så vil jeg, som var abbed i Such-zen, lave dig så mange, du ønsker. Jeg har aldrig set dit ansigt —”
”Det ville selv aberne, som stjæler vor frugt, betragte som en fordel. Hihi!”
”Men, som han, der sover derovre, har sagt,” — han nikkede over mod gæsteværelsets lukkede dør på den anden side af gården — ”du har et hjerte af guld… og han er i ånden i høj grad mit barnebarn.”
”Godt! Jeg er den Hellige Mands ko.” Dette var ren hinduisme, men lamaen tog sig ikke af det. ”Jeg er gammel. Jeg har født sønner. Der var en tid, da mændene fandt behag i mig! Nu kan jeg helbrede dem.”
Han hørte hendes armbånd klirre, som om hun smøgede ærmerne op.
”Jeg skal tage mig af drengen og tylle medicin i ham og proppe mad i ham og gøre ham sund og frisk. Hai! Hai! Vi gamle kan dog stadig noget.”
Således gik det til, at da Kim, smertende i alle lemmer, slog øjnene op og ville gå til køkkenet for at hente mad til sin herre, fandt han sig under stærk tvang og så den hvidhårede tjener stå i døren ved siden af en tilsløret skikkelse, som bestemt og tydeligt fortalte ham, hvad han aldeles ikke måtte gøre.
”Du skal have? Du får ingenting. Hvad? En kasse med lås, til hellige bøger? Det er en anden sag. Himlen forbyde, at jeg skulle stille mig mellem en præst og hans bønner! Den skal blive bragt og du skal få nøglen.”
De satte kassen ind under hans seng og med et lettelsens suk gemte Kim Mahbubs pistol, voksdugspakken med brevene, bøgerne og dagbøgerne. Af en eller anden meningsløs grund var deres vægt på hans skuldre intet i sammenligning med deres vægt på hans arme sind. Om natten plejede hans nakke at smerte under dette tryk.
”Din sygdom er ikke almindelig hos ungdommen i vore dage — nu hvor unge mennesker har opgivet at pleje de ældre. Det, som skal helbrede dig, er søvn og visse lægemidler,” sagde sahibaen. Og Kim lod sig villigt synke hen i en tomhed, der forekom ham halvt truende og halvt beroligende.
Hun bryggede drikke i et eller andet mystisk asiatisk fadebur — drikke, som lugtede af onde syger og smagte værre endnu. Hun stod skildvagt over Kims leje, til han havde fået dem ned, og hun undersøgte dem nøje, når de kom op igen. Hun belagde gården med tabu og gennemtvang afspærringen ved hjælp af en væbnet mand. Ganske vist var han nogle og halvfjerds og hans sværd bestod af et hæfte og en tom skede, men han repræsenterede Sahibaens autoritet, og belæssede vogne, snakkende tjenere, kalve, hunde, høns og sligt gjorde stor omvej. Og bedst af alt: Da alle uvedkommende var jaget væk, udvalgte hun blandt den mængde fattige slægtninge, der flokkedes ved husets bagside — ”husets hunde”, som de kaldtes — en fætters enke, der var dygtig til, hvad europæerne, som intet forstår sig derpå, kalder massage. Og de to lagde ham så i en linje fra øst til vest, for at de hemmelighedsfulde jordstrømninger, som sætter vore legemers ler i svingninger, skulle hjælpe og ikke hindre, og så masserede de ham i smadder en hel lang eftermiddag — knogle for knogle, muskel for muskel, sene for sene, og til sidst nerve for nerve. Æltet til ansvarsfri grød og halvt hypnotiseret af deres slørs uafladelige flagren hid og did gled Kim ti tusind mile dybt ned i slummer. Det var en søvn, der varede seks og tredive timer og som gennemtrængte hele hans væsen, som regn gennembløder jorden efter tørke.
Så var det fodringstid, og hun satte huset på den anden ende. Hun lod kyllinger slagte, hun sendte bud efter grønsager, og den alvorlige, langsomt tænkende gartner, der var næsten lige så gammel som hun selv, svedte i sin iver for at skaffe dem til veje. Hun tog krydderier og mælk og løg og småfisk fra åen — for ikke at tale om citroner til sorbet, og vagtler, og kyllingelevere stukket på pind med skiver af ingefær imellem.
”Jeg har set noget til denne verden,” sagde hun, da hun kom med de bugnende bakker, ”og der gives kun to slags kvinder i den — de, som berøver en mand hans styrke, og de, som gengiver ham den. En gang var jeg af de første, nu er jeg af de andre. Nej — spil ikke præstemand. Jeg spøgte kun. Passer det ikke nu, så vil det passe, når du atter begiver dig på vandring. Kusine” — henvendte hun sig til den fattige slægtning, der aldrig trættedes af at lovprise sin beskytterindes godgørenhed — ”kan du se, hvor hans hud er blevet frisk og blomstrende, som en nystriglet hests? Vort arbejde svarer til at slibe ædelsten, der skal kastes til en danserinde, ikke sandt?”