Hab’et holdt sig uden problemer oprejst i stormen. Men udenfor ser det ikke så godt ud. Jeg kan ikke finde satellitparabolen. Den er sikkert blevet blæst flere kilometer væk.
MAV’en er selvfølgelig væk. Mine besætningskammerater tog den med sig op til Hermes. Bunden er der dog stadig (den nederste halvdel, som kun bruges til landing ved ankomst). Der er ingen grund til at tage den med op, når vægt altid er vores fjende. Bunden inkluderer landingsudstyret, brændstofprocessoren og alt andet som NASA ikke mente, den skulle bruge under turen tilbage til kredsløb.
MDV’en ligger på siden med en flænge i skroget. Kunne se ud som om, stormen flåede beskyttelsesværnet af reserve-bremseskærmen (som vi ikke behøvede at bruge ved landing). Da bremseskærmen blev udløst, slæbte den MDV’en rundt med sig og slyngede den mod hver en sten i området. Jeg kan dog ikke påstå, at den ville have været til nogen særlig nytte for mig. Den har ikke engang drivkraft til at løfte sin egen vægt, men den har vel nogle gode reservedele, jeg kan bruge. Måske alligevel.
Begge rovere er halvt begravet i sand, men ellers er de i god stand. Deres trykforseglinger er stadig intakte. Selvfølgelig. Deres modus operandi får dem til at standse, når en storm bryder ud, og vente til den har lagt sig. De er simpelthen bygget til at kunne tage en masse tæsk. Det vil kun koste mig en dag eller to at grave dem op.
Jeg har mistet kontakt med vejrstationerne, der befinder sig et par kilometer fra Hab’et i hver sin af fire retninger. De kan sagtens tænkes at fungere optimalt. Hvad kommunikation angår, er Hab’ets rækkevidde for øjeblikket så svag, at signalet nok ikke når mere end en kilometer.
Solcelleanlægget var dækket af sand og derfor ubrugeligt (tip: solceller skal bruge sollys for at lave elektricitet). Så snart jeg fik renset cellerne, var de tilbage på maksimal ydeevne. Nu har jeg fuld kraft til at gøre, hvad det end er, jeg skal i gang med. Jeg har et tohundrede kvadratmeter stort solcelleanlæg med tilhørende hydrogenbrændselsceller til at lagre rigelig reservekraft. Jeg skal bare børste det hele af en gang imellem.
Alting indendørs er fint, takket være Hab’ets robuste design.
Jeg kørte et fuldt fejlfindingsprogram på oxygenatoren. To gange. Den er tiptop. Hvis der sker noget med den, har jeg en sekundær i reserve, som kan bruges for en kort periode. Den er kun beregnet på nødsituationer, mens man reparerer den primære. Den sekundære kan hverken nedbryde CO2 eller genbruge oxygen. Den absorberer bare CO2 på samme måde som rumdragter. Den er beregnet til at klare fem dage før dens filtre er fyldt op, hvilket betyder tredive dage for mig (kun én person, der trækker vejret, i stedet for seks). Jeg har altså en god sikkerhedsmargin på det punkt.
Vandindvinderen fungerer også fint. Den dårlige nyhed er, at der ikke er nogen reserve. Hvis den går i stykker, kommer jeg til at drikke af reservedunkene, mens jeg rigger et destilleri op til at koge pis. Desuden mister jeg en halv liter vand om dagen, ved blot at trække vejret, indtil luftfugtigheden i Hab’et når et maximum og vandet begynder at kondensere på alle overflader. Så kan jeg slikke væggene. Herligt. Nå, men lige nu er der ingen problemer med vandindvinderen.
Godt så. Mad, vand og husly er ordnet. Jeg vil rationere maden omgående. Måltiderne er allerede ret minimale, men jeg kan vist skære dem ned til tre fjerdedele per portion og stadig have det godt. Det vil kunne strække mit tre hundrede dages fødevarelager til firehundrede dage. Jeg har været medicinforsyningerne igennem og fundet den store bøtte med vitaminer. Der er multivitaminer til flere år. Jeg får altså ingen problemer med fejlernæring (selvom jeg alligevel sulter ihjel, når jeg løber tør for mad, uanset hvor mange vitaminer, jeg tager).
Medicinafsnittet har morfin til nødsituationer. Der er nok til en dødelig dosis. Jeg har ikke tænkt mig at sulte ihjel langsomt. Det kan jeg godt love. Hvis det kommer så vidt, vælger jeg den lette udvej.
Det er påkrævet, at alle på missionen har to specialer. Jeg er botaniker og maskiningeniør, med andre ord, missionens handyman, der sysler med planter. Mine praktiske ingeniørkundskaber kan meget vel blive det, der redder mit liv, hvis noget går i stykker.
Jeg har tænkt over, hvordan jeg overlever det her. Det er ikke fuldstændig håbløst. Der vil igen komme mennesker her til Mars om cirka fire år, hvor Ares 4 har planlagt sin ankomst (under forudsætning af at de ikke afblæste programmet på grund af min ”død”).
Ares 4 vil lande i Schiaparellikrateret, som befinder sig omtrent 3200 kilometer fra min nuværende lokation i Acidalia Planitia. Jeg kan umuligt nå dertil ved egen hjælp. Men hvis jeg kunne kommunikere, ville jeg måske blive reddet. Jeg ved ikke lige, hvordan de skulle gennemføre det, med de ressourcer, de har, men NASA har mange kloge hoveder.
Det er altså min mission nu. At finde en måde at kommunikere med Jorden. Hvis jeg ikke kan det, må jeg finde ud af, at kommunikere med Hermes, når det vender tilbage om fire år med Ares 4-besætningen.
På nuværende tidspunkt har jeg ingen plan for, hvordan jeg overlever i fire år med kun ét års madforsyninger. Men en ting ad gangen. Lige nu er jeg velnæret og har et måclass="underline" Få den skide radio til at virke.
LOG NOTAT: SOL 10
Okay, jeg har været på tre EVA’er og har ikke fundet den mindste stump af kommunikationsparabolen.
Jeg gravede en af roverne fri og fik en god dags køretur, men efter flere dages søgen, er det vist på tide at give op. Stormen blæste sikkert parabolen langt væk og slettede alle slæbespor og bump, der kunne have ledt mig i retning af den. Den er nok også fuldstændig begravet i sand.
I dag brugte jeg næsten alt min tid ude ved resterne af kommunikationssystemet. Det er virkelig et sørgeligt syn. Jeg kan lige så godt give mig til at råbe ned til Jorden, så vidt jeg kan bedømme nytteværdien af den rodebunke.
Jeg kunne måske sammenstykke en rudimentær parabol af det metal, jeg kan finde rundt om på basen, men det er jo ikke en walkie-talkie, det drejer sig om. At kommunikere fra Mars til Jorden er en ret omfattende ting, der kræver ekstremt specialiseret udstyr. Jeg kommer ikke så langt med sølvpapir og tyggegummi.
Jeg må rationere mine EVA’er ligesom maden. CO2-filtrene kan ikke renses og genbruges. Når de er fyldt op, er de færdige. Missionen havde et regnskab på en firetimers EVA for hvert besætningsmedlem om dagen. Heldigvis er CO2-filtre lette og små, hvorfor NASA kunne tillade sig den luksus at sende flere, end vi behøvede. Alt i alt har jeg, rundt regnet, en femtenhundrede-timers mængde CO2-filtre. Derefter vil mine EVA’er kun kunne gennemføres ved at årelade luften.
Femtenhundrede timer lyder måske som meget, men jeg må forvente, at skulle tilbringe mindst fire år her, før der er håb om, at jeg bliver reddet, og jeg skal som minimum bruge op til flere timer om ugen til afrensning af solcellepanelerne. Kort og godt. Der er ikke råd til unødvendige EVA’er.
Og de øvrige nyheder: Jeg arbejder på en ide til flere fødevarer. Min baggrund som botaniker viser sig, at komme mig til nytte.
Hvorfor sender man en botaniker med til Mars? Planeten er trods alt berømt for, at der ikke gror noget på den. Tja, formålet var at regne ud, hvor godt planter kan gro i Mars’ tyngdekraft, og se hvad — om noget — vi kan stille op med Mars’ jord. Det korte svar er: En hel del … sådan da. Mars’ jord har de basale byggesten, som er forudsætningen for plantevækst, men på Jorden er der i tilgift en masse aktivitet i jordlaget, som ikke findes i jorden på Mars, end ikke hvis den placeres i en atmosfære lig Jordens og vandes grundigt. Glem alt om bakteriel aktivitet og næringsstoffer fra dyreliv. Intet af det eksisterer på Mars. En af mine opgaver på missionen skulle være at finde ud af, hvordan planter kan gro her, alt efter hvordan man sår dem i forskellige kombinationer af jord og atmosfærer fra Mars og Jorden.