”Når jeg finder den, får jeg sikkert en åbenbaring. Men dette er ikke stedet, det føler jeg. Du mindste af alle strømme, gid du kunne sige mig, hvor min Flod flyder! Men vær velsignet og gør markerne frugtbare.”
”Se! Se!” og Kim sprang hen til lamaen og trak ham tilbage. En gul og brun stribe gled ud fra de mørke raslende rør ned mod bredden, strakte halsen ud mod vandet, drak og blev liggende — en stor brilleslange med stive, stirrende øjne uden låg.
”Jeg har ingen stok — jeg har ingen stok,” sagde Kim. ”Jeg vil hente en og knække ryggen på den.”
”Hvorfor? Den er bundet til Hjulet ligesom vi — et liv, der stiger op og stiger ned — og den er såre fjernt fra befrielsen. Meget ondt har den sjæl udøvet, som iklædes denne skikkelse.”
”Jeg hader alle slanger,” sagde Kim. Ingen indfødt opdragelse kan helt kue den hvides rædsel for slanger.
”Lad den leve sit liv til ende.”
Der lød en hvæsen fra de bugtede ringe og hætten begyndte at udspile sig.
”Må din forløsning snart komme, broder,” vedblev lamaen sagtmodigt. ”Har du måske kendskab til min Flod?”
”Aldrig har jeg set et menneske som du,” hviskede Kim overvældet. ”Forstår selv slangerne dine ord?”
”Hvem ved?” Lamaen gik forbi slangen, ikke en fod fra dens løftede hoved. Den lagde sig ned mellem de støvede ringe.
”Kom du nu!” råbte han tilbage over sin skulder.
”Ikke jeg,” svarede Kim. ”Jeg går en omvej.”
”Kom kun, den gør ingen fortræd.”
Kim tøvede et øjeblik. For at give sin befaling større vægt, nynnede lamaen et kinesisk citat, som Kim antog for en besværgelse. Han adlød og sprang over bækken. Slangen rørte sig ikke.
”Aldrig har jeg set mage til mand,” gentog Kim og tørrede sveden af panden. ”Hvorhen skal vi nu gå?”
”Det må du bestemme. Jeg er gammel og en fremmed, langt borte fra min hjemstavn. Hvis ikke jernbanevognene altid fyldte mit hoved med støj som af djævletrommer, ville jeg køre til Benares… men alligevel, hvis vi kørte, gik vi måske glip af Floden. Lad os opsøge nok en flod.”
Hvor den flittigt bearbejdede jordbund giver tre, ja, endog fire afgrøder om året, over marker med sukkerrør, tobak og lange hvide ræddiker vandrede de af sted hele dagen og gjorde afstikkere til ethvert glimt af vand. De vækkede landsbyhunde og bønder, der sov middagssøvn, og lamaen besvarede de utallige spørgsmål med uforanderlig åbenhed. De søgte en Flod — en Flod, der bragte vidunderlig Frelse. Havde nogen hørt tale om et sådant vandløb? Undertiden lo folk, men hyppigere hørte de historien til ende og bød de vandrende en plads i skyggen, en slurk mælk og et måltid mad. Kvinderne var altid venlige, og de små børn var, som børn er hele verden over, snart undselige, snart forvovne. Aftenen fandt dem hvilende under det store træ i en landsby uden for en gård med mure og tag af ler, samtalende med landsbyens øverste, mens kvæget blev drevet ind fra græsgangene og kvinderne tilberedte dagens sidste måltid. De havde overskredet det bælte af gartnerhaver, der omgiver den sultne stad Ambala, og var nået ud i det milebrede, grønne kornland.
Landsbyens øverste var en hvidskægget og elskværdig gammel mand, vant til at modtage fremmede. Han beredte et sengested til lamaen, satte varm, kogt mad for ham, stoppede ham en pibe, og så snart aftengudstjenesten i landsbyens tempel var forbi, sendte han bud efter landsbypræsten.
Kim fortalte landsbyens ældste børn historier om, hvor stor og smuk en by Lahore var, om jernbanerejser og slige ting, og mændene talte sammen lige så langsomt, som deres kvæg tyggede drøv.
”Jeg kan ikke finde bund deri,” sagde landsbyens øverste til sidst til præsten. ”Hvorledes forstår du hans tale?”
Lamaen, som havde fortalt sin historie, sad nu og talte sin rosenkrans i tavshed. ”Han er en Søgende,” svarede præsten. ”Landet er fuldt af sådanne. Husker du ikke ham, som kom hertil i forrige måned — fakiren med skildpadden?”
”Jovist, men han havde gode grunde til at gøre, hvad han gjorde, for Krishna havde vist sig for ham og lovet at optage ham levende i Paradiset, hvis han gjorde en pilgrimsvandring til Prayag. Men denne mand søger ingen mig bekendt Gud.”
”Stille! Han er gammel, han kommer langvejsfra og han er gal,” svarede den glatragede præst. ”Hør mig.” Han vendte sig til lamaen. ”Tre kos[*] (seks engelske mil) vest for denne landsby løber den store vej til Calcutta.”
”Men jeg vil til Benares — til Benares.”
”Vejen fører over Benares. Den krydser alle strømme på denne side af Hind. Nu er mit ord til dig, Hellige Mand: Hvil dig her indtil i morgen, slå så ind på vejen” (det var den store indiske hovedlandevej[*], han mente) ”og prøv hver eneste strøm, som den passerer. For har jeg forstået dig ret, virker din Flods kraft ikke på et enkelt sted, men i hele dens længde. Og er det dine Guders vilje, kan du være forvisset om, at du da vil vinde din Frihed.”
”Vel talt,” svarede lamaen, på hvem denne plan havde gjort et stærkt indtryk. ”Det vil vi gøre i morgen, og velsignet være du, som har vist mine gamle fødder en så lige vej.”
Han sluttede sine ord med et dybt, nynnende kinesisk recitativ, som gjorde indtryk selv på præsten. Landsbyens øverste blev et øjeblik bange for, at det var en besværgelse, som kunne bringe ulykke, men ingen kunne ret længe se på lamaens åbne og ivrige ansigt og tvivle på ham.
”Ser du min chela?” sagde han, idet han dykkede ned i sin snustobaksdåse og tog sig en pris med vigtig mine. Det var hans pligt at gengælde høflighed med høflighed.
”Jeg ser — og jeg hører.”
Landsbyens øverste vendte blikket mod Kim, der stod og fjasede med et blåklædt pigebarn, mens hun kastede tjørne på et bål.
”Han Søger også. Ikke en Flod, men en Tyr. Ja, en Rød Tyr på en grøn mark vil en skønne dag hæve ham til hæder og ære. Jeg tror, at han ikke helt er af denne verden. Han blev sendt mig pludseligt for at hjælpe mig med denne Søgen, og hans navn er Alverdens Ven.”
Præsten smilede. ”Halløj, Alverdens Ven!” råbte han gennem bålets skarpe røg. ”Hvad er du?”
”Den Hellige Mands discipel,” svarede Kim.
”Han siger, at du er en but (en ånd).”
”Kan en but spise?” spurgte Kim med en skælmsk blinken. ”For jeg er sulten.”
”Det er ikke min spøg,” udbrød lamaen. ”En astrolog i en stad, hvis navn jeg har glemt…”
”Han mener bare Ambala, hvor vi sov i nat,” hviskede Kim til præsten.
”Så var det Ambala? Han stillede et horoskop og erklærede, at min chela ville finde sit mål inden to dage er omme. Men hvad var det, han sagde, at stjernerne betød, Alverdens Ven.”
Kim rømmede sig og så sig om i kredsen af landsbyens gråskæggede.
”Min stjerne betyder krig,” svarede han højtideligt.
En og anden lo af den lille, pjaltede skikkelse, der stod så strunk på murstensplatformen. Hvor en indfødt ville have lagt sig ned, fik Kims hvide natur ham til at holde sig oprejst.
”Ja, krig,” gentog han.
”Den spådom er sikker nok,” brummede en dyb stemme, ”for der er altid krig langs grænsen. Det ved jeg.”
Det var en gammel, vissen mand, som havde tjent under regeringen på oprørets tid[*] som indfødt officer i et nyoprettet kavaleriregiment. Regeringen havde pensioneret ham med en god gård i landsbyen, og skønt han havde måttet understøtte sine sønner, der nu var grånede officerer, og derfor var forblevet en fattig mand, var han dog stadig en mand af betydning. Engelske embedsmænd — selv vicestatholdere — drejede af fra hovedlandevejen for at aflægge besøg hos ham, og ved sådanne lejligheder iførte han sig sin gamle uniform og stod så rank som en ladestok.