”Jeg er Kim. Jeg er Kim. Og hvad er Kim?” Hans sjæl gentog dette atter og atter.
Det var ikke, fordi han havde lyst til at græde — han havde aldrig i sit liv følt sig mindre oplagt til gråd — men på én gang kom store tossede tårer trillende ned ad hans næse og han følte sin tilværelses hjul med et næsten hørligt smæk atter falde i lave med verden udenfor ham. Ting, hvis billeder for et øjeblik siden havde været slibepulver for hans øjne, fik nu deres rette forhold. Veje skal gås på, huse bos i, kvæg drives af sted, marker pløjes, og mænd og kvinder skal man tale med. Alt dette var virkeligt og ægte — stod sikkert på sine fødder — var fuldstændigt forståeligt — skabt af samme ler som han selv, hverken mere eller mindre. Han rystede sig som en hund, der har en loppe i øret, og slentrede ud ad porten. Og da vagtsomme øjne meddelte Sahiba dette, sagde hun: ”Lad ham gå. Jeg har gjort mit. Moder Jord må gøre resten. Når den Hellige Mand kommer tilbage fra sine meditationer, så fortæl ham det.”
Der stod en tom oksevogn på en lille høj en halv engelsk mil fra huset og bagved den et ungt figentræ. En udsigtspost, kunne man sige, over nogle nypløjede, flade marker, og Kims øjenlåg, der badedes i den bløde luft, blev tunge, da han nærmede sig den. Jordbunden var godt, rent støv — ikke grønsvær, der, siden det lever, allerede er halvvejs på vej til døden, men det håbefulde støv, der rummer al livets sæd. Han følte det mellem sine tæer, klappede det med sine hænder og med et tilfreds suk lagde han sig langsomt, så lang han var, i pindevognens skygge. Og Moder Jord var lige så trofast mod ham som Sahiba’en. Hun åndede gennem ham for at gengive ham den ligevægt, han havde mistet ved så længe at ligge på en seng, afskåret fra hendes gode strømninger. Hans hoved lå kraftesløst på hendes bryst, og hans åbne hænder gav sig hen i hendes styrke. Det rodstærke træ over hans hoved og selv det døde menneskeforarbejdede træ ved hans side vidste, hvad han søgte, skønt han selv ikke vidste det. Time efter time lå han i en dvale dybere end søvn.
Hen imod aften, da støvet, som det hjemvendende kvæg hvirvlede op, lå som røgskyer hele horisonten rundt, kom lamaen og Mahbub Ali, begge til fods, vandrende forsigtigt, for i huset havde man sagt dem, hvorhen han var gået.
”Allah! Hvilken tåbelighed at lægge sig sådan på åben mark,” brummede hestehandleren. ”Han kunne være blevet skudt hundrede gange — men dette er ikke grænselandet.”
”Og,” sagde lamaen, gentagende en ofte fortalt historie, ”der har aldrig været mage til chela. Mådeholden, venlig, klog, gavmild, en munter rejsefælle på landevejen, aldrig glemsom, lærd, sanddru, høflig. Stor vil hans belønning blive.”
”Jeg kender drengen — som jeg har sagt dig.”
”Og du ved, at han er alt dette?”
”Noget af det — men jeg har endnu ikke fundet et rødhue-mirakel til at gøre ham overvættes sanddru. Han er unægteligt blevet plejet godt.”
”Sahiba’en har et hjerte af guld,” sagde lamaen alvorligt. ”Hun betragter ham som sin søn.”
”Tja! Det gør det halve Hind. Ja, jeg ønskede kun at se, at drengen ikke var kommet i fortræd og kunne komme og gå. I ved nok, at han og jeg var gamle venner i jeres pilgrimsvandrings første dage.”
”Det er et bånd mellem os,” svarede lamaen, idet han satte sig ned. ”Nu er vi ved pilgrimsrejsens ende.”
”Det er ikke din skyld, at din pilgrimsvandring ikke blev afbrudt for ramme alvor for en uge siden. Jeg hørte, hvad Sahiba sagde til dig, den gang vi bar dig op og lagde dig på din seng.” Og Mahbub lo og trak i sit nyfarvede skæg.
”Jeg mediterede over andre sager. Det var hakim’en fra Dacca, som afbrød min meditation.”
”Havde han ikke gjort det,” brummede Mahbub — på pushtu for ikke at krænke lamaen — ”ville du have endt dine meditationer i den lumre del af Helvede, for du er en vantro og en afgudsdyrker, skønt naiv som et barn. — Men hvad er der nu at gøre, Rødhat?”
”I nat,” svarede lamaen langsomt og med en stemme, der dirrede af jubel, ”i nat vil han blive lige så Fri som jeg for enhver synd og besmittelse — lige så sikker som jeg på at opnå Frihed fra Tingenes Hjul, når han engang forlader dette legeme. Jeg har fået et tegn,” han lagde hånden på sit bryst, hvor han gemte det sønderrevne kort, ”som siger mig, at min tid er kort. Men jeg vil have skaffet ham beskærmelse gennem årene. Husk vel på, jeg har opnået Kundskab, som jeg fortalte dig for tre nætter siden.”
”Det må være sandt, hvad Tirah-præsten sagde, den gang jeg bortførte hans fætters kone, at jeg er en sufi (fritænker). For her sidder jeg ganske rolig,” sagde Mahbub ved sig selv, ”og lytter til de utroligste blasfemier… Ja, jeg husker nok, hvad du fortalte. Efter hvad du sagde, skulle han gå lige lukt over i Jannatu L’Adn (Edens Have). Men hvordan skal det gå til? Vil du dræbe ham eller drukne ham i den vidunderlige flod, som babuen trak dig op af?”
”Jeg blev ikke trukket op af nogen flod,” sagde lamaen roligt. ”Du har glemt, hvad der skete. Jeg fandt den ved hjælp af min Kundskab.”
”Nå, javel. Det er rigtigt,” stammede Mahbub, splittet mellem stor indignation og større morskab. ”Jeg har glemt begivenhedernes nøjagtige gang. Du fandt den ved kundskab.”
”Og at sige, at jeg ville berøve nogen livet, er — ikke synd, men purt vanvid. Min chela har hjulpet mig til at finde Floden. Det er hans ret at blive renset fra synd — sammen med mig.”
”Ja, han trænger unægteligt til renselse. Men derefter, gamle mand — hvad så?”
”Hvad i al verden har det at sige! Han er sikker på Nibbana[*], på Oplysning — ganske som jeg.”
”Vel talt. Jeg var bange for, at han måske skulle bestige Muhammeds hest og flyve bort.”
”Nej — han skal gå ud i verden som lærer.”
”Oho! Nu er jeg med! Det er den rigtige gangart for føllet. Naturligvis skal han gå ud i verden som lærer. Der er for eksempel stor brug for ham som skriver i statens tjeneste.”
”Han er blevet opdraget med det formål for øje. Jeg erhvervede mig Fortjeneste ved at give almisse for hans skyld. En god gerning dør ikke. Han hjalp mig på min Søgen — jeg hjalp ham på hans. Retfærdigt er Hjulet, hestehandler fra Norden. Lad ham blive lærer, lad ham blive skriver — hvad har det at sige? Han har dog opnået Frihed, når Enden kommer. Alt andet er Illusion.”
”Hvad det har at sige? Og jeg, som må have ham med mig på den anden side af Balkh om et halvt år! Her kommer jeg med ti halte heste og tre hærdebrede mænd — takket være den der kyllingehjertede babu — for med magt at trække en syg dreng ud af en gammel kones hus. Og det synes, at jeg står og ser til, mens en ung sahib ved en gammel rødhats hjælp hejses op i Allah alene ved hvilken afgudelig himmel. Og jeg anses dog for en mand, der forstår sig på Spillet! Men dårekistelemmet holder af drengen og jeg er vist heller ikke ved mine sansers fulde brug.”
”Hvorom beder du?” spurgte lamaen, mens Mahbub brummede i sit røde skæg på skurrende pushtu.
”Lige meget. Men nu, da jeg har forstået, at drengen, sikker på Paradiset, godt kan træde i regeringens tjeneste, er mit hjerte lettere. Jeg må tilbage til mine heste. Det er ved at blive mørkt. Væk ham ikke, jeg har ikke lyst til at høre ham kalde dig Herre.”