”Sæt nu, at jeg kan gætte det,” svarede Kim, lagde sin arm om hendes liv, kyssede hende på kinden og sagde på engelsk: ”Mange tak, kære du.”
Kys er næsten ukendte blandt asiater og det var måske grunden til, at hun lænede sig bagover med opspilede øjne og forfærdet ansigt.
”Næste gang du træffer en hedensk præst,” vedblev Kim, ”skal du ikke være så sikker. Og nu siger jeg farvel.”
Han rakte hende hånden på europæisk manér. Hun tog den mekanisk.
”Farvel, min kære,” sagde han på engelsk.
”Farvel, og — og” — de engelske ord dukkede et for et frem i hendes erindring — ”du kommer tilbage igen? Farvel, og — Gud velsigne dig.”
En halv time efter, mens den knirkende bærestol kravlede op ad bjergstien, som fører mod sydøst fra Shamlegh, så Kim en lillebitte skikkelse, der stod i hyttens dør og viftede med en hvid klud.
”Hun har erhvervet sig såre megen Fortjeneste,” sagde lamaen. ”For at hjælpe et menneske på vej til Friheden er halvt så godt som selv at finde den.”
”Hm,” sagde Kim tankefuldt og grublede over, hvad der var hændt. ”Måske jeg også har erhvervet Fortjeneste… i det mindste behandlede hun mig ikke som et barn.”
Han hæftede sin kjortel sammen over brystet, hvor han havde brevene og kortene, følte efter, om den kostbare madpose lå godt ved lamaens fødder, lagde hånden på bærestolens rand og søgte at afpasse sine skridt efter de brummende mænds langsomme gang.
”De erhverver sig også Fortjeneste,” sagde lamaen, da de var gået tre mil.
”Og mere end det, de bliver betalt med sølv,” tilføjede Kim. De penge havde Shamleghs Kvinde givet ham og han fandt det kun rimeligt, at hendes mænd tjente dem tilbage.
Femtende kapitel
To hundrede engelske mil nord for Chini, på Ladakhs blå skiferklipper, ligger Yankling Sahib, den muntre herre, harmfuldt spejdende gennem sin kikkert hen over klippekammene efter et glimt af sin yndlings-sporsøger — en mand fra Ao-chung. Men dette troløse menneske vandrer om på ganske andre kanter med en ny mannlicherriffel og to hundrede patroner og skyder moskushjorte og næste år vil han fortælle Yankling Sahib, hvor forfærdelig syg han var.
Op gennem Bushahrs dale — Himalayas fjerntskuende ørne svinger sig i kredse ved synet af den blåhvide hullede parasol — iler en bengaler, førhen fed og velnæret, nu mager og vejrbidt. Han har modtaget taksigelser af to højtstående udlændinge, hvem han med stor duelighed har vist vej til Mashobra tunnelen, der fører til Indiens store og glade hovedstad. Det var ikke hans skyld, at han i tæt tåge førte dem forbi telegrafstationen og den europæiske koloni i Kotgarh. Det var ikke hans skyld, men Gudernes, om hvem han talte så interessant, at han førte dem ind over Nahans grænser, hvor denne stats rajah ved en misforståelse antog dem for deserterede engelske soldater. Hurree Babu forklarede, hvilke store og berømmelige mænd hans ledsagere var i deres eget land, indtil den sløve fyrste smilede. Han fortalte det til enhver, der spurgte — mange gange — med høj røst — med bestandig variation i udtrykkene. Han tiggede mad, han sørgede for bekvemmeligheder, han viste sig som en duelig læge ved behandlingen af en skade i lysken — en sådan kvæstelse, som man kan få ved at trille ned ad en stenet bjergskrænt i mørke — og han var på enhver måde uundværlig. Grunden til hans velvilje gjorde ham ære. Som millioner af medtrælle havde han lært at betragte Rusland som den store befrier fra Norden. Han var en ængstelig mand. Han havde været bange for, at han ikke ville kunne redde sine berømmelige principaler fra den ophidsede landbefolknings harme. Han for sit personlige vedkommende var ligeglad med om man slog en hellig mand eller ej, men… han var inderlig taknemmelig og oprigtig glad over, at han havde gjort ”den smule, han magtede” for at tilvejebringe et heldigt udfald af deres vovestykke — bortset fra tabet af bagagen. Pryglene havde han glemt. Han benægtede, at han overhovedet havde fået prygl den sørgelige første nat under fyrretræerne. Han forlangte hverken løn eller honorar, men hvis de anså ham for værdig dertil, ville de så ikke nok skrive ham et skudsmål? Det kunne måske blive ham til nytte, dersom andre herrer, venner af dem, kom ned over passene. Han bad dem om at mindes ham i deres fremtidige storhed, for han ”var af den afgjorte anskuelse”, at han, endogså han, Mohendro Lal Dutt, magister artium, fra universitetet i Calcutta, havde ”vist staten en tjeneste”.
De gav ham et skudsmål, hvori de lovpriste hans høflighed, hjælpsomhed og ufejlbarlige dygtighed som fører. Han gemte det i sit livbælte og hulkede af rørelse. De havde jo døjet så mange farer sammen. Han førte dem ved højlys dag ad Simlas menneskefyldte hovedgade til Alliance-Banken i Simla, hvor de ønskede at godtgøre deres identitet. Og derefter forsvandt han som morgentågen på Jakkobjerget.
Og se ham nu, mens han kravler op ad Shamleghs skrænt, for afmagret til at svede, for travl til at reklamere for lægemidlerne i den lille, messingbeslåede kasse, en god mand, der er blevet bedre. Betragt ham, mens han uden babumanerer sidder ved middagstide på en seng og ryger, mens en kvinde med turkisbesat hovedpynt peger mod sydøst hen over de magre græsmarker. Bærestole kommer ikke så hurtigt frem som fodgængere, siger hun, men hans fugle må nu være fløjet ned på slettelandet. Den Hellige Mand ville ikke blive, skønt Lispeth[*] bad ham indstændigt derom. Babuen sukker dybt, spænder bælte om sine brede lænder og begiver sig på tilbagevejen. Han ønsker ikke at vandre efter tusmørkets frembrud, men hans dagsmarcher — der er ingen til at notere, hvor lange de er — ville forbavse folk, som plejer at gøre nar ad hans racefæller. Venlige landsbyfolk, som husker lægen fra for to måneder siden, giver ham ly mod skovens onde ånder. Han drømmer om bengalske Guder, universitetslærebøger og det Kongelige Videnskabernes Selskab i London. Og ved daggry hopper den blå og hvide parasol videre.
I udkanten af Doon, et godt stykke forbi Massoorie og med sletterne udbredte foran dem som gyldent støv, holder en gammel, slidt bærestol hvil, og i den ligger — det ved alle mennesker i bjergene — en syg lama, som søger en Helbredelsens Flod. Landsbyerne har været nær ved at komme op at slås om at have den ære at bære den, for ikke blot har lamaen velsignet dem, men hans discipel har givet dem mange penge — en hel tredjedel af, hvad en sahib ville betale. Dooli’en er blevet båret med en fart af tolv engelske mil om dagen, som bærestængernes fedtede, blankslidte ender beviser, og det ad veje, som få sahib’er bruger. Over Nilang passet i en snestorm, hvor de støvfine, hvirvlende snefnug fyldte hver fold i den ubevægelige lamas kjortel. Mellem Raiengs sorte tinder, hvor de hørte de vilde geders brægen oppe i skyerne, gyngende og svajende over skiferbjergene længere nede; fastholdt med besvær mellem skulder og kæbeben, mens de drejede om de uhyggelige krumninger på den udhuggede sti under Bhagirati; svingende og knirkende efter bærernes jævne trav, mens de steg ned i Vandenes Dal; hurtigt båret hen over denne snævre kløfts sumpede bund; op og op og atter op, hvor de larmende vindstød fra Kedarnath fejede dem i møde; sat til hvile midt på dagen i de gæstfri egeskoves brunlige tusmørke; ført fra landsby til landsby i det kolde daggry, hvor selv fromme mennesker bør tilgives, når de bander utålmodige hellige mænd; eller i fakkelskær, så at selv den mindst frygtsomme kommer til at tænke på spøgelser. Og nu har dooli’en nået sin sidste holdeplads. De små bjergboere sveder i de lave Sewalik-bjerges tempererede klima og samler sig omkring præsterne for at modtage velsignelser og løn.